Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Sært lysende roman

Den franske forfatter Anna Gavalda har skrevet et lille mesterværk om de nære ting i livet, kærligheden, lykken og ikke mindst ulykken
Kultur
17. oktober 2002

Roman
Alle, der elsker, har elsket eller tænker på at elske, må straks tage fat på den franske forfatter Anna Gavaldas lille, ømme, syle-præcise roman Jeg har elsket. Og når den er læst og ærbødigt rakt videre til gennemlæsning hos den elskede, må den fluks erobres tilbage og læses igen og igen og igen.
For Anna Gavaldas bog er et fint lille mesterværk udi det, der i så mange andre sammenhænge bliver tærsket banal langhalm på; kærligheden, åndelig og fysisk nærhed, utroskab, ensomhed og tosomhed, børnene, familien, lykken og ulykken ja, livet. Det nære liv.
Gavaldas roman, der netop er kommet i Tine Byrckels glimrende danske oversættelse, favner kærlighedens komplekse væsen på en uhørt enkel måde. Hendes stil er knap, og romanens to hovedfortællinger bygges op som symmetriske skitser, som inviterer læseren til at fylde ud, digte med og folde fortællingen helt ud. Næsten helt hemingwaysk, kunne man fristes til at tænke.
Den ene tråd i romanen handler om Chloé, hvis mand har bedraget hende. Han har forladt hende til fordel for en anden, og hun er ulykkelig og knust taget i sommerhus med sine børns farfar for at få hold på tankerne.
Som i anden god historiefortælling er hovedpersonerne således holdt hen på et afsidesliggende sted, og den uvante, rolige scene med kamin og god rødvin levner plads til, at de bekender deres livshistorier for hinanden.
På den måde fletter svigerfaderens livs- og kærlighedshistorie sig ind i Chloés. Han er tilsyneladende en kyniker, en ufremkommelig og bister patriark, som hele livet har siddet tavs for bordenden, med en loyal ægtefælle vimsende i baggrunden, evigt opvartende i stabile og forudsigelige bevægelser, år ud og år ind.
Men under hans sikre og utilnærmelige overflade afslører der sig en lidenskabelig, labil mand, der mødte sit livs (udenomsægteskabelige) kærlighed som 40-årig på en forretningsrejse. I modsætning til sin søn valgte han ikke at forlade konen, men levede i årevis to liv – stabilitetens og kærlighedens liv – sideløbende og dét med evig fare for, at de skulle rive ham midt over enten af kedsomhed eller af uudholdelig kærlighed.

Det hele ordner sig’
Mødet mellem svigerdatter og svigerfar, mellem den forladte hustru og ægtemanden, der blev i sit gennemsnitlige ægteskab, udvikler sig nærmest til en rettergang over ægteskabet og den pligtskyldige kærlighed som institution. De to partsindlæg står hårdt over for hinanden, og demonstrerer kærlighedens paradokser med al ønskelig tydelighed. Det er ikke kun de forladte og de ulykkelige, vi skal have ondt af og føle sympati for. De, der bryder op, forlader eller netop ikke forlader manden eller konen, de, der takker nej til den omkostningstunge lykke, de har også krav på empati.
Mellem brændeknuder, strømsvigt og dampende kopper urtete tegner der sig omridset af et intensivt forsvar for den hotte elskov og den brændende kærlighed frem for kedsomhed, halv-hjertethed og pligtskyldighed: »Det hele ordner sig, når man bare er lykkelig.«
Og mennesket og dets evne til at elske er ifølge Gavalda i stand til at overleve selv de grummeste katastrofer:
»Selv når man fornægter det, selv når man overser det, selv når man nægter at indrømme det, er livet stærkere end én selv. Stærkere end alt. Folk kommer hjem fra koncentrationslejre og får børn igen.«
På den måde er tiden, foranderligheden og forandringerne både undergangen og redningen for kærligheden i Anna Gavaldas roman.

Finpoleret realisme
Umiddelbart kan det måske lyde som banaliteter, men Gavalda kan dét med at omgive sig med livets umiddelbare problemer på en måde, der hæver sig langt over klicheerne. Her møder man kærligheden og dens dyrtkøbte erfaringer i øjenhøjde, lige på og råt.
Gavalda opererer i en finpoleret form for realisme – her er ingen hengemte madpakker, sure underbukser og gustengrå hverdag – det er følelsesdestillatet og refleksionerne over livet som sådan, der har Gavaldas udelte interesse, og som læser er man med for hvert skridt, denne lille fine fortælling tager, fra start til slut.
Anna Gavalda er født i 1970 og debuterede i 1999 med novellesamlingen Jeg ville ønske, der var én, der ventede på mig et eller andet sted..., som tidligere på året kom på dansk. Gavalda har vundet en række priser, er oversat til 15 sprog og har solgt i flere hundredetusinde eksemplarer i Frankrig. Og det med god grund, for hendes bøger står sært lysende i det litterære landskab.

*Anna Gavalda: Jeg har elsket. Oversat fra fransk af Tine Byrckel. 139 s., 198 kr. Forlaget Per Kofod

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her