Læsetid: 3 min.

Unikke eksperimenter

Merete Pryds Helles noveller ligner Dorrit Willumsen parallelforskudt til årtusindskiftet
12. september 2002

Noveller
Hvor krukket man end finder undertitlen på Merete Pryds Helles nye bog, Frasagn, dækker den dog udmærket de 10 korte og længere teksters gådefulde, mytisk-fantastiske præg. Stilistisk bevæger hun sig ad mange forskellige veje, men i samtlige tekster er det, som om hun har anbragt en glasvæg ned foran sine personer, sådan at læseren ikke kan se deres sociale og historiske omgivelser, kun tanken, sindet, og kroppen, det bor i. Hvad der optager hende, er stemninger og fornemmelser; handlingen er til stadighed underordnet i forhold til det at gennemspille et indre, lyrisk register.
De fleste af bogens figurer kredser mere eller mindre panisk om deres køn og død, som kvinden, der i sine sidste øjeblikke genoplever knudepunkter i livet, hvor legeme og bevidsthed mødtes eller gled fra hinanden. Eller som Spaniensturisten, der låner et hus af sin elskerinde og i dyb angst for døden, døden han ser i øjnene, beslutter at låne tid og nyt liv af en frastødende nabo. Historiens pointe skal ikke røbes, men den er, som så meget andet i disse historier, temmelig bombastisk. Kun takket være Merete Pryds Helles gennem-poetiske sprogføring undgår læseren at føle sig som undrende tilskuer til et kalkuleret litterært eksperiment.

Opsplittet mand
Bogens mest underholdende tekst er formentlig »Alfred G. Petersen«, der følger en reklamemand et døgns tid af hans stressede liv. Moderen ligger dødeligt syg, vil have ham til at ekspedere hende om på den anden side. Kæresten fortæller med glæde, at hun lige har taget en prøve, der viser, at hun er gravid. Og da Alfred i sin befippelse opsøger en villig dame, han kender gennem reklame-metieren, viser det sig, at når hun har talt dagene, til han kom, er det, fordi også hun brændende har ønsket sig: et barn. Historien slutter tragikomisk, med, at manden bliver smidt ud hjemmefra, men ufortrødent ringer til en tredje dame:
» – Mette? Hej, det er mig. Ja, undskyld jeg ikke har ringet, men ja, jeg kunne sgu ikke få dig ud af hovedet, så nu er jeg altså gået fra min kæreste.«
Kuppet i dette frasagn består i, at Alfred ikke er én person, men spaltes op i mindst tre, der snakker i munden på hinanden, uanset hvad han foretager sig.
Hvis denne beskrivelse minder læseren om Christina Hesselholdts Kraniekassen, hvor et kvindesind var opdelt i uintegrerede stemmer, eller om f.eks. Dorrit Willumsens roman Manden som påskud fra 1980, hvor tre kvinder spejlede hver sit aspekt af samme mand, er det ikke tilfældigt. Merete Pryds Helle opererer nemlig i og med sine nye tekster i en 90’er-typisk, voldsomt radikaliseret version af 70’ernes feministiske realisme. Det er rigtig spændende at følge, fordi hun på den ene side fastholder kønnet som stedet, hvorfra der fortælles, konstant har fat i biologien og på den anden side lader sin skrift stille omfattende erkendelsesmæssige spørgsmål, så hver tekst tangerer ontologien. Jeg påstår ikke, at jeg har fattet alle disse 10 inciterende, lettere irriterende tekster, men jeg ved, at de anfægter mig og kalder på langsom, fornyet læsning.

Læserens nervespidser
Vi er henne et sted, hvor skrivende kvinder har færdedes talstærkt før, men Merete Pryds Helle går rundt i kroppen og de sind, den grænser op til, på præmisser, vi ikke før har set.
Smukkest og særest i »En blå delfin«, hvor en kvindes liv glider fra hinanden i flager af bevidsthed, fortælle-punkter, der på én gang kan være sansning, erindring og drøm, men lige så mærkværdigt måske i »Fugletræet« – stofmæssigt set en slægts historie, men bevidsthedsmæssigt et filosofisk studium af tiden: »Ethvert nu er unikt. Det er lige så umuligt ikke at leve det som at fastholde det. Fortiden er et nu, der har indfundet sig samtidigt i de levendes nerveender. Når nuet forlader menneskene igen, er nogle døde og andre født, og kun ganske få øjeblikke opleves af den samme menneskemasse.«
Hvad forfatteren her siger om nuet og nerverne, lader sig med få manipulationer overføre på hendes egen, på én gang sansende og tænkende skrift. Hver af hendes fortællinger er som eksperiment unik. Umulig ikke at blive indtaget i og optaget af, men lige så vanskelig at fastholde med tanken. Når en af disse tekster forlader hjernen på én, er associationer og drømmeforbindelser vakt, som utvivlsomt videre-opleves meget forskelligt alt efter køn og læseberedskab. Man bør unde sig selv som læser at udgøre netop den modstand, der giver bogen liv.

*Merete Pryds Helle: Ti fingre fra eller til. Frasagn. 191 s., 249 kr. Rosinante. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu