Læsetid: 5 min.

Alle elsker Lamberts

Jonathan Frantzens mesterlige ’Korrektioner’ er en sjældent underholdende og kompleks roman, hvis ambitiøse handling via en enkelt families liv og levned på realistisk vis opridser udviklingen i USA’s moralske fikspunkter
17. oktober 2002

Jonathan Frantzens mesterlige ’Korrektioner’ er en sjældent underholdende og kompleks roman, hvis ambitiøse handling via en enkelt families liv og levned på realistisk vis opridser udviklingen
i USA’s moralske fikspunkter

Roman
Romanen The Corrections, der i dag udkommer på dansk under titlen Korrektioner, meldte sin ankomst allerede for seks år siden. I et noget kuriøst essay i magasinet Harper’s erklærede forfatteren Jonathan Franzen, at han savnede en moderne, altfavnende roman om Amerika. En roman, der ikke blot portrætterede den dirrende nation, som Don DeLillo fangede i Underworld, men også summede af den mere dæmpede og landlige humanisme, der kendetegner eksempelvis E. Annie Proulxs Sidste nyt fra havnen.
Kritikerne var hurtige til at trække på smilebåndet, da Franzen foreslog sig selv som manden, der kunne skrive en sådan bog, der både pulserede af storbyens fobier og af nationens mytologiske sjæl.
Forfatteren havde indtil da udgivet de ikke videre succesfulde – og alt andet end letlæselige – værker om henholdsvis storbyens forfald og abort, The Twenty-Seventh City og Strong Motion.
Latteren forstummede imidlertid sidste sommer, da Franzen efter fire års hårdt arbejde sendte en på alle måder stor roman på gaden. Et murstensværk på små 600 sider, som ikke skammer sig over at ville gøre krav på den titel, der har rumsteret i amerikansk litteratur siden Herman Melville skrev Moby-Dick (1851) og Mark Twain senere fulgte op med Huckelberry Finn (1883): Den store amerikanske roman.

En amerikansk familie
Korrektioner er i sin umiddelbare enkelhed et portræt af en moderne amerikansk familie på grænsen til et nyt årtusinde. Efter et skuffende krydstogt på en luksusliner lægger Enid pres på sine børn for at få opfyldt sin store drøm: at holde jul som en stor, lykkelig familie, inden hendes mand, Alfred, ender på plejehjem, fordi han lider af Parkinsons.
De tre voksne børn har imidlertid ikke synderlig megen lyst til at vende tilbage til hjembyen i Midtvesten, der repræsenterer alle de småborgerlige værdier, de engang ikke kunne komme hurtigt nok væk fra.
Desuden er familien langtfra så lykkelig, som Enid i sin virkelighedsflugt forestiller sig. Den yngste søn, Chip, ernærer sig eksempelvis ikke som journalist på Wall Street Journal, som hans mor bilder sig ind, men forsøger derimod på at færdiggøre et filmmanuskript, mens han spekulerer på, hvad der blev af den engang så lovende universitetskarriere. På lignende vis har datteren Denise svært ved at koncentrere sig om sin nye stilling som stjernekok, fordi hun ikke kan få styr på seksuallivet. Slutteligt er den ældste bror, Gary, endt på depressionens rand i kampen for at for at holde bankkontoen fed og kone og børn underholdt.
Familien Lamberts egoistiske vaner og paranoide opførsel føles til tider komisk overdrevne. Ikke desto mindre er det svært ikke at nikke genkendende til de spændinger og det spil, der foregår mellem karakterne, alt imens julen nærmer sig: Hvor er Garys kone ondskabsfuld, da hun forsøger at tale ham fra at holde jul med hans familie, selv om hun udmærket godt er klar over, at det bliver den sidste af slagsen.
Hvorfor insisterer Gary på, at hans mor skal betale de par dollars, han lagde ud til seks skruer, når han selv lige har tjent en formue på sine aktier? Og hvorfor bliver Chip ikke snart voksen i stedet for at stikke af fra problemerne ved at takke ja til ekskærestens eksmands tilbud om et tvivlsomt job som it-konsulent i Vilnius?
I en potent blanding af farce og realisme lærer vi således familien Lambert nøje at kende, som var de hovedpersoner i en sæbeopera. Hvad vi erfarer undervejs, er, at alting har en årsag, og at denne som oftest skal findes i fortiden. Når Enid eksempelvis med ærgrelse føler, »at hun og Al var de eneste intelligente mennesker i hendes generation som havde haft held med ikke at blive rige,« skyldes det ikke, som hun tror, hans dumhed, men derimod et problem af langt mere moralsk og kompleks karakter, der naturligvis ikke skal røbes her, men har rødder i et af børnenes skelsættende oplevelser.
Hver eneste handling skyldes i det hele taget mere eller mindre fortrængte hændelser, der ligger op til 30-40 år tilbage i tiden, og efterhånden som Franzen ruller disse op, fremstår der et billede af to verdner på koalitionskurs: et ældre Amerika, hvor ting blev fremstillet og værdsat efter dets værdi for hele samfundet, og en moderne nation, hvori det for alt i verden gælder om at skrabe penge til sig og uhæmmet nyde nuet. Spørgsmålet er så, om det endelige sammenstød kan undgås – om kursen eventuelt kan korrigeres, både på det private plan, hvor medikamentet Korrektal spås en lovende fremtid som nyt vidundermiddel, eller på det nationale plan, hvor børsmarkedet kan reguleres ved hjælp af såkaldte korrektioner.
Det er fristende at hævde, at amerikansk litteratur for tiden befinder sig i en veritabel guldalder. Etablerede navne som bl.a. Philip Roth, Don De Lillo, Thomas Pynchon, Richard Ford og Tom Wolfe har på hver deres måde taget temperaturen på den økonomiske fremgang, USA har oplevet gennem de seneste 10-15 år, og som har skabt et overflodssamfund, hvis rigdom verden aldrig nogensinde tidligere har oplevet.

Bedste siden ’Underworld’
Ud over disse også herhjemme meget læste herrer trænger en større gruppe yngre forfattere sig kraftigt på i kampen om priser og publikum. Deriblandt altså Jonathan Franzen, hvis historie om familien Lambert blev tildelt The National Book Award sidste år og foreløbig er solgt i over to millioner eksemplarer.
Både den prestigefyldte pris og
bestseller-statussen er velfortjent. Korrektioner er en sjælden underholdende og kompleks roman, hvis ambitiøse handling via en enkelt families liv og levned på realistisk vis ridser udviklingen i USA’s moralske fikspunkter op. Historiens humor og smittende humanisme får de kringlede sætningsopbygninger og det udfordrende ordvalg (en »gerontokratisk« forstad, »socialspedalske nordmænd«!), der i øvrigt er fremragende oversat af Mich Vraa, samt de mange handlingsmæssige afstikkere til at glide ned uden problemer. For så vidt tilgiver man langt hen ad vejen forfatteren, at han i sin iver efter at ville imponere alt og alle har fyret hele sit håndværksmæssige og kunstneriske arsenal af uden nogen som helst form for mådehold.
Korrektioner kan med andre ord
ikke anbefales for varmt og er vel nok den bedste amerikanske roman siden Underworld. Alligevel sidder man efter endt læsning tilbage med en underlig fornemmelse af, at Jonathan Franzen faktisk kan gøre det endnu bedre, hvis blot han ville være lidt mere beskeden og ikke partout sigte efter at producere Den store amerikanske roman.

*Jonathan Frantzen: Korrektioner. Oversat af Mich Vraa. 612 s., 395 kr. Gyldendal. Udkommeri dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu