(2. sektion)
Bag kulisserne
Hollywood er et sted, som tiltrækker folk med store huller i deres sjæl
Julia Phillips, producer
Det er ved at være 20 år siden, bekendelseslitteraturen nåede til Hollywood med manuskriptforfatteren William Goldmans Adventures in the Screen Trade. Men det var med den nu afdøde producer Julia Phillips Youll Never Eat Lunch in This Town Again, at genren i 1991 for alvor vakte opsigt.
Den selvbiografiske bog, som af en kollega blev kaldt for historiens længste selvmordsbrev, rystede Hollywood i sin grundvold. Det var første gang, at en af deres egne så skamløst indviede andre i, hvad der egentlig foregik bag kulisserne i filmbyen og de fleste af de ting, hun afslørede, havde bestemt ikke været beregnet for den brede offentlighed.
Julia Phillips var nådesløs. Ikke nok med at hun åbenhjertigt berettede om sit eget privatliv med stoffer og sex og professionelle fejltagelser, hun udleverede også de mennesker, hun havde med at gøre i sit arbejde som producer på adskillige store film blandt andet de succesfulde 1970er-film Sidste stik, Taxi Driver og Nærkontakt af tredje grad.
Jo, hun spiste frokost i Hollywood igen, men hun fik aldrig lov til at arbejde mere.
Humoristisk
Hvert land har det cirkus, det fortjener. Spanien har tyrefægtning. Italien har den katolske kirke. Amerika har Hollywood
Erica Jong, forfatter
Om produceren Art Linson får de samme problemer på grund af sin seneste bog, What Just Happened? Bitter Hollywood Tales from the Front Line, er ikke til at vide. Men jeg tvivler. Han udgav en lignende beretning om sit arbejde i Hollywood i 1995, A Pound of Flesh: Perilous Tales of How to Produce Movies in Hollywood, og han arbejder stadig i branchen. Men Linsons ærinde er heller ikke det samme som Julia Phillips, der ikke havde været i branchen i nogle år, da hun skrev sin bog, som da også var præget af en bitter tone.
Linson griber tingene anderledes humoristisk an, og der er ingen tvivl om, at han har ladet sig inspirere af William Goldman, som er berømt og berygtet for sine meget morsomme bøger om Hollywood, både Adventures in the Screen Trade, der udkom i 1983, og Which Lie Did I Tell? fra 2000.
Hverken Linson eller Goldman nærer nogen illusioner om deres arbejde i Hollywood filmfabrikken, mange med en vis ret elsker at hade. På den ene side prøver de begge at sørge for en smule kvalitet, variation og rygrad i de film, som de er involveret i.
På den anden side ved de kun alt for godt, at det er hensynet til publikum og dermed penge, som er den styrende og forfladigende mekanisme i den amerikanske filmindustri.
Goldman har skrevet gode film som Butch Cassidy and the Sundance Kid, Alle præsidentens mænd og Misery, og Linson har produceret De uovervindelige, Heat og Fight Club, der på hver deres måde har udvidet grænserne for det kommercielt-rigide mainstream-begreb.
Kapløb og røvslikkeri
Hollywood er som ikke at være nogen steder og ikke tale med nogen om nogetsomhelst
Michelangelo Antonioni,
instruktør
Linson har valgt at skrive sin bog, som sad han og fortalte sin historie til en tidligere topchef i Hollywoods hierarkiske studiesystem. Det er måske ikke videre opfindsomt, men ganske effektivt.
Jerry, som den ellers unavngivne fortrolige hedder, bruges af Linson til at spejle sig selv og sine oplevelser i. Det er den usentimentale Jerry, der håner Art, når han klynker for meget over sin hårde skæbne en producer må som regel hykle selvtillid og godt humør, siger han. Eller piller Art ned, når han bliver for selvfed, fordi et projekt udvikler sig, som det skal.
Art Linson befinder sig hverken i bunden eller i toppen af filmmiljøet. En producer kan enten arbejde uafhængigt eller være under kontrakt hos et studie som Linson, der i bogens begyndelse hyres af filmignoranten og den skruppelløse mediemogul Rupert Murdochs 20th Century Fox.
Produceren er mellemmanden mellem talentet instruktøren, manuskriptforfatteren og skuespillerne og studiebosserne, der alene har magten til at sige ja eller nej til en film.
Det kan være produceren, der får en idé til en film og samler et hold af kreative kræfter til at realisere ideen. Eller han kan være den, som talentet kommer til, hvis det har en idé, og det er så hans job at overbevise studietoppen om, at ideen er værd at investere en masse penge i.
Langtfra alle ideer ender som film, og ifølge Linson er det ofte et kapløb mellem producerne om at nå først med et færdigt, strømlinet og saniteret manus eller en stor stjerne, ramme tidens trend eller bare slikke bosserne længe nok i røven.
Kunst og kvalitet er ikke noget, man snakker om. Salgbarhed betyder alt, og får man at vide, at man har lavet en god film, så kan man lige så godt belave sig på at ryge ud på røv og albuer. Godt er synonymt med usælgeligt.
Fem film flopper
I Europa er en skuespiller en kunstner. I Hollywood er han en bums, hvis han ikke arbejder
Anthony Quinn, skuespiller
I løbet af What Just Happened? følger vi Linsons ikke ukomplicerede arbejde med fem film, og det er en sand fornøjelse at lægge øre til hans selvkritiske og ofte skarpe analyser af, hvorfor hans film flopper. Og det gør de alle fem, ikke mindst Sunset Strip, der er baseret på Linsons egne oplevelser i L.A.s rockmiljø i 70erne forfængelighedsfeber rammes alle producere på et eller andet tidspunkt af, siger han og ikke blev set af et øje.
Lidt bedre gik det med The Edge, Linsons første film hos Fox, der er skrevet af hans gode ven David Mamet, instrueret af Lee Tamahori og ender med at have Alec Baldwin og Anthony Hopkins i hovedrollerne.
Det er ikke nemt at få store stjerner til at sige ja til at medvirke i filmen det er svært nok overhovedet at få dem til at læse manuskriptet og morsomme er skildringerne af Linson og Tamahoris møder med både Dustin Hoffman og en anden af Linsons venner, Robert De Niro.
Hoffman taler hele tiden om, at Linson er ved at tabe håret på anklerne, mens De Niro ikke rigtig kan eller vil artikulere sine mange betænkeligheder men han er altså lidt bekymret over det med bjørnen!
Mindre underholdende er det ikke at læse om, hvorledes det lykkes Linson at fornærme Baldwin så meget ved at bede ham barbere sig til sin rolle i The Edge, at skuespilleren under optagelserne nægter at kigge Linson og Lee Tamahori i øjnene.
Kunstens fjende
Er Hollywood ikke et hul i ordets menneskelige forstand. En afskyvækkende by omkranset af de riges fornærmende haver, fuld af menneskelige sjæle, der har nået nye, nedværdigende dybder
F. Scott Fitzgerald, forfatter
What Just Happened? giver et godt vue ud over Hollywoods ofte blodige slagmarker, hvor profits is the word. Art Linson, der har været i branchen i mere end 20 år, har set, hvordan den har forandret sig.
Hvordan regelrette jakkesæt, regneark og corporate headquarters af krom og stål har afløst den ægte kærlighed til filmmediet og det gammeldags købmandsskab, der trods alt var de gamle studiebossers dyd og indtil en gang sidst i 1980erne stadig hang som en usynlig skytsånd over det meste af Hollywood.
Linson kender også godt til sine egne svagheder, og hvornår han burde have handlet anderledes i en situation. Kompromiset er kunstens fjende, erkender han, hvilket naturligvis ikke forhindrer ham i at begå den samme fejltagelse flere gange. Men trods alt er det typer som Art Linson, der giver én håb om, at slaget om Hollywood endnu ikke er tabt.
Man kan spørge sig selv, hvorfor Linson ikke forlængst har forladt Hollywood. Og svaret er ganske enkelt: Ligesom William Goldman og sin samtalepartner, mystiske Jerry lever og ånder Linson for filmbranchen.
Som han, der nu er blevet uafhængig producer, skriver til slut i sin bog, henvendt til Jerry:
»Jeg ville minde ham om, at der er et minimum af værdighed i at få lortet lavet. Ja! Og i øvrigt, inden vi nu bliver alt for ynkelige, så lad os ikke glemme det ulmimative mantra: Det er en fandens god måde at få opvarmet sin pool på.«
*Art Linson: What Just Happened? Bloomesbury. Den og de øvrige omtalte bøger kan købes via www.amazon.co.uk
