Læsetid 5 min.

Myten om psykofarmaka

Den medicinske behandling af psykiske sygdomme hviler på en illusion om at psyke og adfærd udelukkende er styret af biologi, skriver amerikansk neurolog i en ny bog
7. oktober 2002
Delt 7 gange

Psykiatri
Psykiatrien har på få årtier dramatisk ændret kurs. Fra at moderen var syndebuk og psykiske lidelser forklaredes med freudianske teorier om, at ondets rod lå i barnets tidligste oplevelser, skyder man i dag skylden på hjernen. Det er ubalancer i hjernens biokemiske signalstoffer, og depression skyldes f.eks. underskud af serotonin, mens skizofreni skyldes en over-dosis af dopamin. For at rette op på disse fysiske defekter nytter terapeutisk snak ikke. Man må genetablere balancen med intelligent designet medicin, der specifikt rammer de enkelte biokemiske mål. Psykoanalysen er blevet afløst af kemien.
Men er det virkelig så simpelt? Kan en balance mellem få stoffer i hjernen ligge til grund for så komplekse fænomener som adfærd og psyke?
Neuroforskeren og psykologen Elliot S. Valenstein har skrevet en nøgtern og velformuleret bog, der gennemgår historien om psyko-farmaka og i høj grad sætter spørgsmål ved den videnskabelige evidens bag det dogme psykiske sygdomme i dag behandles efter.
»Jeg vil godt understrege, at jeg ikke er imod en biologisk forklaring på komplekse fænomener som adfærd og psyke, tværtimod har jeg forsket i det
hele mit liv,« siger Valenstein til Information.
»Men undervejs med at skrive bogen blev jeg meget overrasket over at finde ud af, hvor dårligt funderet de gængse teorier om psykiske lidelser er.«
Der er ifølge Valenstein ingen overbevisende tegn på, at de fleste patienter med psykiske lidelser skulle have en biokemisk ubalance i hjernen eller at psykofarmaka kan rette op på denne balance.
»Alligevel fastholder man det billede, at psykiske sygdomme er som diabetes, og patienter på samme måde kan leve med sygdommen blot ved at tage den daglige medicin,« siger han.

Tilfældigheder
De moderne psykofarmakas historie begyndte i 1950’erne. Psykisk syge blev ofte opbevaret på anstalter med få læger og hundreder patienter. De læger, der var, havde stort set frit slag til at afprøve behandlinger på de syge. Det var grove metoder som det hvide snit, der ødelagde syge områder, mere spidsfindige som insulinchok, der skulle tømme nervecellernes sukker depoter og næsten desperate teorier, der førte til terpentinindsprøjtninger i muskulaturen, som skulle frembringe en immunreaktion, der igen kunne bekæmpe evt. infektioner i hjernen. Behandlerne anede intet om hjernens funktion, og de første stoffer blev opdaget tilfældigt.
Et kendt stof er LSD, som blev brugt til at få blodårer til at trække sig sammen. Man opdagede, at det mindede om og blokerede serotonin.
»Først efter man viste, at serotonin fandtes i hjernen, begyndte man at tænkte over om LSD’s effekt, der lignede skizofreni på visse områder, kunne lede til serotonin som en forklaring,« siger Valenstein.
»Det viste sig at være forkert – man snakker om dopamin i dag, når man taler om skizofreni – men det var startskuddet for at tænke på en biokemisk balance.«
Medicinalindustrien øjnede hurtigt de kæmpe indtjeningsmuligheder på et potentielt enormt marked, men der var betydelig skepsis blandt psykiaterne. Hvis medikamentet havde en effekt, kunne der højest være tale om symptombehandling, der ikke nåede de dybereliggende årsager bag sygdommen.
Industrien markedsførte derfor de første stoffer med enorme reklamekampagner som et supplement til psykoanalysen – et stof, der gjorde patienten rolig, nemmere at håndtere eller ’åbnede en vej til sindets ubevidste korridorer‘.

Søforklaringer
De moderne antidepressive lægemidler som Fontex er såkaldte SSRI (Selective Serotonin Reuptake Inhibitor)-stoffer, der øger mængden af serotonin.
»Det bygger på nøjagtig det samme princip som de tidlige stoffer,« siger Valenstein.
Pincippet går ud på øge antallet af signalstoffer ved nervecellernes synapser, som er der, hvor signalet fra den ene celle til den anden celle overføres. Er der mere signalstof sendes et kraftigere signal og omvendt med mindre signalstof. Problemet er koblingen til psyke og adfærd, hvor Valenstein kritisk gennemgår forskningsresultaterne og konkluderer, at modellen ikke holder. Depression og skizofreni skyldes ikke for lidt eller for meget signalstof.
Han støttes af en af de mest anerkendte eksperter, neuroforskeren Arvid Carlsson, der forrige år fik nobelprisen i medicin for sit arbejde med et dopamin:
»(Det er)...ikke for alvor bevist, at der skulle være nogen forstyrrelse af dopaminfunktionen i skizofreni.« Og Valenstein viser, hvordan forskere og industri forsøger at holde fast i deres hypoteser, selv om evidensen går imod. Med skizofreni holder man fast i, at dopaminaktiviteten er forhøjet hos de syge, selv om niveauet af signalstoffet var normalt. Man konkluderede i stedet, at der måtte være flere receptorer eller, at de var mere følsomme hos skizofrene.

Vi narrer os selv
Trods den manglende dokumentation gør en række faktorer, at vi holdes fast i illusionen. Dels foretrækker patienterne ofte en nem løsning i form af medicin frem for at ændre livstil eller konfrontere nogle tidligere oplevelser. Dels er det langt billigere for sygesikringer og institutioner at bruge medicin fremfor terapi, og endelig kan medicin kun ordineres af psykiatere, hvorfor denne metode bruges til at forsvare territoriet mod andre behandlere som f.eks. psykologer. Men den største og vigtigste indflydelse er medicinalindustriens.
»Medicinalindustrien er ikke onde mennesker. De så helst, at vi alle havde det bedre, men der er for mange penge på spil,« siger Valenstein. For eksempel indtjente Fontex alene 2,5 milliarder
dollar om året på verdensplan, og som enhver anden virksomhed må de promovere deres produkter og få bredt dem ud til flest muligt.
»Firmaerne bruger enorme summer på markedsføring. De fremhæver hele tiden, hvor mange penge de bruger på forskning, men de bruger endnu flere på markedsføring,« siger Valenstein.
Det er markedsføring i mange afskygninger, fra reklamer i fagblade, direkte kontakt med
behandlere til sponsorater af forelæsninger, rejser, forskning og
finansiering af tilsyneladende uafhængige patientforeninger.
»Der er en så massiv påvirkning af forskere, læger og patienter, at det i dag er umuligt at finde en uafhængig forsker,« siger han.
»Og der er studier, som tydeligt viser, at forskernes resultater farves af industrien.«

Samfundskritik
Psykofarmaka er virkelighed for mange, og Valenstein er ofte blevet konfronteret med personlige
udsagn som »Fontex reddede mit liv, og så er jeg ligeglad med teorien.«
»Jeg er ikke i tvivl om, at psyko-farmakaen har hjulpet nogle, og jeg vil ikke tale folk fra at prøve. Der er folk, som får en ekstra energi, der gør, at de kan komme videre. Men psykofarmakaen virker ikke, når man ser på det overordnede billede,« siger han, og fremhæver, at placebo-studier viser, at SSRI stofferne stort set ingen effekt har på depression.
»Selv om jeg ikke er en fan af elektrochok, er det faktisk den eneste behandling, som dokumenteret kan lette depression. Det nedslående er bare, at man ikke aner hvorfor.«
Han vil ikke diskutere om den ene eller anden behandling er den rigtige, men retter en kritik mod et samfund, der hastigt bevæger sig videre ud i kemiens fagre verden. En medicinalindustri, der gennem fusioner af enorme virksomheder, bliver stadig mere dominerende og får mindre og mindre modspil. Det er en verden, hvor fokus er rettet på generne og det biologiske, der konstant fremføres som svaret på alle sygdomme i videnskabelige tidsskrifter, i aviser, reklamer osv. Selv om den videnskabelige evidens ikke er der, vil medicinalindustriens våde drøm om intelligente missiler, der specifikt rammer sygdommens rod, udbredes i større grad.
I fremtiden er det ikke blot depression og skizofreni, som vil være i kemiens vold – det er også skæv og voldelig adfærd,alkoholisme og personlighedstræk som generthed eller selvsikkerhed, passivitet eller spændingssøgen.
Valenstein gør opmærksom på, hvilke interesser der fremmer denne udvikling og slår et kraftigt slag for at vende tilbage til en evidensbaseret behandling.

*Hjernen som syndebuk – sandheden om psykofarmaka og psykisk sundhed, Elliot S. Valenstein, Hans Reitzels forlag, 352 sider, 350 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu