Læsetid: 8 min.

Den lille tankestreg

Der er megen klogskab og underholdning at hente i sidste bind af ’Danske digtere i det 20. århundrede’, som udkommer i dag. Engang levede de med skæg og hår og bumser og komfurrøv og rynker. Nu lever de i portrætterne, nogle dog mere vellykkede end andre
4. oktober 2002

(2. sektion)

Udkommer i dag
Nu da tredje bind af den fjerde udgave af Danske digtere i det 20. århundrede er kørt i remisen og waggonerne er ved at falde til ro efter det definitive bump, står passageren in casu læseren tilbage med svirrende hoved og blafrende ører, for det er en ordentlig tur, han har været på, og forvirringen bliver ikke mindre, når man tager i betragtning, at det foreliggende bind er nummer ét af tre dvs., at godsvognen er indtrådt før tenderen, hvilket ikke reducerer følelsen af være offer for et alvorligt jetlag.
Mens man klarer hovedet og prøver at finde balancen, melder et spørgsmål sig: Hvem er værket skrevet for? Ikke for Maren i Mosen kan man roligt slå fast, hvis man kaster et blik på følgende to udsnit af henholdsvis Frederik Stjernfelts artikel om Thøger Larsen og Frits Andersens om Johannes V. Jensen. Spænd sikkerhedsbælterne: »I denne strofe præsenteres et tilbagevendende poetisk greb i Larsens kosmologiske hymner: den bratte ændring i skala, der tillader, at lokale sansninger indlejres i kosmologiske overblik og på én gang giver de første perspektiv og de sidste sanselig konkretion. Samtidig ledsages skalaskiftet af en sanseliggørelse af naturen, en animalisering, der på samme tid levendegør den objektive fysiske natur og objektiverer det sansede subjekt, der i zoomet fremstår som blot et molekyle i dette sansede kosmos. Den kriblende muld bliver indgang til hele solsangens kiastiske subjekt/objekt-struktur, hvor ’Genfødelsens svangre Tider’ er karakteriseret ved én og samme begærsstrøm, der gennemstrømmer natur såvel som iagttager.«
Og Andersen om Jensen (Kongens fald): »Romanen er fuld af tableauer, hvor det traditionelle vanitasmotiv i nature morte-billedet tolkes mytologisk. Alt er underkastet døden som en irreversibel, ødelæggende og meningsløs ’Faldets lov’; men alt tager samtidig del i en altomspændende reversibel cyklus, som genføder det faldne i ny og renset form.«
Okay, jeg kan godt forstå, hvad d’herrer mener, og jeg er heller ikke så moset som Maren og tror, at man i faglig sammenhæng ikke har lov til indimellem at forfalde til faglig argot. Der er da heller ikke noget i vejen med hverken Stjernfelts eller Frits Andersens tolkning og beskrivelse af henholdsvis Thøger Larsen og Johannes V. Jensen og deres kunst, men der er noget underligt i, at litteraturfolk, som netop sætter sig for at fremhæve danske forfatterers suveræne behandling af det danske sprog i både lyrik og prosa ind imellem stiver sig selv af med et tolkningsudstyr, der synes indhandlet i en sygeplejeforretning, hvor man specialiserer sig i kunstige lemmer og brokbind.

