Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En pikslikker mærker verden

Den franske kunstkritiker Catherine Millet giver i sin seksuelle selvbiografi den kvindelige lyst et helt nyt sprog
Kultur
24. oktober 2002

Bekendelser
50 sider inde i Catherine Millets seksuelle selvbiografi var jeg overbevist om at den fortjente en harmdirrende, stærkt kritisk anmeldelse. At den var et vidnesbyrd om den seksuelle frigørelses pseudofrihed, om den mekaniske, tingsliggørende seksualitet, som ved den moderne æras begyndelse fik sit litterære udtryk hos en ulykkelig fransk adelsmand ved navn Sade.
Bogens første kapitel, ’Antal’, kan (trods fraværet af egentlig sadomasochisme) minde om et Sade’sk inventar over kroppenes mulige koblinger, noteret i en nøgtern stil, der forstærker den mekaniske monotoni og efter nogle sider virker lidet ophidsende. Der tales direkte om »kroppenes mekanik« og deres »insektnatur«. Og når Millet filosoferer over, hvorfor hun lod mødomshinden gå for et liv som gangbanger, lyder det som om hendes seksuelle frihed er en pseudofrihed: »Da tilværelsen pålagde os en masse tvang, var dét, at man når som helst og hvor som helst kunne indlede et seksuelt forhold til hvem som helst, der havde lyst, den friske befriende luft man fylder lungerne med, når man går ud mod spidsen af en lang, smal mole.« Promiskuitetens ’befrielse’ bliver her et sølle lille frirum midt i et ufrit liv, og man mindes om at vi lever i et samfund, hvor friheden til realisering af de seksuelle fantasier er omvendt proportionel med en egentlig politisk og social frihed. Symptomatisk definerer Millet den unge Catherines frihed som »friheden til betingelsesløst at acceptere en skæbne«.
Men jeg blev klogere! I de resterende tre kapitler (’Rum’, ’Lukkede rum’, ’Detaljer’) begynder Catherine M. at folde sig ud som noget andet end en byggeklods med tre huller. Den nøgterne stil, som i starten virker mekanisk og monoton, bliver pludselig anderledes verdensåbnende. I en skildring af den sydfranske natur (som Millet naturligvis foretrækker at beskue med en ordentlig kæp mellem benene), begynder man at indse, at der i Millets uendeligt tålmodige åbenhed for indtrængende fremmedlegemer også ligger en evne til at åbne sig for verden, og at der i hendes nøgterne stil ligger en præcision, som er en fænomenolog værdig. Man forstår, at hun må have evner som kunstkritiker.
I sin tålmodige iagttagelse af kroppenes konturer, mavernes folder, pikkenes silkehud og røvhullernes krusninger skriver Millet sig hinsides den pornografiske krop og ind i et helt nyt sprog for seksualiteten, ikke mindst kvindens seksualitet.

Tidslomme
Bogens tidslighed er forunderligt statisk. Det seksuelle tidsrum bliver en slags tidslomme, et rum uden for tiden. Det rum, hvor kroppen fyldes og udgyder, fremstår statisk, uforanderligt. Kun i parantetiske bemærkninger mindes man om, at Catherine M.’s krops også har en eksistens uden for dette rum, det vil sige en eksistens i tiden: Den aborterer, den ældes.
Og alligevel, ud af den monotone, statiske, episodiske seksualtid, udfolder sig et forløb: Et forløb, der handler om en kvinde, som finder sin lyst. I bogens sidste kapitler reflekterer hun genkommende over, hvordan hun som ung aldrig havde tanke for sin egen lyst, når hun lå med enden i vejret i en kommunal skurvogn eller med spredte ben i en burgøjservilla og lod kæppene passere revy. Men at hun siden har fundet sin egen lyst, er man ikke i tvivl om, når man har læst orgastiske passager som denne:
»Der er ingen udløser, intet lynglimt. Det er snarere en fløjlsblød tilstand af ren sansning, der langsomt breder sig. Det modsatte af en lokalbedøvelse, hvor følsomheden ophæves samtidig med, at man forbliver fuldt bevidst: Hele min krop er en stor, åben flænge, men min bevidsthed glider mod søvnen.«

Kvinden som subjekt
Det lykkes Millet at skrive sig gennem en kvindelig position, der handler om at være objekt, til en position, hvor hun virkelig bliver subjekt, hvor hun bliver det sted hvorfra verden sanses.
I vor kultur har kvinden tilgang til sin egen seksualitet ved at identificere sig med mandens; hendes begær er begæret efter at opleve sig selv som et attråværdigt objekt. Og dette begær er der naturligvis også i Millets beretning (alt andet ville være hykleri): Lange passager hvor hun beskriver sin krop ’udefra’: Som hun forestiller sig at mændene har set den, eller som den tager sig ud på video. Men netop i kraft af sin tålmodige sansning og præcise notering får hun altid skrevet sin krop ud af det mandlige bliks lyskegle; hun er i dén grad selv et blik og ikke bare den, blikket er rettet mod.
Jeg har aldrig før læst så rammende beskrivelser af den kvindelige lyst. Og på sin vis heller ikke af den mandlige. For Catherine M.’s tålmodige sansning tillader også mændene at vise lyster, der ikke bare handler om at stikke kæppen ind. Og hendes dobbeltblik på penis som både den jernhårde betvinger og en lille blød fugleunge omfatter den mandlige anatomi med en kærlighed, der kan føre os ud af de stereotype kønsforestillinger.
Med sin seksuelle selvbiografi skriver Millet sig gennem en seksualitet, der er lukket inde i Sade’s boudoir, til en seksualitet der kan åbne verden.
Og så bliver det for alvor ophidsende!

*Catherine Millet: Catherine M´s seksuelle liv, 186 s., 239 kr. Godt oversat af Jesper Tang. Borgen. Udkommer idag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her