Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Portræt af en tysk kæmpe

Per Øhrgaard har igen begået et væsentligt bog-essay om et stort tysk forfatterskab, denne gang er det nobelpristageren Günter Grass, hvis produktion kyndigt fortælles, diskuteres og gøres nærværende
Kultur
16. oktober 2002

Ny bog
Den tyske forfatter, billedkunstner og meget mere Günter Grass er født i Danzig/Gdansk 1927, en by, der især spiller en rolle i Bliktrommen, Hundeår og Kat og Mus fra det tidlige forfatterskab omkring 1960, men som er et ledemotiv i næsten alle bøger af Grass frem til nutiden.
Per Øhrgaards forudsætninger for at skrive om netop Günter Grass er mangfoldige, for ikke nok med at han har undervist i ham som tyskprofessor i København, men siden Flynderen fra 1977 har han også været hans gode oversætter, interviewer og nu også hans fortolker.
De temaer, han drager frem er især tabet, antifanatismen og den realistiske skrivestil. Denne mangfoldighed af forudsætninger og kompetencer gør bogen til noget særligt, for som tysklærer har Øhrgaard tjek på kronologi og baggrund, som litterat og essayist åbner han forfatterskabet for os på en klar og underholdende måde, og som oversætter ved han utroligt meget om bøgerne, og kan udtale sig om stil og detaljer i teksterne, som kun en oversætter opdager og kan udtale sig om som fortolker.
Det er ikke mindst interesseant at se, hvor stor forskel, der er på den måde Per Øhrgaard selv skriver på om Grass, og så den måde han har oversat ham til dansk på, det giver læseren et indtryk af selve forfatterskabet og faktisk også en mulighed for at have en mening om det, som litteraten Øhrgaard skriver om de citater, han selv har oversat.

Stadier hos Grass
Øhrgaard giver både læseren et rids over forfatterskabets stadier fra Danzig-trilogien til I krebsegang og samtidig sin egen uforbeholdne mening om tidsalderen fra 1960’erne til i dag, og det på flere måder.
I forbindelse med gennemgangen af Flynderen kommer han ind på kvindeproblematikken, mens Lokalbedøvet og Af en snegls dagbog giver ham anledning til at diskutere 68-generationens forskellige fløje og den politiske ekstremisme, som Grass i mange sammenhænge har kritiseret. En tilsvarende diskussion finder naturligvis sted om den måde Tyskland blev genforenet på efter 1989, et tema, der især kommer frem i analysen af En længere historie fra 1995.
Men der er ét gennemgående snit ned igennem hele forfatterskabet, der må trækkes frem, fordi det er det bagvedliggende syn på Grass og hans forskellige baggrunde og forudsætninger i tidernes løb. Det er således et vigtigt anliggende for Per Øhrgaard, at Grass står i direkte forbindelse med Goethes forfatterskab og med hans afbalancerede og klassiske livsholdning, ligesom det hele tiden fremhæves, at hans romaner er realistiske. Og som mellemstation gør vi et par gange holdt ved Thomas Mann og hans ligeledes stærkt Goethe-inspirerede forfatterskab. Det er ikke mindst Goethes roman Valgslægtskaberne og Thomas Manns roman Doktor Faustus, der kommer til at stå i centrum. Nogle gange virker referencerne relevante, ikke mindst i forbindelse med Bliktrommen og Hundeår eller i Flynderen, men mange gange er der tale om, at Øhrgaard koketterer med en Goethe-reference, eller bare leger med tanken, som om han selv synes, at det er lidt for langt ude, og det kan han have ret i.
Derimod listes der med største forsigtighed uden om den barokke baggrund hos Grass, altså det forhold, at Bliktrommen er en picaroroman, at det barokke billedsprog er til stede overalt i forfatterskabet, at Grass var meget optaget af Walter Benjamins bog om det barokke sørgespil, og at en roman som Mødet i Telgte fra 1979 slet og ret handler om den tyske barok og trediveårskrigen.
Der kan være flere grunde til denne omprioritering, for eksempel, at der er skrevet rigeligt om det barokke hos Grass, at det er et overvurderet tema, eller at Øhrgaard med denne bog og i disse tværfaglige tider ønsker at fremhæve det fagligt-germanistiske aspekt, ved at koncentrere sig om Grass, rodfæstet i tysk litteratur og kultur, og ikke ønsker at pege på de oplagte forbindelser ud til resten af verden, til den magiske realisme, til Salman Rushdie eller til østeuropæisk og især polsk litteratur.

Den anden sandhed
Men som det altid er tilfældet i Øhrggards litteraturtolkende værker, så gør han også her en opdagelse midt i det hele, og i denne bog hele to. Det ene er de mange refleksioner over brugen af det biografiske i romanerne, altså det, at Grass ligesom for eksempel Bunuel ynder at dukke op i sine egne romaner sammen med konen Ute, både som biografisk person, og som fiktionsfigur, der på den måde ser sig selv udefra, som en person blandt andre. Den anden opdagelse er tanken om den anden sandhed, der betyder, at Grass ofte fremhæver det, som samtiden overser.
Et aktuelt eksempel er selve ideen med at skrive en bog med fortællinger om hvert år i det 20. århundrede, et andet er den seneste beretning fra I krebsegang om det tyske skib Wilhelm Gustloffs forlis i 1945 og de mange tyske flygtninges druknedød i Østersøen, en beretning, der trækker tyskernes lidelser frem i forbindelse med slutningen af Anden Verdenskrig.
Sammen med en fortræffelig analyse af et betydeligt nutidsforfatterskab får man her samtidig et indblik i tidens strebungen und strömungen, og det er ikke mindst et plus, at det lykkes at give et indtryk af både den politiske og den poetiske Grass, uden at de kommer til at træde hinanden over tæerne, og det ligger helt i forlængelse af et ofte udtrykt ønske hos Grass selv, om at blive taget alvorlig som digter og ikke altid kun som politisk debattør med Tyskland som speciale.

*Per Øhrgaard: Fortsættelse følger – Et essay om Günter Grass. 212 s., 195 kr. Gyldendal. Udkommer i dag, hvor Grass fylder 75 år

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her