Mandagsbog
Man kan næppe fornærme en israeler dybere end ved at antyde, at hans stat reelt blot er en af Amerikas Forenede. Bemærkningen vil til enhver tid ramme hans nationale stolthed som et kølleslag, samtidig med at enhver israeler godt kan se, at der er en hel del om snakken. Hvilket i og for sig kun gør ondt værre.
Historikeren Tom Segev, der arbejder som velskrivende journalist ved dagbladet Haaretz, har taget fat om spørgsmålet i en lille bog, hvor hele problematikken indeholdes i titlen Elvis in Jerusalem. Med udgangspunkt i en statue af det ærke-amerikanske ikon, som står foran en reataurant bygget over samme tema i nærheden af Jerusalem, tager Segev på historisk-ideologisk rundtur for at indkredse den dybe amerikanisering, hele Israel er blevet fanget i.
Post-zionisme
Bogens grundlæggende synspunkt er, at zionismen lige fra begyndelsen har været problematisk som statsbærende ideologi. Lige siden Theodor Herzl i slutningen af det 19. århundrede formulerede sine tanker, der måtte udmønte sig i en jødsk stat, fordi han så assimilering som en ringere udvej af anti-semitismen, har indre og ydre fjender og modstandere udhulet den og ført os frem til, hvad flere i dag betegner som post-zionisme. Som billede på denne tilstand bruger Segev en skulptur af zionismens fader, som står uden for byen, der bærer hans navn, Herzliya. Den er udført i tarvelige materialer og må have stålwirer til hjælp for at holde sig oprejst. Omkring monumentet lever nutidens Israel med motorvejsudfletninger, McDonalds og forretninger med amerikansk-klingende navne.
Herzls zionisme var forankret i netop de liberale jødiske kredse, som i den tids Europa trak den modsatte vej mod universel accept gennem assimilering og tilpasning. Dette ser Tom Segev som et uheldigt udgangspunkt, idet ideologien hermed kom til at stå i en sårbar position over for andre jødiske strømningers stormløb, hvoraf det første kom i form af en bastant ultraortodoks opposition mod den sekulære ideologi. I dette spørgsmål kunne zionismen højst håbe på et kompromis med anti-zionisterne, hvilket var, hvad skete og således lukkede indre modsætninger ind i varmen fra første færd.
Ligeså ringe stod man rustet, da jødiske indvandrere fra den muslimske verden i 50ernes begyndelse stillede nye krav til statens ideologiske sammensætning krav, som aldrig blev ordentligt imødekommet, men i stedet har ført til nye indre spændinger. Eksempler er der mange flere af, og for hver milepæl har staten taget et nyt skridt ned ad den ideologiske stige uden at have noget andet at sætte i stedet.
Kopiprodukter
Resultatet er blevet en voldsomt omsiggribende individualisering af hele det israelske samfund. Hvor mange betragter dette som et sundhedstegn, idet de slutter, at Israel er ved at blive et normalt samfund, som ikke længere har brug for en tung ideologi at støtte sig til, ser Tom Segev det som bekymrende. For han peger på, at landet som følge heraf har kastet sig i armene på amerikansk kultur uden at bevare ret meget af sit israelske særpræg. Elvis Presley er således kun en lille del af den enorme import fra USA, som har ændret landet. Den israelske fredsbevægelse, som opstod efter krigen i 1967, havde næppe nået et tilsvarende vingefang uden at skæve kraftigt til samtidige amerikanske bevægelse mod Vietnam-krigen, og venstrefløjens arbejde for sefardiske jøders borgerrettigheder var heller ikke blevet det samme uden at have haft tilsvarende bevægelser i 50erne og 60ernes USA som forbillede.
Alt dette er der i og for sig ikke noget galt i, hvilket Segev også påpeger. Problemet opstår først, når der i det omfang, som det ifølge bogen er tilfældet, er tale om kopiprodukter.
Pionerromantik
I det post-zionistiske ligger altså et massivt tab af egen identitet, hvilket kan have store konsekvenser for udviklingen i netop disse tider. Bogen beretter, hvordan Oslo-processen hjalp visse kredse i landet til i det små at indse, at der også er et liv efter zionismen.
Paradoksalt nok skete dette eksempelvis gennem en voksende erkendelse af palæstinensernes ret til tilbagevenden og en selvstændig stat side om side med Israel. Men med Al Aqsa-intifadaens udbrud i september 2000 blev tæppet trukket brutalt væk under fødderne på denne tendens, og hele landet blev skubbet i armene på den nye højre-zionisme, som har meget lidt at gøre med David Ben Gurions klassiske arbejderzionisme. Dette er nemlig en zionisme, som bygger på den samme pionerromantik som visse segmenter i det amerikanske samfund, og den har for en stund skubbet post-zionismen i baggrunden uden at udgøre noget samlende element ud over en fælles angst for en ydre fjende.
Bogen er med andre ord et særdeles nyttigt værktøj til at forstå de nære forbindelser mellem Ariel Sharon og George W Bush, men den er lige så vigtig som forklaring på, hvilket uhyre sammensat og ukontrollerbart samfund, Israel i grunden er.
Liv efter zionismen
*Tom Segev: Elvis in Jerusalem. Post-Zionism and the Americanization of Israel. Metropolitan Books, New York, 2002. 23 USD. 167 sider
