Læsetid: 3 min.

Hvor som helst og altid

Rasmus Heibergs skæbnenoveller spejler sig smukt i hinanden
24. oktober 2002

Noveller
Næsten halvdelen af Rasmus Heibergs tredje bog udgøres af en lang, ak alt alt for lang, historie om en sicilianer, der havner som patriark i en afsides vestjysk landsby. Skulle man være en smule uretfærdig, kunne man læse den som en møjsommelig repetition af Babettes Gæstebud, dog vel at mærke ikke Blixens fortælling, men Gabriel Axels film. Skulle man modsat benytte teksten til at indfange det bærende ærinde hos Rasmus Heiberg, så burde man vel rose ham for, at han her spiller ærligt ud: det er skæbne, der optager ham. Han søger de evige, de arketypiske mønstre. Helst ville han nok skrive i mytens altid og hvor-det-skal-være.
Som i debutnovellerne Sand (1999) færdes vi med Der er andre røde køer end præstens i fodsporene efter suveræne fortællere såsom skriftens mester Karen Blixen og mundtlighedens gavtyv Jørn Riel. Påvirkning fra sidstnævnte er åbenlys i »Gespenstet«, om en vanskæbne af en outsider, der bliver pirret, afvist, hånet erotisk, men siden forvandles til en af havenes sagnomspundne hævnende ånder.
I bogens sidste tekst synes der også at være kommet indflydelse til fra Vagn Lundbye, eller er det mon Kafka og hans »Forvandling«, der stikker hovedet frem i skildringen af en mand, der omdannes til due?

Definitivt vanvid
I hvert fald deler bogens sidste fire bidrag tema, for så vidt som de handler om længsel, der stækkes og knægtes. En landstryger med sans for planter indfanges og indhegnes af en emsig dame, der mærkbart begrænser hans frihed, og Basil, der skriver kort fra andensalen på et pensionat, lukker sig dag for dag inde i sin egen mareridtsmartrede sjæl. Da han glider ind til det definitive vanvid, beskrives hans syn gennem billeder, der slynger sig ind i hinanden. Et talende firben fører ham tilbage til den urtid, hvor fiskene kravlede op på jorden. Så farer det hen i et hjørne, hvor Basil har set Mongoliets sneklædte stepper. Nu tager hans vilde hallucinationer for alvor fart:
»Han kiggede under sengen og løb så hen til hjørnet med Mongoliet, men det eneste firbenet havde efterladt, var nogle små spor i sneen, der førte hen til et telt, Basil aldrig havde lagt mærke til før. Ud af teltet kom en kvinde med læderansigt og trekantet filthue. Hun hilste ham med samme håndbevægelse, som han engang var blevet mødt med af en portrættegner på Karlsbroen, og straks trængte Prags menneskemyldrende gader frem.
På førstesalen i en af ejendommene havde Basil fri udsigt til et fjernsyn, der viste et naturprogram fra en sydafrikansk savanne, hvor den roligt tyggende elefants højre fod forvandlede sig til en papirkurv, der blev solgt for en slik på det labyrintiske marked i Marrakech til en turist fra Skåne, hvis rødmalede træhus blev opført af polske skovhuggere for mere end hundrede år siden, da de en sommer havde været på træk op mod de finske skove.«
Unægtelig ambitiøst, stilistisk og litterært, og måske eksempel på, hvordan Rasmus Heiberg som skribent begrænser sin frihed.

Botanisk have
Over for de fire historier med overvejende negativ udgang står i bogens første del fire, hvor drømme delvis indfries.
En købmand reddes af en eneboer i dennes hule og kommanderes til gengæld til at underholde ham med historier.
En ung mand forelsker sig i en gådefuld ’hellig’ kvinde og evner, sådan spås det i hvert fald, at fragte fascinationen med over i sit voksne liv. Mødet med det mystiske, fremmede, kan nemlig løfte én, føre videre, fremad.
Som det vist fremgår, spejler de to grupper, hver på fire korte noveller, hinanden nok så smukt. Dermed indløser og udfolder de en idé foregrebet på første side. Øverst modtager Carl v. Linné af en kvinde en sviende lussing. Nederst sidder en ung mand i en botanisk have og ryger. Pludselig udbryder han forskrækket, at det jo er religion, de dyrker, alle de besøgende, der så andægtigt står og læser havens mange små, tæt beskrevne mærkater. Så rejser han sig og går, fast besluttet på at kigge på byens piger.
Læser man dette som allegori over forfatterens egen praksis, kan det forstås sådan, at Rasmus Heiberg håber at anbringe sin fortællekunst i et mellemværende med naturen og hele verden. Hans nye noveller må ses som ét større og otte mindre forsøg herpå. Søgende i stil, men sikre på hvor de vil hen. Det aftvinger unægtelig respekt, at han tilsyneladende har sat sig for at gøre noget, som han (næsten) ikke kan.

*Rasmus Heiberg: Der er andre røde køer end præstens. Noveller. 122 s., Kr. 188,00. Samleren. Udkommer i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu