Læsetid: 4 min.

Når brevene tiltrækker

Den danske forfatter Erik Skram og den norske Amalie førte en livs-korrespondance i stort format og af menneskelig spændvidde
24. oktober 2002

Brevveksling
Udveksling af cirka 600 lange breve, halvdelen alene gennem forelskelsens første 20 måneder, resten over 17 år, det er dog lidt af en post. Således forholdt det sig med den radikale forfatter fra det moderne gennembruds tid, Erik Skram, og den norske Amalie Müller, der måtte give efter for hans hede overtalelse og i 1884 lod sig borgerligt vie til ham for så selv at blive kendt som forfatter og i eftertiden læst med stadig stigende interesse, i modsætning til ham.
Hvis det ikke var for Amalie Skram, var han vel sunket i glemsel sammen med romanen Gertrude Colbjørnsen, der til gengæld gjorde stærkt indtryk på hende og forargede samtiden. Han kom desuden til selv at forarge hende med sit erotiske temperament, der også gjorde ham til en fremragende brevskriver. Det er med til at motivere en offentliggørelse af de to naturalisters fabelagtige lyst og evne til at gennemanalysere deres følelser og gøre rede for dem i et rigt varieret og så velplejet, opmærksomt sprog, at man næppe finder dets lige i dag. De gør også muntre iagttagelser over varianterne i dansk og norsk, nationalt bevidste som de er.

Ingen skam
Det er den norskkyndige englænder Janet Garton, reader in Scandinavian Studies ved East Anglia universitet, Norwich, der har samlet og redigeret det omfattende materiale med omhyggelige noter og registre, indledning og for hvert af årene en redegeørelse for de biografiske forhold. Tre stolte, illustrerede bind. Læsning til flere efterårsferier.
Vi bider hovedet af al skam, når det drejer sig om kendte folks intime liv, således her, hvor historien som her nærmest er en brevroman, parallel med især Amalies produktion af fiktion. Givetvis bevidst for dem begge, der omhyggeligt opbevarede brevene. »Jeg foragter Romaner og elsker Breve!« udbrød han efter læsning af P.A. Heibergs og Thomasine Gyllembourgs korrespondance. Det bliver da en romance om den berygtede, statelige Don Juan, som erobrer den modne skønhed, der skønt fraskilt og med to børn aldrig har kendt andet end angstblandet afsky ved kønnet. Efter et aftenselskab i Oslo og fælles rejse august 1882 til Bjørnsons Aulestad for at fejre hans digterjubilæum rendte hun, med sit eget udtryk, ind i troldmandens garn, med ingen udsigt til at slippe ud igen. Drachmann, som var med, stod med en lang næse.
Hun slap med tiden ud af den da typisk kvindelige traumatiske oplevelse af den første ægteskabelige voldtægt. Hun lærte først efter lang øvelse at bruge hans fornavn, men kom aldrig over lidelsen ved tanken om alle hans tidligere forbindelser og mistanken om eventuelt nye. I den bedste mening skildrer han omstændeligt detaljeret sit flereårige forhold til en ’dameskrædderinde’, Camilla, og sin hele grundmurede overbevisning om mandens særlige behov – og nytten for hende af hans kundskaber og færdigheder, som hun efter alt at dømme lærte at sætte pris på. Det er ægte anskuelsesundervisning, i hans generelt noget belærende tonefald. Og for en eftertid en grundig demonstration af det verserende debatemne, et af de mange punkter i deres kulturelle, sociale, politiske register – ved siden af alle forfatterbreves kendetegn: pengemangel. En lang, lang samtale, der formindskede de afstande, der geografisk skilte dem, inden hendes flytning til København og under deres forskellige rejser.

Konflikten
Det er den erotiske konflikt, der bærer livsfortællingen, frem til hendes sammenbrud og indlæggelse på psykiatrisk afdeling og Sankt Hans 1894, som hun med effekt har skildret det i Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen året efter. Hun følte sig også dér svigtet. Han manglende besøg var dog begrundet af forbud. Det endte i skilsmisse 1899 og ganske få breve, hvor hun til sidst atter kom på efternavn og ’De’ med ham, der før lidt overbærende betegnede hende som ’Stump’ eller ’Unge’.
Der er litterære temaer i forbindelser med især hendes skriveri, som han kommenterer, der er tale om kendte og ukendte figurer i det københavnske og norske selskabsliv, hvor de selv vakte opsigt ved deres elegance og udstråling, der er hverdagens detaljer og omsorg for hendes snart voksne børn, muntre glimt fra rejser og ferier. Han fortæller f. eks. om en udflugt til vogns med den norske dramatiker Gunnar Heiberg til Tuborg. »Der drak vi Øl, og Fruen og jeg besteg Flasken.« Den var dengang flyttet til den nu truede plads på Strandvejen. Han trænede desuden i ’cykelridning’, under stærk mistanke om dens karakter af eskapade. Amalie døde allerede 1905, mens han levede til 1923. Den pompøse brevudgivelse er en art genoplivning af Erik Skram, en oprejsning af ham som en smidig skribent og karakter. Og et levende lys på Amalie Skrams særegne begavelse og tragedie.

*Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1899 I/III. 557 + 520 + 557 s. 990 Nkr. Gyldendal. Oslo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu