Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

1967 som optakt

Vil man forstå 11. september må man kigge længere bagud. En skelsættende mellemøstkrig for 35 år siden er et særdeles kvalificeret bud
Kultur
7. oktober 2002

Mandagsbog
Historiske vendepunkter er en uhåndterlig størrelse. Forskelligt syn på, hvad der bestemmer historiens gang er blot en af mange faktorer, som kan bringe uenigheden frem, men visse er så uomgængelige at alle må tilskrive dem betydning.
En af disse er krigen i 1967, som alt efter indstilling hedder seksdageskrigen eller junikrigen. Af samme grund er litteraturen om emnet særdeles omfattende og svært at tilføre noget nyt, hviket ikke desto mindre er lykkedes den israelske forsker Michael Oren i bogen Six Days of War.
Bogen rummer først og fremmest nytænkning ved at sætte krigen ind i en større sammenhæng, og udenfor Orens egen indflydelsessfære har den aktuelle udvikling gjort sit til at gøre den aktuel.

Krigen er ikke slut
Da Oren, der til daglig er mellemøstekspert i tænketanken Shalem Instituttet i Jerusalem, satte sig for at skrive sin bog om krigen, var det for at markere 35 året for en – i israelske øjne – militær bedrift, der radikalt ændrede Mellemøsten og konflikten i området. I bogens undertitel, ’June 1967 and the Making of the Modern Middle East’, markerer han dette synspunkt og argumenterer inde på siderne for, at denne ændring har fundet sted i to lag.
Indtil 1967 var konflikten i regionen israelsk-arabisk, hvorimod den efter krigen primært blev israelsk-palæstinensisk. Dette hænger naturligvis sammen med, at Vestbredden og Gazastriben nu kom under israelsk besættelse. Udviklingen satte hermed fokus på den palæstinensiske nationalbevisthed og PLO, som var opstået i årene inden krigen, og den arabiske verden lod samtidig PLO træde ind som central medspiller. Andet lag består i den forandring, konflikten har undergået i hele regionen: Fra at være af fortrinsvis politisk karakter trådte religionen ind på scenen som meget betydningefuld faktor efter 1967. På israelsk side ses dette i form af messianske bosættere, der fortsat betragter seksdageskrigen som et guddommeligt mirakel, og på arabisk i form af fundamentalistisk islamiske grupper, der i junikrigen ser nok et bevis på at staten Israel er et fremmedlegeme i Mellemøsten. I denne forbindelse taler han også om at arabisk nationalisme i Gamal Abdel Nassers særlige form i stor udstrækning veg pladsen for et islamisk tankesæt.
Disse overvejelser gjorde ingen af krigens aktører sig, men Oren redegør klart for, hvordan deres handlinger ledte hen imod denne udvikling. Han komprimerer dette når han i forordet skriver, at »i meget virkelig forstand er krigen for politikere, diplomater og soldater aldrig endt. Og for historikere er den først lige begyndt«.

Konfliktens natur
To begivenheder, som er kommet til siden Oren påbegyndte arbejdet med bogen for tre år siden, har gjort værket særligt aktuelt, og tjener som noget af forklaringen på dens kolossale succes så kort efter udgivelsen tidligere på sommeren. Den ene er begyndelsen på den palæstinensiske Al Aqsa intifada for snart to år siden, og den anden er 11. september.
Navnlig i USA, hvor megen nyhedsdækning og storpolitisk analyse har referencer til 1967, er bogen derfor blevet en uforudset stor succes. Vicepræsident Dick Cheney siges at have bogen liggende på sit skrivebord som kilde til bedre forståelse af Mellemøsten i dag, og ved gennemlæsning kan man ikke andet end give ham ret.
Som Michael Oren selv skriver er bogen nemlig ikke – som det ofte har været tilfældet i tidligere behandlinger af emnet – at bevise at den ene af krigens parter har mere ret end den anden, ligesom han heller ikke ønsker at placere noget ansvar for dens udbrud.
Formålet er derimod at nå frem til en forståelse af hvordan en så betydningsfuld begivenhed opstår, at sætte den ind i en større sammenhæng og pege på en række af dens katalysatorer. Og endelig ønsker han, med 1967 som eksempel, at udforske generelle træk i en international krise og måden hvorpå menneskelig adfærd kan føre til helt uforudsgelige og uønskede resultater.

Egyptisk accept
Dette er lykkedes. Balancen er der og den medrivende beretning giver ikke indtryk at at være ude i nogens ærinde. Seks centrale kapitler skildrer krigen dag for dag og arkivarbejdet er blevet gjort grundigt på begge sider.
Fordi vestlige, og naturligvis i særlig grad israelske, behandlinger af krigen har tendens til at leve på den israelske helteglorie, er det interessant, at netop en israelsk forsker skal pille ved David-og-Goliat-opfattelsen.
Af denne grund har bogen af alle steder fået den bedste modtagelse i Egyptens akademiske miljø, mens mange israelske anmeldere tydeligvis føler deres nationale myter trådt på. Den næsten mytologiske erobring af den gamle by og Tempelbjerget i Jerusalem står i Orens skildring således som noget, de militære og til en vis grad også de politiske ledere først slet ikke ønskede og senere kom halvsnublende til med lige dele held og forstand.
Og omvendt står her at læse at kong Hussein kun nødtvungent lod sig presse ind i krigen, og at Israels lynsejr på Vestbredden i høj grad også skyldes en meget halvhjertet jordansk indsats.
Kritikere har beskyldt Oren for ikke at tilføre vor viden om krigen noget nyt, og det skal sikkert også passe. Men ved at sætte krigen ind i en større sammenhæng viser han at den mellemøstlige udvikling også i dag ofte må bero på meget andet end kølig, politisk logik.

Mellemøsten
*Michael Oren: Six Days of War. June 1967 and the Making of the Modern Middle East. Oxford University Press, 2002. Pris 30,00 USD

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her