Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Det ostmoderne menneske

Forleden fik den østtyske forfatter Wolfgang Hilbig Tysklands størte litteraturpris. Nu udkommer han på dansk med en kafkask roman, der bruger Østberlin som metafor for det menneskeliges forfald
Kultur
31. oktober 2002

Roman
Et af de forfatterskaber, der påkalder sig den største opmærksomhed i forbindelse med det nye Berlin, er Wolfgang Hilbig, en DDR-forfatter, der i 1985 flyttede til Vesttyskland, og som i dag bor i bydelen Prenzlauerberg, Berlin. Hans roman Jeg fra 1993, der nu foreligger på dansk, vakte i sin tid stor opmærksomhed i den tyske presse.
Romanen er en spidsfindig stasiroman, den handler om en dårlig digter, der plantes af Stasi som systemkritiker i Østberlin og får stor opmærksomhed i Vesten og stort indblik i kulturscenen på Prenzlauerberg i 1980’erne. Romanen foregår kort før Murens fald.
Hændelsforløbet er så fremhævet urealistisk, at det er svært at tage romanen alvorlig som spionroman, den må derimod ses som en Berlinroman. Spionen kommer fra den sydlige del af landet, fra et ramponeret industriområde, med nedslidte maskiner, ramponerede maskinhaller, hans rejser til Berlin foregår i tog, og der er beskrivelser af snavsede, gamle banegårde. Selve Berlin opleves med S-tog og U-Bahn.

Labyrinter
Det vigtige spionarbejde foregår ikke på gadeplan, men i kældrene og skakterne under Stasis hovedkvarter i Normannesstrasse. Labyrinten, som Berlins undergrund er, er stedet for spionarbejdet, men det er også her, det systemkritiske undergrundsarbejde foregår, for miljøet omkring Prenzlauerberg er også en del af labyrinten, der som hos Kafka er alle steder og ingen steder. Men labyrinten har endvidere en mere symbolsk forbindelse til den bureaukratiske magt i Normannenstrasse.
Denne hemmelige forbindelse består i fiktionens overvægt over virkeligheden, for camouflage, identitetsskift og rollespil er typisk for denne verden, der beskrives, men idet den knyttes til et ødelagt, forældet by- og industrilandskab, får problematikken desuden almene referencer. Den handler om et dementi af det borgerlige subjekt, af fornuftens og det modernes historie. Alt dette står i forfaldets tegn, DDR og dets hovedstad er et billede på et alment og personligt forfald.
Hilbig har lært af den franske poststrukturalisme, ordet simulakrum overtager han fra Baudrillard til at betegne den moderne fiktionsverden, som Berlin er et billede på. Han beskriver således die Ostmoderne gennem det postmoderne, dvs. han relativerer den store fortælling og subjektet. Subjektet omhandles flere steder sammen med byen Berlin. En anelse sniger sig ofte ind på spionen, når han sidder i sin røde plyslænestol under Hermannstrasse. Engang, tænker han, er denne stenmasse borte, og han selv som subjekt ligeledes. Denne opdagelse er ikke gjort af ham selv i romanen, men af hans overordnede, Feuerbach, der forklarer, at denne relativering stammer fra le Fou, hans navn for Foucault. Imidlertid viser det sig, at Feuerbach har taget fejl, han mener ikke le Fou, men le Feu, ilden.
Denne ild antydes mange steder i romanen, i spionens angst for de østberlinske masser, der virker truende, for om ikke så længe, tænker han, vil hele det fiktive system implodere, og den store opvågning vil finde sted. For det er romanens hemmelige budskab: Den overtager ganske vist Baudrillards/Feuerbachs simulationsbegreb, men den håber dybest set på et nyt sandhedsbegreb hinsides fiktionens ødelæggelse og på et nyt subjekt hinsides det totalt iscenesatte.
Spionen har ikke ét, men flere navne. Et af dem er Cambert, en blanding af d’Alembert og Camenbert, men hans oprindelige navn er M.W., måske Meister Wilhelm, en af personerne i en tidligere fortælling af Wolfgang Hilbig. Hvis man vender initialerne om, får man W.M., måske Wilhelm Meister, hovedpersonen fra Goethes dannelsesroman Wilhelm Meisters læreår, hvor det berømte tårnselskab hos Hilbig så er erstattet af Stasi og Feuerbachs oplysningsideologi, hvis forsvinding forestår.

Büchnerpris
Jeg er ikke slet og ret en antidannelsesroman, selv om den har rødder i den polske forfatter Gombrowicz’ roman Ferdydurke fra 1930’erne, den er heller ikke en hyldest til nutidens Berlin som fornuftens sted, men den er derimod og især et forsøg på at unddrage konklusionen og sandheden af Berlins rolle og skæbne som den evige forandrings hovedstad i tysk litteratur. I Hilbigs næste roman, Provisoriet, fra 2000 er Berlins labyrintiske, relativistiske rolle slet og ret erstattet af banegårde overalt i Tyskland, men ikke mindst af den nybyggede hovedbanegård i Leipzig, med det enorme indkøbscenter i flere etager nedenunder som et alternativ til det gamle, historiske Leipzig over jorden.
Det forekommer rimeligt og helt selvfølgeligt, at Hilbig forleden fik den højt estimerede Georg Büchner-pris for sit forfatterskab. Og hvis det er et tilfælde, at den danske oversættelse, der har været længe undervejs, netop rammer prisoverrækkelsens tidspunkt, så er det ikke et tilfælde, men hårdt arbejde, der er baggrunden for Hans Christian Finks yderst velplejede oversættelse.

*Wolfgang Hilbig: Jeg. 313 s., 288 kr. Oversat af Hans Christian Fink.
Tiderne Skifter. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her