Mandagsbogen
Fremskridtet, det store fremskridt handler om at voksne mennesker skal opføre sig som børn. Som den franske filosof Paul Virilio skrev i sin forrige bog Informationsbomben:
»Umodenhed og infantilitet er de mest dækkende kategorier til beskrivelse af det moderne menneske.«
Det moderne menneske er barnligt fordi det forholder sig til autoriteter som et barn til sine forældre: det bliver fornærmet, når man siger: Du må ikke. Virilio skriver videre på sine teser om infantilitet og modernitet i sin nye bog: Ground zero:
»Næsten alting, som teknologiske forandringer har påtvunget os, er gjort under sloganet Forbud mod forbud, som fremhæver barnet i hvert eneste menneske.«
»Fremskridtsentusiasterne, en farlig samling dværge ramt af storhedsvanvid, repræsenterer en naiv verdensopfattelse, hvor positivisme bliver en skjult nihilisme og vækst en negativ vækst det handler om en tilfredsstillelse af den stædige barnlige afvisning af forbud.«
Det grænseoverskridende bliver ifølge Virilio en værdi i sig selv. Det er ikke en tilstand, hvor alt er tilladt. Det er en tilstand, hvor alt skal være tilladt. Der er ikke nogen distance mellem mulighed i videnskaben og politisk realisering af muligheden.
Virilio bruger genetik og eugenik som eksempel. Han resumerer en række politiske beslutninger, som tillader test af fostre for eventuelle handicap og ophæver juridisk beskyttelse af endnu ikke fødte børn: Den 29 juni 2001 erklærede den franske højesteret at det ufødte barn ikke er en person og derfor ikke kan betragtes som et offer.
Det betyder for Virilio at mennesket gør sig selv herre over livets tilblivelse. Fostret kan testes og manipuleres. Det åbner for videnskabelig produktion af nye og perfekte mennesker.
Hitler
Virilio genskriver i denne korte bog hele modernitetsprocessen. Det bliver til et simpelt forløb, hvor den moderne naturvidenskab udkonkurrerer kristendommen og overtager den religiøse legitimitet. Således ser Virilio ikke oplysning som sekularisering, men som en proces, der kulminerer med at videnskaben bliver ny religion. Det bliver udlagt som en rædselshistorie som ender med at det der var teser for Hitler, bliver regeringspolitik i den vestlige verden. Som der stod i håndbog for Hitlerjugend:
»Vi skaber befolkningens liv og vi skaber vores lovgivning i overensstemmelse med genetikkens love.«
Virilio ser tendenser til at den samme skabelse af menneskeliv bliver acceptabel. Mens man på den ene side i den store humanismes navn afskaffede dødsstraf i Frankrig i 1981, er der på den anden side en række politiske initiativer, som tillader organdonation og tvangssterilisering af fysisk og mentalt handicappede.
Virilio udhæver en anden parallel til Hitler. Den totalitære magthaver baserer sin magt på noget indiskutabelt. Det kan være religiøse grundsætninger eller pseudovidenskabelige postulater. Den vestlige verden er ifølge Virilio blevet totalitær fordi videnskabelige opdagelser dikterer den politiske beslutningsproces. De videnskabelige love står over de demokratiske vedtagne love.
Eksempler på elendighed
Med udgangspunkt i den totale falliterklæring flanerer Virilios bog mellem eksempler på elendighed: Moderne kunst udfolder den samme grænseoverskridelseslogik som naturvidenskaben. Den fungerer som fremskridtets pædagogiske illustrator.
Derfor havde Stockhausen ret da han kaldte attentaterne mod World Trade Center for det største kunstværk. Det er ikke interessant som udsagn om terrorattentaterne, men derimod som afsløring af gældende æstetiske kriterier. De gælder om at destruere det bestående, sprænge de faste former og gøre det spektakulært
»De officielle biennaler og førende gallerier iscenesætter sig selv som de transnationale organisationers partner: de trodser alle regler, bryder alle tabuer.«
Og demokrati er afløst af det, Virilio kalder telekrati: Den væsentligste stemmeafgivelse i den vestlige verden finder ikke sted i stemmeboksen ved valg, men med fjernbetjeningen foran tv. Virilio fremhæver den politiske situation i Italien som paradigme for den vestlige verden:
Folket har valgt medierne frem for politikerne. Valget af Berlusconi viser at mediemagnater har større magt en politikere.
Fremskridtet handler således ifølge Virilio om at etablere en civilisation hinsides godt og ondt, hvor de voksne børn ikke vil finde sig i forbud. Virilio eksponerer en ufattelig civilisatorisk elendighed, hvor alle fænomener og tendenser bliver eksempler på det samme. Derfor bliver bogen ensidig. Den bliver det præcise modbillede til det Virilio selv kalder den totalitære propaganda for fremtiden.
Den italienske filosof Giorgio Agamben har plejet teser der minder om Virilios. Som han skriver i bogen Homo Sacer:
»I den biopolitiske horisont som kendetegner moderniteten, er fysikeren og vidneskabsmanden rykket ind i det rum, hvor det tidligere var den politiske suveræn, der regerede.«
Agamben gør det Virilio ikke gør og som er den virkelige udfordring: Han undersøger hvordan og af hvem magt udøves og forbud alligevel bliver konstitueret, når det gældende maksime forbyder alle forbud. Agamben undersøger moderniteten som flere forløb og fortællinger.
Elendighed
*Paul Virillio: Ground Zero. Verso.82. s., 16 pund
