Læsetid: 4 min.

Avantgarde som fetich

Anden udgaven af Klaus Høecks ’Projekt Perseus’ hørmer af fernis og smager som en vin, der er ’gået over’
14. oktober 2002

Ny bog
I kraft af en bevilling på 50.000 kr. af Litteraturrådets midler kunne det genopstandne Arena for nylig genudsende Klaus Høecks ambitiøse digtsamling Projekt Perseus i dét typografiske udstyr, bogen oprindelig skulle have haft: hvide typer på sort baggrund. Det betyder rent praktisk, at man ikke kan skrive notater i den, og at den hørmer af fernis. Kan hænde en og anden vil beruse sig i bogen ved at holde den tæt ind til næsen og sniffe, for som digtning beruser den visselig ikke, skrevet som den er i knæfald for datamatiske konstruktioner, under selvpåført systemtvang.
En kritiker skrev for 20 år siden om Klaus Høeck, at han mest af alt mindede om en tysk romantiker, der var blevet spærret inde i IBM’s produktudviklingscenter med en stak rockplader. Dét portræt bekræftes at den foreliggende bog, i hvert fald hvis der tilføjes en bunke science-fiction-romaner.
Turen gennem værket former sig nemlig ikke kun som en afprøvning af sproglige spor, herunder metriske parametre, der er også tale om et mytomant projekt, en pilgrimsrejse, et korstog, en procession (bryllup eller begravelse?) og en Space Odyssey, for nu at gengive nogle af de tunge tilskrifter af betydning, hvormed digteren potenserer sin skrift.

Roger. Over.
»Vi nærmer os manddommens totale renhed,« skriver Høeck og lægger sig i forlængelse af et digterisk anegalleri, der omfatter Lorca, Neruda, Dante, Rilke, Keats, Hölderlin, Byron, Eliot,
Pound og endnu andre lækre pondus-markører fra traditionen. »Vi har gennembrudt den logiske syntax,« triumferer digteren, og når han så skal vise hvordan og dermed demonstrere, hvordan han forvalter arven fra læremestrene, følger der to små forkølede metaforer.
»Maybe man is a mistake in the great ecology,« filosoferer Klaus Høeck. Ak ja, det var dengang vi lissom følte, at dybsindigheder blev virkelig fede, hvis de var formuleret på engelsk. Hos Klaus Høeck i årgang ’77 lyder mantraet »Roger« ligesom i de ægte teknologiglade fremtidsfilm. Inde under den store hat finder man et miskmask af romantisk mytografi, halvt tilegnet informationsteori, feticheret datamatisme, rumrejsefascination og rock tilsat apokalyptiske syner og krydret på toppen med klip fra nogle af den serielle Darmstadt-musiks store gamle navne: Xenakis, Ligeti, Boulez, Stockhausen.

Lyrik og teknologi
Da Hans-Jørgen Nielsen her i bladet anmeldte Projekt Perseus (8. marts 1977, på Kvindernes Internationale Kampdag, jvf. snakken om manddommens renhed), valgte han sit afsæt i et af værkets musikalske mottoer, nemlig Boulez’ slagord: »Vi må acceptere kompleksiteten.«
»Hermed mente Boulez, at man måtte gennem-organisere samtlige musikalske parametre, også selv om resultatet ikke blev umiddelbart forståeligt for tilhørerne. Men denne accept af kompleksiteten var hverken hos Boulez eller hans kolleger begrundet med sig selv, i en fetichering af opbygningen og dens systemer. / Den var derimod et middel til at nedbryde bestemte konventioner og beredvilligheder i musiksansen for – med et andet af tidens slagord – at bane vej for »aldrig før hørte klange«. Det var det klingende resultat, der var det afgørende i sidste ende. / Høecks poesi kan i en vis forstand siges at »acceptere kompleksiteten« i den serielle musiks forstand. Den prøver at arbejde systematisk på så mange af sprogets niveauer som muligt. Men her er der bare tilsyneladende et fatalt misforhold mellem de systematiske anstrengelser og det klingende resultat. (...) Her i højere grad end nogen sinde før er sproget en underlig blanding af gammelt klingende lyrismer og et mere teknisk sprog.«
Deri kan jeg kun være enig, ligesom i konklusionen, hvor Hans-Jørgen skrev, at Klaus Høecks systematiske demonstration af sprogets mere tekniske overfladeparametre var udtryk for en positivistisk sprogopfattelse, hvor det, der udelades, så slår ud alligevel: i sproglig patina. »Den, der læser poesi for at få sat sin sanselighed og sin forståelse i bevægelse, vil sandsynligvis kede sig bravt.«

Udenfor – Indeni
Førsteudgaven udkom i 1977, samme år som Vita Andersens Tryghedsnarkomaner og Charlotte Strandgaards Næsten kun om kærlighed, men også samtidig med Nordbrandts Istid og Højholts Revolver. Det siger noget om bredden i lyrikken dengang. Og det giver anledning til at påpege, at Klaus Høeck heldigvis har brugt den mellemliggende tid på at blive klogere og bedre, ikke så lidt bedre endda, derved at han har ladet den eksistentielle drivkraft bag sin søgen ind i systemer komme kvalificeret til udtryk, også selv om det indebar en stadig baksen med så tungt et spørgsmål som naboskabet mellem æstetik og religion.
Sagt med lidt andre, hårdere, ord har Projekt Perseus i dag kun historisk interesse. Andenudgaven er ved sin fremkomst en ren museumsgenstand, hvad der for så vidt er helt konsekvent. For hvor den historiske avantgarde opfattede sig som stående uden for kunstinstitutionen og stejlt undsagde alt ’etableret’, dér har såvel neo- som neo-neo-avantgarden brug for institutionerne – deres penge, deres prestige, deres fysiske faciliteter – som en i grunden selvmodsigende indfatning af åhsågrænseoverskridende processer, koncepter, projekter.
Udgivelsen i hvidt på sort stempler bogen ikke som kunstværk, men som kultobjekt, som en fetich, af ordbogen defineret som »ting eller sag, som er genstand for overdreven ærefrygt, som man tillægger overdreven betydning eller blindt forlader sig på.« Anmeldelsen af et sådant objekt burde rettelig trykkes i vort tillæg for mode og livsstil.

*Klaus Høeck: Projekt Perseus. Data og Science Fiction. 2. udg. 246 s., 298 kr. Arena

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu