Kortprosa
Det er tonefaldet, der gør Harald Voetmann Christiansens anden samling prosastykker, Autoharuspeksi, til en særlig men ikke særligt behagelig oplevelse. Tværtimod ækles man hyppigt undervejs. Det er, som om en vammel kropslighed er flyttet ind i sproget selv og derfra forvandler ethver sceneri til noget, der klistret løber ned ad siderne.
Autoharuspeksi samler fingerede breve, pseudo-selvbiografiske småstykker, tableauer af absurd-eksisten-tiel karakter og regelret kortprosa. Sex, snavs og udpenslede dødsmåder dukker hyppigt op undervejs. Hvis det ikke sker i historierne selv, så sker det via sprogets billeder, det overpertentlige ordvalg og sætningernes næsten ormeagtige vriden sig rundt.
»Morfin ville give en blidere, men også en mere leverpostejsagtig død,« hedder det et sted, »tiden er ikke til andet end hånd i vom plingeling på egne slatne strenge,« et andet. Selv i løsrevet form skaber Voetmann Christiansens prosa et elektrisk ubehag. Små stød i kvalmenerven, kort sagt, til den opmærksomme læser.
Idiotisk gnubben
Det sidste eksempels strenge fra vommen peger mod bogens mærkværdige titel. Haruspeksi er kunsten at tyde fremtiden i døde dyrs indvolde; autoharuspeksi, forklarer bogens sidste stykke. »Skitse til autoharuspeksiens kulturhistorie« er kunsten at skære sin egen mave op. For derefter selv at udlægge de egne indvoldes former og farvenuancer.
Et vrængende billede på den martrede kunstner som sandhedsvidne, måske. I al fald glider »Skitse til autoharuskepsiens kulturhistorie« ud i en udpenslet forargelse over den moderne tid, hvor selvopskærerne bedøver sig inden operationen, og har veritable fanskarer af fortolkere omkring sig.
Med sin demontering af den romantiske kunstnermyte er »Skitse til autoharuspeksiens kulturhistorie« typisk for bogens bedste prosa. Andre steder er det den store kærlighed, i »Sygebesøg« forholdet mellem bror og søster, der sendes gennem i sprogets slimede vridemaskine. Hver gang underløbes ethvert forsøg på opbyggelighed bevidst og vedholdende.
Mest radikalt går det ud over den erotiske krop, for-stået som eksistensens sidste bastion. Det ser man blandt andet i »To forsøg på Joel Cravat i sin have«, hvor familiens søn fantaserer om den datter, gartneren måske gemmer i sit skur. Hun er så indskrænket, at selv nødder er eksotiske:
»To kastanier og en valnød, så ville hun med vildkvindens tunge latter og uden videre stikke bagen i vejret og lade ham komme ind i det beskidte superlativ superlativ køn, skamlæberne fulde af idiotisk gnubben sig mod træstubbe o.l.«
Erotikkens småpornografiske scenerier udstilles som onanistiske sætstykker. Og tilsmudses derefter på det groveste. Der er ikke megen naturlig, kropsglad omgangsform tilbage efter dén behandling kort efter mødes junior og vildkvinden i en prægenital fascination af afføring og andre kropslige sekreter. Til gengæld er hele stykket et pragteksemplar ud i genren muskuløs prosa.
Sær skønhed
Selvgfølgelig varierer kvaliteten undervejs. Således er der for mange af bogens småstykker, der falder til jorden i deres villede mærkværdighed. Andre stykker præges af et gustent overlæg, en glæde ved evnen til at skrive både umanerligt præcist og umanerligt ulækkert. Også det bidrager til det ubehag, bogen vækker i sin læser. Autoharuspeksi spekulerer gerne i sine excesser.
Ikke desto mindre er bogen original og uforsonlig. Voetmann Christiansen blander den unge, danske litteraturs hang til adverbielle småord »vel«, »så«, »skønt« og samme litteraturs hang til sluddervorne, selvkorrigerende fortællerstemmer med en dirrende, kropslig væmmelse. Af den slags og kaliber, man ellers kun finder hos dansk splatterprosas store mester, Preben Major Sørensen. Deri ligger en ikke ubetydelig kvalitet, omend en usædvanlig en af slagsen.
Nåja, og så bør man heller ikke fornægte, at Autoharuspeksi har sine øjeblikke af skønhed, små diamanter i mudderet. Vi afslutter derfor med følgende passage, der på trods af sin snørklen og en grammatisk fejl undervejs har noget elementært smukt over sig. På samme måde som blomster har det, mens de rådner:
»Duggen er våd og kold på min pande og i mit hår, i lyngen og på hybenbuskene er den endvidere klar, og jeg formoder at jeg selv i søvnen har været lig en plante, og at nogen nattevandrende kæmpe kunne have plukket mig til sin datter under hvis hvide fødder muldvarpe onanerer i heraldiske formationer.«
*Harald Voetmann Christiansen: Autoharuspeksi. 94 s., 179 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag
