Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Elefantguf og mesterhak

Fortælleren og formidleren Thomas Winding er i fin form i to nye værker om henholdsvis elefanter og hunden Mester
Kultur
17. oktober 2002

Fantasi
Hvad er det Thomas Winding kan som få andre? Jo, han formår i den grad at tænde den umiddelbare nysgerrighed hos sin læser og skabe velvære omkring læseprocessen. Venligt lokkende bliver man medinddraget i den sproglige formidling af det, manden har på hjerte.
Og lige nu handler det om elefanter. I intet mindre end Den Store Nordiske Elefantbog, som – ifølge forordet – blev til som idé en nat, hvor Winding hørte et stort dyr trampe rundt mellem frugttræerne og tænkte, at det lige var en nat til elefanter. Der var bare ikke nogen – og forespørgslerne på biblioteket vedrørende »elefanternes store skønne bog«, som en natlig stemme havde hvisket om, førte kun til måbende forundring.
Altså måtte Winding selv i gang med at skrive det værk, som »måske bare blev skrevet i det afrikanske sand og opløst af regnen, som skyllede dens bogstaver ud i Limpopofloden, hvor den blev spist af krokodiller?«

Elefantrunddans
Så er tonen slået an til den elefantrunddans, værket inviterer til. Der er ikke nogen tydelig fokuseret linje i bogen, som bevæger sig i mange retninger. Faktuelt oplysende, men også – og især – isprængt den særlige fabulerende filosofiske fantasi, som er Windings særkende, og som samtidig fungerer som det bindemiddel, der får de mange divergerende enheder til at hænge sammen.
Vi hører om hærføreren Hannibals elefanter, hinduguden Ganesha med elefanthovedet, elefantens særprægede fysiognomi og adfærd, og det hele krydsklippes med sagn og myter og sågar en elefantbrevkasse om det vise og fjendeløse dyr, der har sat betydelige kulturhistoriske fodaftryk. Bogen rundes af med Historien om Den Store Nordiske Elefant, en 37 sider lang (gen)skabelsesberetning, som med svimlende høj cigarføring trækker en tråd fra den første tankeskabte elefant (som bar verden på sine skuldre – og selv blev båret af en skildpadde) og frem til dagens Danmark, hvor den filippinske rengøringstekniker Jason sammen med sin gensplejsede mammutlignende elefantven vender op og ned på universets love og regelmæssigheder ud fra devisen »hver mand sit univers«.
Det er i sin radikale, skævt vinklede kulturkritik vildt underholdende, men kræver såvel en dyb ind- som udånding.
Takket være støtte fra Litteraturrådet er Den Store Nordiske Elefantbog også blevet et flot anlagt billedværk med smukt lay-outede elefantillustrationer, udført med kreativt håndelag af Pernille Maegaard, Peter Hentze og Winding selv. Den omfattende research er udført af Victoria Winding.

Spørge- og madlysten
Frikadelle, frikadelle, frikadelle er fjerde bog i serien om den lille spørge- og madlystne hund Mester, og den fortsætter lunt slentrende den fortløbende beretning om Thomas og hans samliv med den sendrægtigt charmerende gavtyv af en livsledsager. De er begge kommet op i alderen og mærker trykket fra en tilstundende alderdom, hvor en lille lur på sofaen bliver ekstra tillokkende. Mester filosoferer over begreberne ’ung’ og ’gammel’ og siger bl.a. »I gamle dage var jeg ung, men nu, hvor de dage ikke er gamle længere, er det pludselig mig, der er gammel«.
Bogen vrimler med den slags Peter Plys-agtige ræsonnementer, der ligger som en særlig næsten kammermusikalsk klangbund for det drilsk nærværende hverdagssamvær, bøgerne besynger rigdommen af. Kostelig er ligeledes beskrivelsen af den altopslugende forelskelse, den aldrende Mester gribes af. Det hele fint vekselvirkende med de eventyr, Thomas undervejs fortæller i ubesværede glidninger mellem hverdagserfaringer og eventyrlig livskløgt. Det er bare ren mesterhak.

*Thomas Winding: Den Store Nordiske Elefantbog. Ill. af forf., Pernille Maegaard og Peter Hentze. 128 s., 249 kr. Gyldendal
*Thomas Winding: Frikadelle, frikadelle, frikadelle – nye historier om Mester. Ill. af forf. 64 s., 169 kr. Høst & Søn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her