Læsetid: 4 min.

Forskelle ender i forskellighed

Sloterdijk bedriver præcis og ubehagelig diagnose af massesamfundet
29. oktober 2002

Ny bog
En revolutionær strategi: Under den iranske revolution i 1979 blev folk bedt om at gå ud i gaderne. De behøvede ikke demonstrere. De skulle bare gå ud og være en del af mængden på gaderne. De revolutionære iranere opfordrede folk til ved deres tilstedeværelse at udvide og opgradere massen.
Som den tyske filosof Peter Sloterdijk uden forbindelse til Irans revolution skriver på første side i sit fortrinlige korte skrift Masse og foragt:
Det er den moderne epokes »mest magtfulde politiske maksime at udfolde massen som subjekt.« Når massen træder frem som suveræn aktør, bliver metafysiske og adelige privilegier og viden udfordret. Massen har ret, og den kræver sin ret. Massen nedbryder hierarkier.
Den varme masse stimler sammen. Den træder frem ved spontane opløb. Sloterdijk henfører til forfatteren Elias Canettis teoretiske undersøgelser af massen i hovedværket Masse og magt. Canetti iagttager overgangen fra tilfældig gruppering til massedannelse:
»Nogle få mennesker har måske stået sammen i en gruppe, fem eller ti eller tolv, ikke flere. Intet er bebudet, intet forventet. Pludselig er der sort af mennesker overalt.«

Liderlig middelmådighed
Men den masse er ifølge Sloterdijk ikke tilfredsstillet ved sin egen identitet. Det er ikke nok. Og det er netop det underskud, som en massebemestrer som Hitler udnyttede.
Hitler trådte ikke frem som ophøjet, fornem fører, men snarere som en inkarnation af det vulgære. Han tilbød ikke massen et modbillede, men derimod et selvbillede. Med en for Sloterdijk karakteristisk prægnant formulering bliver Hitlermanien udlagt som en dyrkelse, der »aldrig var andet end den liderlige middelmådigheds selvtilbedelse ved hjælp af førerskikkelsen som offentligt kultmedium.«
Hitlermanien sætter ikke føreren i en absolut position ovenover masserne. Der er ikke et lodret hierarki, men derimod en vandret identifikation.
Canetti beskriver massen som fænomen i den første halvdel af det tyvende århundrede.
Sloterdijk opdaterer analysen, idet massen har ændret karakter. Den postmoderne masse er kold og atomiseret. Individer stimler ikke længere sammen – i hvert ikke i den vestlige verden. Massen er ikke længere et fysisk konvent, der opstår i metropolens gader, men nu overladt til sin »organiserede forladthed.«
Sloterdijk betegner overgangen fra de varme til de kolde masser som en omstilling fra »politisk udløsning til upolitisk underholdning for de liberale massedemokratiers affekthusholdning.«
Efter de totalitære politiske bevægelser er massen overladt til den totale underholdning.
Massen træder ikke længere sammen som masse, men de forladte individer alene foran tv-skærmen er i deres ensartethed alligevel stadig en masse.

Høje hoveder af
De moderne samfund udvikler sig som fortløbende frigørelse og ligestilling. Adel og elite degraderes og foragtes:
»Der skal ikke længere stå en første og anden stand over tredje stand – den nye verdensalder vil gøre ligningen mellem menneske og borger universel.«
Efter den franske revolution bliver alle de hoveder, som rager op over borgerskabet, hugget af.
Sloterdijk trækker en linje tilbage til Thomas Hobbes, der sættet alle mennesker lige ved at definere et bestemt træk som universel eksistentiel primus motor: frygt for døden.
Mennesket er ikke længere et helligt væsen bestemt ved sin trang til anerkendelse, ære eller respekt, men et nedrigt naturvæsen styret af sin selvopholdelsesdrift. Som Sloterdijk konkluderer:
»Det moderne samfund investerer i borgerlig normalitet og ønsker derfor overalt at se mennesker, hvis selviske motiver man kan forlade sig på.«
Det selviske menneske foragter alle antydninger af lodrette hierarkier. Det, der unddrager sig den flade demokratiske konsensus, pådrager sig massernes foragt. Det er netop det foragtende menneske, som Nietzsche mod slutningen af det nittende århundrede spotter som ’de sidste mennesker.’

Ingenmandsdiktatur
De sidste mennesker fornægter alt det, der ligger udenfor deres egen horisont. Og det er den selvtilfredse praksis kendetegnet ved foragt for alt andet end sig selv, som Nietzsche vender om og gør til genstand for sin foragt.
Sloterdijk fortsætter sin idehistoriske tour de force med nedslag i Heideggers begreb om ’das man.’ Das Man er den offentlige udlægning, som præger os allesammen det meste af tiden. Det er das Man, der taler. Og som Heidegger skriver: ’Das Man er ingen.’
Den individualiserede og egentlige eksistens fortaber sig i dette ’ingenmandsdiktatur’, hvor menneskene i massesamfundet reproducerer og cirkulerer allerede etablerede anonyme udlægninger og meninger.

Genius go home
I det tyvende århundrede kulminerer elimineringen af forskelle. Det bliver en særlig kunstnerisk præstation at likvidere geniet. Opgøret med forestillingen om den geniale kunstneren er et attentat på den sidste position udenfor det vandrette hierarki.
Sloterdijk nævner Andy Warhol, der »tidsnok forskyder sit geni fra at lave kunst til at lave penge.« Sloterdijk refererer en parole: Genius go home.
Det er rigtigt, at massesamfundet på den anden side producerer en strøm af medieberømtheder, sportstjerner og popstars.
Men de er skrøbelige undtagelser. Massen har gjort dem til stjerner og massen kan degradere dem igen. Deres mandat er skrøbeligt som partier i meningsmålinger eller kurserne på børsen. Massesamfundet producerer forskelle, men har afviklet de hierarkier, der fastholder det forskellige som forskelligt. Værdier er til konstant forhandling. Det truer med at gøre de liberale demokratier til offentligheder for en kulturrelativisme hinsides kontrol. Som Sloterdijk pointerer i denne glimrende polemiske bog:
»Ligesom den religiøse mystik blev foruroliget af spørgsmålet om, hvor det onde stammede fra, således foruroliges det sekulære samfund af spørgsmålet om, hvor det skal tage sine forskelle fra.«

*Peter Sloterdijk: Masse og foragt. Over: Hans Chr. Fink. Ind: Steen Nepper Larsen. 96 s., 160 kr. DET lille FORLAG. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu