Læsetid: 5 min.

Det bedste ved det værste

Det bedste er en ny digtsamling fra Søren Ulrik Thomsen. Det værste er, når den er illustreret
1. oktober 2002

Ny bog
I Roland Barthes’ (kvasi)selvbiografi Af ham selv er der et afsnit, som slet og ret består af to lister: en liste over »det jeg kan lide« og en liste over »det jeg ikke kan lide«. I kategorier, der går fra bær til ideologier. Da jeg første gang, og ganske ung, læste det, blev jeg dybt forarget: det forekom mig at være den mest infantile måde at pisse sit territorium af på. Tænk at lukke sig for verden på den måde, tænk at stivne i forudindfattede meninger! Det lød for mig som et ekko af den pubertale plapren jeg på det tidspunkt følte mig belejret af: »Nej, det er altså for ulækkert!« eller: »Det er bare hammer fedt.«
Nogle år senere begyndte jeg at forstå at disse ærkeinfantile udsagn måske nok kunne være ulidelige, hvis de blev udtalt af en teenager, men at de kunne vende tilbage senere, i en form for ’anden grad’, som udtryk for modenhed. De samme idiosynkratiske statements kan være udtryk for et subjekt, der lukker sig for verden, eller det helt modsatte: et subjekt der kender sig selv godt nok til at kunne åbne sig for verden. Alt efter hvilket livsstadie de bliver udtalt fra. Der kan komme et tidspunkt, hvor det at udskråle sine præferencer og aversioner ikke længere er at trække sin grænse hårdt op mod verden, men netop at trække den grænse, hvor mødet med verden bliver muligt. Ikke at afstive sig selv, men at kende sig selv.
Det er som sådanne, modne ’andengrads’ versioner af de ærkeinfantile udsagn, man må læse de alternerende lister over »det værste« og »det bedste« (11 over det bedste og 10 over det værste), som Søren Ulrik Thomsens nye digtsamling består af. Det værste er, hvis man skriver sådanne lister for at ’spille sig selv’; det bedste er, hvis man skriver dem, fordi man ikke længere »behøver at spille en anden«, for nu at gribe til digterens egne begreber. På den ene side:
»Det værste er at spille sig selv/ for at undgå at tabe sit stakkels ansigt«. På den anden side: »og det bedste er at jeg nu er så gammel/ at jeg ikke behøver at spille en anden/ blot for at glemme mig selv.«

Scooterstøvler
Og hvad er så »det bedste« og »det værste« for denne digter?
Det bedste er sådan noget som barndomserindringer om oplyste busser i vintermørket. Scooterstøvler og læderjakker man en gang har haft. Og »når en smuk, grå habit gør min knusende uro mulig at bære.« Detail-sansningerne af kvindekropen: varm sovenakke, grønne sko, »frisurens vindeltrappe«, »alt det kvinder går rundt med i håret«. Det bedste er »at øl, kartofler og saltet flæsk/ samt mine synders tyngdekraft/ holder min luftige sjæl ved jorden«.
Det værste er overkørte pindsvin, venteværelser med brunt linoleum, at barbere sig i koldt vand og at mærke sit eget had til narkomanerne. Det værste er »det bageste loftsrum«: »dét med det summende lysstofrør, dét med dukken og den mugne madras.« Det værste er »Indfaldsvejenes uvirkelige verdener/ af Tæppelande i trøstesløs sol« og »ord som projekt og vision«.

Versefødder
Med temaet for digtsamlingen iscenesætter Thomsen helt åbenlyst et møde mellem sit yngre og sit nuværende digter-jeg. I 1980 skrev den unge S.U.T. et digt med titlen »parafrase over Charles Bukowskis digt DET VÆRSTE OG DET BEDSTE«. Både dette digt, og det Bukowski-digt som det parafraserer, er optrykt som appendiks til den 20 år ældre digters 20 gange så lange udfoldelse af temaet.
Transformationen fra Bukowski over unge S.U.T til ældre Thomsen er i høj grad en transformation i rytme. Bukowski er ren rock: »in madhouses/ it’s the worst/ in penthouses/ it’s the worst/ in skid row flophouses/ it’s the worst« – kan man ikke næsten høre en Jim Morrison messe disse vers i et hypnotisende og slutteligt vrængende crescendo? Hos Thomsen den ældre er ordene faldet ind i en metrik der messer på en helt anden måde: »Det er det værste for mig« – dum-da-da-dum-da-da-dej.
Denne trestavelsestakt, denne trisyllabiske gangart, er karakteristisk for samlingen og falder helt i hak i vers der næsten (på én fod nær) er heksametre, som når digteren virtuost får gjort poesi af sin gamle »elektriskblå« læderjakke: »og med en gnistrende similistjerne på kraven«. Fem antikke fødder i gnistrende 80’er-simili, godt gået! Det er også dette tendentielle versemål, der fanger »de bedste« ord: »Ord som vakker, cyklon og KwaZulu-Natal/ er de bedste«. Prøv at trampe til – så bliver »KwaZulu-Natal« virkelig det fedeste!
Og så er foden beredt på videre sansning: på den fornemmelse af at glide ned i scooterstøvlerne, som var digterens 12-års-lykke, og nu hans erindringslykke. Det bedste er Thomsens metrik og hans klang og hans banalitet.
En af »det bedste«-listerne bliver digterens »to-do«-liste: »en salme en vuggesang og en spionroman«. To af disse projekter kan med denne digtsamling afkrydses. Spionroman er den ikke, selv om den ubestrideligt har sine støvregnssteder. Men salme – jo, sgu, for hvad er »de bedste«-listerne andet end en smittende lovprisning af skabningen? Og vuggesang, jo, jo, jo – en aften var min trang til at afprøve den thomsenske metrik sammenfaldende med puttetid, så vi skiftede »lille Jumbo« ud med Søren Ulrik – og det gled lige ind i de små barneører.

Billeder
Der er et par Thomsenske billeder, jeg vil bære med mig fra denne bog og fremover sanse verden igennem. »Bølgeknækkenes mælkede skumskrift«, f.eks. Eller »Frisurens vindeltrappe«, der hvirvler ud i universet. Og »mælkebøttens lille, vilde brand«, som minder os om at mælkebøtten egentlig er Fandens, og som jeg helt sikkert vil betragte den lille bøtte igennem, når jeg næste gang ser den.
Men der er ikke bare verbale billeder i bogen, der er også tegnede: samlingen er illustreret af Ib Spang Olsen. Og det overgår min forstand. Olsens tegninger er illustrerende i den mest naivt-konkrete forstand: hvis der står noget om en bus, tegner Olsen en bus; hvis der står noget om en kat, tegner han en kat, og hver gang der står noget om en nøgen dame, eller bare antydningen af en nøgen dame, tegner han en nøgen dame.
Jeg husker Thomsens kommentar engang i 80’erne, hvor nogle studerende havde lavet et diasshow til et af hans digte; Thomsen anholdt at de havde illustrereret ordet »have« med billedet af en have, når det nu også rummede
ordet »hav« og verbet »at have«. Budskab: Poesi lader sig ikke filmatisere. At Thomsen nu har ladet sin poesi ibspangotisere, forstår jeg ikke helt, men det er måske endnu et udtryk for at »det værste« med årene kan blive »det bedste«?
Det bedste ved det værste ved bogen, det bedste ved illustrationerne, er for mig når de sløres til en ramme af krims-krams om teksten – og måske er det også det, der er meningen. At de konkrete tegninger med et lille fokusskift kan blive til abstrakte arabesker, ligesom Thomsens konkrete billeder på én gang opløses og består i det skulpturelle ordstof.

*Søren Ulrik Thomsen: Det værste og det bedste. Tegninger Ib Spang Olsen. 55 s., 199 kr. Borgen. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu