Læsetid: 4 min.

Som at klippe i vand

Eske K. Mathiesen burde en dag springe ud som den store digter, han hele tiden har været, trods sin forkærlighed for det små
3. oktober 2002

Digte
Faktisk kan det undre, at der i den nye udgave af Danske digtere i det 20. århundrede ikke er blevet plads til at portrættere lyrikeren og folkemindeforskeren Eske K. Mathiesen (f. 1944). Langt mindre ånder og meget mindre talenter beskrives fyldigt og knap så fyldigt; men denne lydhøre, kloge poet har åbenbart ikke været tilstrækkelig »radikal«.
Med rødder i alverdens folkepoesi samt i barokkens lejlighedsdigtning har Eske K. Mathiesen på 25 år skabt sin egen, nærmest ‘arketypiske’ litteratur. Af anslag er hans tekster ofte gennemmusikalske uden mærkbar grænse mellem skriften, talen og sangen. Formsproget er på én gang kunstfærdigt og enkelt, tit ligefrem ved grænsen til det spinkle. Trods hans stadige stræben efter maksimal direkthed lykkes det ham imidlertid at ramme en fin, underspillet humor samt ikke mindst videregive følelsen af dyb forbundethed med naturen.

Kunstner og motiv
To nye bøger fra poetens hånd demonstrerer – men forklarer muligvis også, hvorfor han så længe har fristet en randeksistens som ukendt af de mange, men kult-objekt for de hengivne få. Positionen synes nemlig til dels selvvalgt. Debuten, Fra spætternes have (1976), og de nærmest følgende værker udkom hos Asger Schnack på dennes kælderforlag, Swing. Senere kastede Mathiesen sin kærlighed på Hans Jørgen Brøndum, der bl.a. udsendte de fire bind Almanakhistorier (1981-84) og samlingen Fuglevarsler (1986), et skammeligt overset hovedværk i nyere dansk poesi. De allerseneste år har vi set Mathiesens tekster poppe op på de mærkværdigste lokaliteter som dyrebare svampe, hvis rodnet ligger skjult for skovvandrerens blik, nemlig i form af privattryk og små bibliofile jule/nytårs-gaver. Han holder tydeligvis af det beskedne format og ytrer sig åbenbart helst i samarbejde med en tegner af beslægtet gemyt.

Søgende præcision
Samlingen Herbarium, som Gullanders Bogtrykkeri i Skjern udsendte omkring nytår 2002, rummer således ikke kun digte, men også et portræt af Anton Jakobsen (f. 1924), som er mester for bogens tegninger og gennem årene har udført adskillige illustrationsopgaver for trykkeren. Han kan, mener Mathiesen, »se storheden i det mindste, tegner landskaber og planter på en opmærksom og beskeden måde. Han holder af sine motiver, kan man mærke. Det er lige før, man kan mærke, de også holder af ham.« Beskrivelsen passer fint på Jakobsens søgende præcision, men portrættet spejler unægtelig også sin ophavsmand. For er der noget, der kendetegner Eske K. Mathiesen som lyriker, ud over det, der ovenfor sagdes om musikken, enkelheden, direktheden og naturfølelsen, så er det en objektivitet af nærmest selvudslettende art. Han fokuserer helst på et fænomen, et ydre datum. Han er en digter, for hvem verden er noget, der kommer til os, ikke noget, vi kan indtage, slet ikke noget, vi kan eller må beherske.

Sløjfer jeget
Holdningen fremgår klart af de 22 Bornholmske digte, der udgør hans nye bog. Flere tekster lægger, som Pia Tafdrup i gamle dage, ud med at sløjfe jeget, lade det underforstå bag et verbum: »Har talt pærerne på træet. / De er små, der var sandelig mange. / Har også talt gulspurvene i hybenbusken. / Der var ni. / Af sole var der kun én, til gengæld stor. Og hav / så langt øjet rakte, / silkeblankt. // I dag var som at klippe i vand.«

Nysgerrig undren
Subjektet underordnes den sansede verden og den sansende situation. Andre digte sørger omhyggeligt for at indskrive årstid og tiden på døgnet. For verden forandrer sig hele tiden, der er masser at tælle og registrere, som anledning til nysgerrig undren. »Hver aften kontrollerer jeg, / at alle stjerner og planeter er på deres pladser. / Det er ikke et embede, jeg har, / eller noget jeg får penge for; og tit er det / som at tælle hårene i vinterharens pels. / Men nogen skal jo gøre det.«

Genbrug af digte
Dette digt, det sidste i Bornholmer-bogen, citerer jeg, fordi det var det eneste af de 22, som jeg ikke i forvejen havde læst. De øvrige skriver sig fra Fuglevarsler («Samtalen«), fra Den blå kyst (Nytåret 1998 hos Gullanders Bogtrykkeri, 9 tekster) og fra ovennævnte Herbarium (11 digte). Genbrug skal jo være godt for naturen, har vi hørt, og begrundes i dette tilfælde også gennem Inge Lise Westmans velvalgte, samstemte grafik. Men man griber sig i at længes efter, at Eske K. Mathiesen springer ud som den store, stolte digter, han inderst inde formentlig er. For nylig blev han indstillet til Livsvarig Hædersydelse – kom på Finansloven, altså. Og gid dog det rygte taler sandhed, som jeg forleden dag hørte ved et københavnsk cykelstativ: at vi inden så længe vil se hans Samlede eller Udvalgte digte.

*Eske K. Mathiesen: Herbarium. Digte. Tegninger af
Anton Jakobsen. 40 s., 80 kr., Gullanders Bogtrykkeri, Skjern

*Eske K. Mathiesen: Bornholmske digte. Grafik af Inge Lise Westman. 48 upaginerede s., Kr. 98 kr. Bornholms Tidendes Forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu