Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Per Kirkeby som tidsånd

Kirkeby var irriterende, hele vejen igennem, fordi han hele tiden gjorde det rigtige, stillede sig hvor man skulle stå, hvis man ville tælles med. Ny bog indtegner 20 år af den store kunstners virke
Kultur
30. oktober 2002

Ny bog
501 malerier på 20 år, hvis jeg har talt rigtigt, fra midt i 1950’erne til midt i 1970’erne, gengivet i farvede striber som en besættende filmisk frise og omhyggeligt registreret, opsporet på, ind imellem ret hemmelige eller utilgængelige adresser, med alt hvad der er nødvendigt af oplysninger om skiftende ejerforhold og auktionsskæbner.
Det er kernen i kunsthistorikeren Ane Hejlskov Larsens nye bog om Per Kirkeby.
Det er jo ikke fordi verden ligefrem mangler bøger om den mand, men den har manglet den her.
Det er ikke en tolkning af værket, fordi Ane Hejlskov Larsen hele vejen igennem forholder sig til Kirkebys egen selvforståelse, som den gennem årene er kommet løbende til udtryk i hans bøger. Det er, siger hun selv, på en gang bogens styrke og dens begrænsning.
Kirkebys selvforståelse er jo netop det, der gør hans værk så velegnet til beskrivelse af hele den periode, han har virket i.
Når han f.eks. i Naturens blyant fra 1978 siger: »Neo-gotikken er hengivelsen til de dunkle timer og erindringen, nørrebro-kirken ved lygternes tændingstid. Den energiske kamp og stræben er klassicismen.«
Det handler om arkitektur, men arkitektur handler om alting, om hvad som helst, og hele tendensen i 1960’ernes kunst, som Ane Hejlskov Larsens bog handler om med Per Kirkebys maleri som perfekt eksempel, drejer sig om et dualistisk hængsel af den type.

Typos, topos, tropos
Det er den amerikanske digter Charles Olsons formulering af, hvad det drejer sig om. En anden af dem, Michael McClure, talte mere romantisk om »chaos, truth, and change«. Og sådan var den tid.
Kirkeby er i den forbindelse helt igennem mainstream. Og det amerikanske, fascinationen af Warhols ikoniske pop, det serielle i sådan noget som en lang og relativt ukendt serie af flyvemaskinebilleder for ikke at tale om de mere kendte malerier af dameben og
silhuetter, alt det der er, som naturens blyant ville skrive, overfladiske rystelser, som med maleriske midler kunne registreres seismografisk.
Under det lå grundfjeld, grønlandsk. Studiet i geologi, der jo omfatter hele naturhistorien som sådan, optagetheden af Linnés systemer, ekspeditionstegneren Catherwood og den æstetiske
socialfilosofi hos John Ruskin. Det altsammen i praksis på den Eksperimenterende Kunstskole, der med folk på fremskudte medieposter, Troels Andersen, Erik Thygesen og Hans-Jørgen Nielsen, sørgede for at Kirkebys håndtering af det nye, såkaldt åbne felt hele tiden fik den omtale, der skal til, hvis dialog skal fungere.

Fashion
Ane Hejlskov Larsen registrerer ikke bare Kirkebys malerier, hun stiller også en tidstavle op, hvor deres tilblivelse bliver sat i direkte aflæselig skematisk forbindelse med, hvad der ellers i den periode skete i kunsten og verden.
Hun registrerer alle de udstillinger, hvor værkerne har kunnet ses, separat eller i skiftende sammenhæng, og i et omfattende udvalg gennemgår hun strukturelt interessant hans mange forskellige tekster tilbage fra tiden, da han som helt ung var medlem af DKP og redaktør af Clarté, hvis spalter han også peppede op med collager af næsten konstruktivistisk karakter.
Kirkeby var irriterende, hele vejen igennem, fordi han hele tiden gjorde det rigtige, stillede sig hvor man skulle stå, hvis man ville tælles med. Man var, som Kinks sang, en »dedicated follower of fashion« uden nogensinde som i Peter Bellis danske version af den sang at være »helt igennem respektabel.«
Og især var han maler, hvad man sådan set slet ikke måtte være. Det var hans egentlige felt, men dengang skulle man også være performer, skulptør, filosof, digter og helst lidt musiker og danser.
Man skulle kende dem, det var værd at kende, man skulle være fluxus og minimal in situ og på udflugt, og Kirkeby var det hele, uden at lade sig udgrænse i noget af det specielt som f.eks. de bedste af de egentlige Fluxuskunstnere, Köpke, Brecht, Filliou, Higgins.

Flyet letter
Bruddet kom midt i 1970’erne, dertil hvor Ane Hejlskov Larsens bog går, da Per Kirkeby – sådan ser det ud fra i dag – endelig accepterede sit maleri som det væsentlige for alvor og fløj væk via Tyskland. Derved blev han så i dansk sammenhæng den nye Asger Jorn, uden at de tos kunstneriske holdninger egentlig har meget med hinanden at gøre.
De er fælles om den udlændige berømmelse. Forskellene viser sig også her, når Ane Hejlskov Larsen skal beskrive de »modifikationer«, altså overmalinger af gamle billeder, Kirkeby lavede efter Jorns model, og løber vild i de bagvedliggende situationistiske termer – détournement og dérive – der for Jorn var alvor i en større forstand end den rent maleriske, selv om malerierne i sig selv var ren skæg og ballade, mens Kirkeby uden videre kunne anvende teknikken æstetisk.
Det politiske og sociale var væk, selv om det på ingen måde er fraværende i Kirkebys værk som sådan, hvad man kan se i filmen om den danske regerings lukning af kulminerne i Qutdligssat og tvangsdeporteringen af den lokale befolkning på næsten 200 mennesker.
Filmen er fra 1972 og lavet sammen med den grønlandske politiker og digter Arqaluk Lynge. Ane Hejlskov Larsen gengiver i sin registrant af Kirkebys film handlingen sådan her:
»Filmens hovedperson er en enlig far, der forlader Qutdligssat for at begynde et nyt liv i Frederikshåb med sine børn. Men den grønlandske natur spiller også en stor rolle og skildres i lange og langsomme panoreringer.«
I Flyvende blade fra 1974 skriver Kirkeby selv:
»Det var først og fremmest den æstetisk styrede lyst til at føre nogle synspunkter igennem som er meget simple, men som netop derfor har været næsten ubegribelige for filmlitteraterne.«
Og i umiddelbar tilslutning skriver han om Jorn, der jo døde det år, han må have skrevet Flyvende blade:
»Det er derfor, det er rigtigt smerteligt, når en mand som Jorn dør, dør uden at have røget cigaren færdig, men blot afbrudt midt i noget der var værd at se til. Og det er lige så karakteristisk at man allerede i nekrologen (i Information) på bedste danske kunsthistorikervis skal reducere manden.
Ikke et ord om hans bøger, ingen forståelse for hans holdning, at det var en person der havde en hel anden statur og udstrækning end en skide maler, at man netop hos ham kunne se at det at male kunne være en holdning. Og man kan ikke engang, når det nu endelig skal være, lave en ’faglig’, ’formel’ beskrivelse af hans udstrækning.«
Det har Ane Hejlskov Larsen så til gengæld gjort med den her Kirkeby-bog, som heldigvis ikke er en nekrolog.
Hvis nogen fortsætter, hvor den holder op, vil man kunne se, hvor flyet fløj hen.

*Ane Hejlskov Larsen: Per Kirkeby – Malerier 1957-1977. 501 s., rigt illustreret. Borgen. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her