Læsetid: 3 min.

Nøglen er brukket

Bettina Heltbergs nøgleroman om en ensom kvindelig journalist former sig som en ’valse triste’
31. oktober 2002

Roman
Langt de fleste bøger hviler på et sæt mere eller mindre udtalte forudsætninger, som læserne formodes at dele med skribenten. Sproget først og fremmest, og forventninger til genren. En tyk roman forlanger at blive opfattet som roman, og en nøgleroman skal helst være så interessant, at man som læser hedt håber at få en nøgle udleveret.
Problemet med Bettina Heltbergs nøgleroman Deadline bliver for mit vedkommende, at jeg ikke kan anerkende de præmisser, som bogen baseres på. Jeg formodes som læser at mene, at Politiken er verdens mest interessante avis, og jeg forventes at finde det vigtigt, hvorvidt fortælleren har været i seng med en af bladets fhv. chefredaktører.
Intet kunne rage mig mindre. Hvad jeg håber på, når jeg læser en ny bog, det er at blive henrykt, voldført, bjergtaget, begejstret. Og den slags er Bettina Heltbergs sirligt korrekte skrift simpelt hen ikke gearet til, fordi den så konsekvent holder sig inden for, hvad der er pænt og rigtigt at sige og mene og føle, selv når den en sjælden gang vover sig ind på moralsk mineret terræn.

Blottet for ideer
Bogens hovedperson og jeg-fortæller er en midaldrende kvindelig journalist, der en morgen stiger på bussen ind til Rådhuspladsen, hvor Dagbladet har til huse, og om aftenen tager bussen tilbage. I mellemtiden er hun blevet fyret. Hun er, som det så skånsomt siges, »blandt dem, som redaktionen i sin nuværende vanskelige situation har valgt at sige farvel til.«
Det kan man på en måde godt forstå. For i stedet for at passe sit arbejde som bog- og teateranmeldelder hengiver fortælleren sig til at tænke på alt muligt andet. Hun iagttager nøje indgangen til redaktionen, fantaserer adspredt om den unge chefredaktør som mulig kommende sexpartner, ja, gisner endda respektfuldt om det organ, der må formodes at sidde på en kollega, Kirkeby, alias Jens Kistrup. Endelig henfalder fortælleren til essayistiske betragtninger over så hjertegribende emner som ledelseskrisen i Socialdemokratiet, journalistikkens poppificering, forskellene på kvinder og mænd, inklusive lesbiske og bøsser, livets endelighed m.m. – dog blot for at hælde det hele i en kloak af selvkredsende selvforagt: »Jeg er blottet for ideer,« konstaterer hun. »Jeg kan måske beskrive – men jeg kan ikke bevæge.« Denne mangel deler bogens helt igennem fiktive hovedperson med dens højst reelle forfatter. Mærkeligst af alt er i denne bog den fandenivoldske lidenskab, hvormed den er lidenskabsløs.

Mytiske mellemspil
Bettina Heltberg har begået et skrift, der på samme tid vil være 1) en nøgleroman med samtidssatire, 2) en skildring af en bange og ensom kvindes kærlighedstab og dybe savn, 3) en selvkritisk analyse af en større arbejdsplads og 4) en refleksion over livets sværeste spørgsmål. En kunstner med større episk og frem for alt skikkelsesdannende evne kunne muligvis have realiseret alle fire intentioner under ét – tænk på Tom Kristensens Hærværk, der med held gabte over en endnu større mundfuld – men i denne roman stykkes projektet ud i uintegrerede bidder.
Rigtig interessant bliver bogen kun i visse korte passager, hvor sproget lades med nysgerrig energi, eller hvor forfatteren klogt spejler sit stof i en myte eller et klassisk digterværk (bl.a. Ovids Forvandlinger og Olaf Bulls Paa Kirkegaarden). Evner for sådan perspektivering anvendte Bettina Heltberg mesterligt i Hvor der handles (1996); her bliver ekskurserne blot mellemspil i en valse triste. De kvaliteter, bogen har, såsom sproglig kræsenhed samt illusionsløs psykologisk indsigt, frister en udsultet randeksistens ved siden af en hverdagsskildring, hvis alvorligste svaghed trods alle obligate fiktiviseringsmanøvrer er et fravær af kunstnerisk distance.
Vil man have en rigtig roman, må man finde en, der tør omskabe virkeligheden, og vil man endelig læse en vaskeægte nøgleroman, bør man få fat på en, der med sin forklædning af fakta vil noget væsentligt. Som læser af Deadline har man det som dukken, der rejste til Paris. Paris var lukket, og nøglen var brukket. Det var synd for den lille hvide dukke.

.

*Bettina Heltberg: Deadline. 180 s., 198 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu