Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Dronning Margretes sørøvere

Politisk styrede pirater hærgede 1300-tallets Østersø. Tidligere rigsantikvar Olaf Olsen bobler af fortælleglæde
Kultur
30. oktober 2002

Ny bog
Når en historiker kan sit kram, fortæller han den gode historie. Det gør Olaf Olsen, der 1981-95 var rigsantikvar og direktør på Nationalmuseet.
Olsens seneste bog er en morskab at læse. Den bærer den drilske titel Ufredens hav – en 600 år gammel sørøverhistorie fra Østersøen. Med hovedtitlen er en hilsen sendt til efterkrigstidens sovjetpropaganda om Østersøen som »fredens hav« (der rent faktisk kun var truet af Sovjet selv).
Og med undertitlen er vi straks inde i historien: Anden halvdel af 1300-tallet, hvor Valdemar Atterdag og hans datter Margrete med list og magt lemper dansk herredømme i Norden og omliggende farvande.
Modspillerne var de tyske hansestæder, der ønskede sig flest mulige handelsfortrin på kongemagtens territorium. Blandt stæderne var de besværligste Wismar og Rostock, fordi de hørte under hertugdømmet Mecklenburg, hvis herskere med navnet Albrecht tillige gjorde krav på kronen i Danmark og Sverige.
Som i al anden middelalderhistorie er de dynastiske forviklinger skæbnesvangre. Man må frygte for følgerne af, at slægter igen er ved at gøre sig til politiske hovedrolleindehavere, herhjemme som i udlandet.

Sørøveri som pression
Sålænge Danmarks Margrete måtte finde sig i, at hansestæderne sad på borge ved Øresunds sildemarkeder, således som hendes fader Atterdag nødtvungent havde givet dem åremål på, var hun ganske fornøjet ved, at sørøveri gjorde farvandene usikre.
Hun lod nogle af sine bedste folk tage del i plyndringerne.
De tjente til at minde hanseaterne om, at de var bedst tjent med at trække deres besættelsestropper hjem til den aftalte tid og lade Margrete sørge for lov og orden til søs – hvis hun altså lige fik indtægterne fra sildemarkederne, så hun kunne holde en ordensflåde sejlende. I denne røverafpresning ligger en logik, der kendes fra vore dages Mellemøsten.

Stålsat Margrete
Men de røvere, man selv har sat i søen, kan være svære at få hjem i havn, når de ikke længere er én til gavn. De måtte Margrete sande, da hun i 1386 fik gennet hansa-tropperne hjem. Arvefølgestriden med Mecklenburg førte nemlig til, at den lumske hertug lod Rostock og Wismar åbne som fristæder for de selvsamme sørøvere – og flere til.
Med undertrykt latter får Olaf Olsen indskudt, at de to byer nu om stunder måske ville blive kaldt »slyngelstæder«. Ved at sponsorere sørøveriet i Østersøen og Øresund skulle de gøre Margrete mør for de mecklenburgske krav.
Men Margrete Den Første var ikke af den mørbargørlige type. Gennem et 12-årigt magtspil fik hun afhægtet Mecklenburgerne og banket sørøverne med stjålne krigsskibe og skiftende alliancepartnere. I 1398 måtte røverresterne afstå deres finske nødhavne til rigsmutter og forføje sig til de frisiske øer i Vesterhavet.
Inden da havde mange pirater fået deres hoved hugget af og sat på en stage til skræk og advarsel. De klogeste af dem havde nået at skifte loyalitet til Margrete. Dem slog hun nådigt til riddere.
»Sørøveri kan føre til alt, når man forlader det i tide,« bemærker Olaf Olsen. En dejlig bog. En mandelgave til julefryd.

*Olaf Olsen: Ufredens hav. 104 s., 168 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her