Efter hovedvirringens afslutning og mens stilheden falder, kan man så konstatere, at fjerde udgave af Danske digtere i det 20. århundrede Bind 1 fortrinsvis henvender sig til litteraturstuderende og gymnasieskolens duksefraktion og undervisere plus det universitære og pressemæssige formskærerlaug, som jo ganske afgjort skal imponeres. Det er der for så vidt ikke noget underligt i – alle rekrutteres fra eller stiler imod samme sfære – alligevel kan man (jeg) ikke lade være med at ærgre sig (mig) over, at et så fremragende værk på et så højt niveau og med så storartede pædagogiske hensigter på grund af den valgte metode og stil forhindrer sig selv i at nå ud til dem, man også kunne tænkes ville være energisk interesserede i at få noget at vide om den litteratur, der er skrevet netop for dem i årene fra 1900 til 1940. Tro ikke andet: forfattere skriver for at blive læst, forfattere skriver for publikum, forfattere vil gerne i kontakt, forfattere vil læses, også derfor er formidlingen altafgørende, så hvorfor træde sig selv over tæerne?
Frits Andersen siger det så kønt om Johs.V: Hvis han ikke havde skrevet røverromaner, ville Kongens fald ikke være blevet valgt til det tyvende århundredes bedste roman! Han taler i samme åndedræt om romanens indlemmelse i kanon som en vidunderlig skandale, for Kongens fald er ingen ’ordentlig’ roman i klassisk forstand, men en ophobning af skilderier bestemt af årtidernes og vejrligets skiften altså en slags sjælemeteorologi eller snarere et digt lagt ud som prosa. Her fingererer man ved nøglen til mange af bogens tolkninger - mest radikalt hos Lars Bukdahl, der overbevisende udlægger Scherfigs Det forsømte forår og Den forsvundne fuldmægtig som knitrende poesi på prosa! Samme hedspore får naturligvis hevet både Storm P. og P. Sørensen Fugholm op i den flyvende trapez og gør dem til oversete avantgardister og banebrydende sprogfornyere sammen med en håndfuld revyforfattere og pudsenmagere, hvad han ikke skal have utak for, selvom man – efter at have rømmet sig – kan synes, der er nok så megen revolution i På Memphis Station som i gikken-gakken-guffen.
Sprechstallmeisterinden over dem alle, professor Anne-Marie Mai tager ved værkets optakt læseren i kraven til en ordentlig kehraus, og hvis man ikke omkommer af åndenød undervejs, kan man godt have fornøjelse af redaktørens ny fornemmelse for altings storartethed. Det er virkelig Kong Volmers vilde ridt gennem detailskoven, for ikke alene skal alt det, der ikke behandles i bogen, med, der skal også gøres rede for periodens politiske, teknologiske og sociale udvikling, den udenlandske påvirkning, mediekulturens forvandling etc.etc. Og man var et skarn, hvis man ikke tog hele herligheden til sig, for man får noget at vide og faktisk i et sprog, hvor både Maren og jeg kan være med.
At det kan lade sig gøre at skrive ligetil og få det hele med, viser Pia Juuls nøgterne artikel om Agnes Henningsen, der som bekendt var den fri kærligheds præstinde og dermed vitalismens bannerfører – hvad hun ikke blev særlig lykkelig af, selvom hun var god til at lade som om.
At hendes søn, Poul (der hellere ville have været søn af Georg Brandes end af Carl Ewald) opfandt sin lampe, for at hans mor ikke skulle kunne se alt for mange af sine rynker (og vi andre næsten ingenting) hidser ikke Lars Handesten op til at skrive særligt muntert eller oprømt om PH, der var ikke så lidt af en sprogfornyer (ud over hvad han ellers var) og betydeligt morsommere end den stakkels Harald Landt Momberg, som sammen med den så godt som uspiselige Broby-Johansen og hans Blod forsøges indpasset som væsentlige figurer i den danske modernismes (eller postmodernismes) udviklingshistorie, selvom der ikke er ret meget kød på det poetiske ben.

Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde skulle læse endnu en artikel om Karen Blixen, men Tone Selboes essay er faktisk inspirerende ved sin uanfægtede rolighed og indsigt, og jeg synes i det hele taget, de kvindelige bidragydere står sig godt i sammenhængen, og at det er fint med indforståede læsninger af kvindelige forfattere som Marie Bregendahl, Astrid Ehrencron-Kidde, Tove Meyer, Hulda Lütken og Sonja Hauberg for slet ikke at tale om Karin Michaëlis, der snart må få sin store biografi ikke mindst med henblik på hendes antinazistiske indsats og store hjælp til oppositionelle kræfter i Det Tredje Rige og de tusindtallige skarer af flygtninge, det skabte.
Bind 1’s pièce de résistance er efter min smag Frits Andersens gennemgang af Tom Kristensens liv & levned, kunst og konstruktioner med særlig vægt lagt på maskespillet og digterens utallige forsøg på at løbe fra den væsentligste kerne i skaberværket, som ikke var den påtagede kling-klang ekspressionisme, men langt snarere den bagrusens gråhed, hvori man kan se sol, måne og stjerner og James Joyce, men først og fremmest sit eget svedige åsyn i spejlet. Ecce homo!
Værkets billedmateriale er – som det hedder – et kapitel for sig, og jeg vil bede læseren om at se godt efter og først og fremmest lægge mærke til digternes hænder. Selv Knud Sønderbys overraskende kraftige næve magter ikke helt at skjule den dræbende cigarets sitren i den ene hånd, men ellers løber følsomheden helt ud i fingerspidserne på de lange, slanke hænder, der er skribentens værktøj og afslører en hyperfølsomhed, man sagtens kan kalde androgyn og mene som en udmærkelse. Som Frank Jæger skrev. »Entréz, barbér med våde kvindehænder!«
At læse Danske digtere i det 20. århundrede er naturligvis særligt udfordrende for én, som er part i sagen og ikke mindst underligt, fordi man (jeg) har kendt og været sammen med så mange af de forfattere, der omtales og afrettes i Bind 1. Mest sympatisk i den forbindelse er hver enkelt bidragyders indlysende ønske om at give det valgte eller pålagte emne liv og betydning. Ingen bliver ladt i stikken, selvom det kan være svært at hejse denne og hin op af brønden og demonstrere vedkommendes vigtighed i sammenhængen. Man kan ligefrem høre Erik Skyum-Nielsen puste, mens han haler i Paul la Cour.

Men de var der altså alle sammen engang med skæg og hår og bumser og komfurrøv og rynker og den lille bindestreg efter årstallet, som i litteraturhistorisk sammenhæng betyder, at man er i live endnu. Jeg var meget ung journalist, da den 90-årige Agnes Henningsen tog mig i hånden, så vi sammen kunne sidde og kissemisse lidt i den himmelseng, hendes søn havde snedkereret til hende. Både H.C. Branner og Sven Møller Kristensen var der og sørgede for, at intet uanstændigt gik i svang. Jeg er også blevet skældt ud i avisen af både Otto Gelsted (han kaldte mig »rebusdigter«) og af Scherfig, (der opfattede mig som »én af modernismens dødsryttere« ) Min debutbog blev anmeldt af Jacob Paludan og Kai Friis Møller. Efter at have læst digtet Tømmermænd mente den førstnævnte, at jeg godt kunne fortjene en Hof til mine to albyler, og Friis Møller udnævnte Under vejr med mig selv til en moderne pendant til A Rake’s Progress (en opera af Igor Stravinskij, red.).
Og der var andre, og de er døde. Men Ejler Bille lever endnu, og han kan en sang fra det surrealistiske tidsskrift Linjens tid, som begynder med de uforglemmelige linjer:

Det slips som Gustaf fik af Gud
har Gustafs moder strøget ud...

Hvem Gustaf var og alle de andre, kan man læse sig til i det grandiose værk – hvis man altså kan. Hvad jeg håber, for der er megen klogskab og underholdning at hente, selvom man for det meste fornemt holder anekdoten på afstand. Denne her får dog lov til at slippe med: Det var Per Lange, klassicisten over alle, der stod model til Jastraus skandaløse spark mod uhængsskabet i Stenosgade. Lange påstod, at så flot, som sparket var i Hærværk, var det ikke i virkeligheden.
Det er det jeg siger: Forløsningen ligger i kunsten, den er altid bedre end virkeligheden. Næsten altid.

p.s. Det fremgår af et billede og en tekst i bogen, at J. Chr. Jørgensen var medlem af Valbyparnasset omkring Første Verdenskrig, men det kan ikke passe, så må han jo være død. Måske er han død, han befinder sig i hvert fald i Ekstra Bladets åbne massegrav.

Danske digtere i det 20. århundrede. Bd. 1. 650 s. indb. Illustreret. Gads Forlag 550 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu