Læsetid: 5 min.

Rejsen til sig selv

I Jens Christian Grøndahls nye roman, der udkommer på torsdag, vikles hovedpersonens skæbne ind i Europas historie
5. oktober 2002

Litteratur
Slutscenen i Jens Christian Grøndahls nye roman, Et andet lys, indeholder en ny erkendelse for hovedperson.
Irene Beckman har jagtet Europa rundt efter sin biologiske far, og ender med at finde ham i Ljubljana. På sin vej hjem til Danmark i bil samler hun en forhutlet tomler op. Og selvom hun ikke kan kommunikere verbalt med ham, forstår hun instinktivt, at han vil flygte til Vesten. Hun smugler ham over grænsen i bagagerummet.
Jens Christian Grøndahl understreger, at det ikke skal opfattes som en moralsk pointe.
»Det handler ikke om, at hun med Kants ord skal handle, så det kan ophøjes til en universel lov. Det er ikke et politisk budskab. Men det er en eksistentiel handling. Hun kan ikke andet. Hun kan engagere sig eller vende ryggen til. Hun gør sig ingen tanker om flygtningeproblematik. Hun handler personligt og eksistentielt. Det er en isoleret handling, men det er et afgørende skridt, fordi hun vedkender sig sit ophav. Hun er selv barn af et hjemløst menneske, som blev drevet på flugt. Derfor er det hendes sande valg at hjælpe den mand på vej. Scenen rummer erkendelsen i bogen: at hun er forbundet med historien.«

Den velbjærgede middelklasse
Jens Christian Grøndahls univers har de senere år taget udgangspunkt i den danske, velbjærgede middelklasse, som han selv er en del af. Det gør hans seneste udspil, Et andet lys, også. Men i romanen lader Grøndahl en række personer optræde, som har følt Europas historie på deres egen krop.
Romanen handler om den 56-årige skilsmisseadvokat Irene Beckmans egen skilsmisse, der tvinger hende til at tage sit liv op til overvejelse. Hun har egentlig aldrig stræbt efter at genskabe sine forældres borgerlige tilværelse, men er alligevel endt i en stor villa nord for København, som mor til to voksne børn, der er fløjet fra reden. Hun lod sig i sin tidlige ungdom forføre af Martin, en stræbsom mand med arbejderklassebagrund, hvis største drøm var et godt solidt job, en familie og en villa. Og sådan blev det.
Men en dag forlader han Irene, til fordel for en yngre kvinde. Irene kan hverken føle vrede eller egentlig sorg, men tvinges til at revurdere sit liv. Navnlig må hun overveje, hvorfor hun ikke selv mange år tidligere tog skridtet til at bryde med den konformitet, som er hende så inderligt imod. Hun havde en affære med den 10 år yngre Thomas, men valgte at lade fornuften råde og blive i sit velfungerende, men også lidenskabsløse ægteskab med Martin.

Historieløshed
Grøndahls hovedperson, Irene, er afklaret med sin egen livssituation. Hun er klar over, at hun tilhører de privilegerede, for hvem verdens rædsler er noget, man flygtigt orienterer sig om i tv og diskuterer passioneret over en middag med god rødvin.
»Hun er ude af kontakt med virkeligheden. Hun er født i 1944, så krigen er noget fjernt for hende. Hun er en del af en generation, som oplever en velfærd som aldrig før. Både socialt og eksistentielt har hun derfor en følelse af, ikke rigtigt at kunne nå omgivelserne, eller at omgivelserne ikke kan nå hende. Det er ikke kun noget socialt, men også noget eksistentielt,« forklarer Grøndahl.

Ny erfaring
Irene erfarer, at hendes far ikke er den, hun troede. Han er derimod en jødisk musiker ved navn Samuel, som under anden verdenskrig måtte flygte til Sverige. Men umiddelbart inden fik han gjort Irenes mor gravid.
Et andet lys er en beskrivelse af Irenes forsøg på at genskabe en forbindelse med verden. Det kommer til at forme sig som en fysisk rejse gennem Europa på jagten efter sin far. Men samtidig som en mental rejse tilbage til den unge pige, hun var engang. En ung pige, der rejste til Paris som au pair, og opdagede verden for første gang.
Faderen Samuel tvinges mere kontant til at forholde sig til sin jødiske identitet, og ender med at slå sig ned i Israel og bliver zionist, fordi han simpelthen ikke føler, han har andet valg, da han erfarer, hvad der er overgået jøderne.
»Jeg ønskede at gøre den kontrast meget tydelig, fordi jeg fik brug for at se mit eget romanunivers i et andet lys og i en større sammenhæng. Jeg ville problematisere mit univers og tvinge mine personer til at blive bevidste om deres egne skæbner som historiske,« forklarer Grøndahl.
En anden udtalt kontrast i romanen er forholdet mellem Irenes kærlighedsideal på den ene side og den konformitet, hun har ladet sig lulle ind i på den anden. Det er i Grøndahls optik en modsætning, som er sigende for vores samfund, hvor vi nok vender borgerligheden ryggen, men hvor vi samtidig drømmer om den.

Den umulige kærlighed
»Det ligger meget dybt i vores kultur. Lige siden Romeo og Julie har vi levet i en kultur, der i sin kerne rummer en kærlighedskult, hvor forestillingen om individ og frihed er dybt knyttet til de høviske kærlighedsmyter, hvor man forløses i mødet med den anden.«
»På den ene side har vi den borgerlige kernefamilie som model og på den anden side den erotiske og eksistentielle længsel, der ligger i den høviske romantik. De to størrelser er gensidigt afhængige, men samtidig fuldstændigt inkongruente størrelser. Og det skaber en masse forvirring.«
Det er, og vil fortsat være, den forvirring, som driver Grøndahl som forfatter.
»Kærlighedslængslen er et centralt motiv. Det interesserer mig at undersøge den frihed, som er et løfte og nærmest en forpligtelse i vores kultur og som rummer rådvildhed og stor ensomhed, som jeg ikke kan blive færdig med at skrive om.«

Forfatterens erkendelse
Irenes åbning mod omverdenen er samtidig Jens Christian Grøndahls åbning som forfatter. En udvikling som er faldet sammen med et stigende salg i udlandet.
»For 10 år siden oplevede jeg det at skrive som et forsøg på at finde et autentisk sprog til at beskrive min egen erfaring og min egenart. Med tiden er jeg blevet klar over, at jeg ikke er så enestående. Det, der er at fortælle om mit eget liv, kan fortælles med så mange andre liv. Den erkendelse hænger sammen med at blive ældre og er forbundet med befrielse.«
Derfor rummer litteraturen også ideelt set et universelt budskab.
»Hvis der ikke er noget i romanen, som overlever oversættelsen, har den ikke været besværet værd. Der må være noget i romanen, en erfaring eller et perspektiv, som er
autentisk nok til at det kan genkendes et helt andet sted eller måske endda i en helt anden tid.«

*’Et andet lys’ udkommer 10. oktober på Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu