Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Selvfølgelige drømme

Nyt glimrende udvalg på dansk af New York-poeten John Ashbery
Kultur
10. oktober 2002

Digte
På bordet hos boghandlerne, og lige til at købe for en hund, og siden læse, igen og igen, og derefter forære til nogen, lander i dag en pragtfuld gave til alle, der ynder lyrik. Søvnens landsby hedder den og rummer 40 virkelig spøjse digte af amerikanske John Ashbery (f. 1927), udvalgt fra samlingerne Wakefulness (1998) og Your Name Here (2000) af de to fhv. Forfatterskole- og Niels Frank-disciple, Martin Larsen og Pajk Malinovski. Det er ikke første gang, filur-katten John Ashbery præsenteres på dansk. Sammen med Poul Borum oversatte Frank et fyldigt udvalg, Selvportræt i et konvekst spejl (1989), og før den tid havde vi fået langdigtet En bølge (1987), ligeledes fordansket af Frank. Hvorfor så udsende mere af en så ’svær’ og relativt eksklusiv poet?
Af den enkle grund, at Ashbery kan et eller andet med ord, som ikke ret mange andre formår. Nogle stikord må her række til at indkredse hvad. For det første er hans digte som regel ret underholdende. Hvad enten han skriver om afsked og møde med elskere, om en tornirisk eller en sovsekande, giver han sig villigt legen og munterheden i vold med en egen nysgerrighed, der uvilkårligt forplanter sig til læserens hjerne.
For det andet kræver hans digte at blive læst i én søgende og undrende proces, fulgt på deres helhed. Her er ingen hvilesteder eller fritliggende højdepunkter, kun bølgens bevægelse. Det indebærer, for det tredje, at den, der vil beskrive og fortolke dem, må yde sit bedste – poesien udfordrer teorien og giver den vilkår at skærpe sig på. Men inden nogen heraf udleder, at så må denne John Ashbery nok være en nørdet »akademisk« poet, bør man for det fjerde lægge mærke til, at han altid har hænderne grundigt nede i dagligsproget, herunder en vel sagtens uoversættelig bøsse-jargon.

Surreel utopi
Oversætterne kommer i deres efterord ind på noget af dette og diskuterer bl.a., om digterens kredsen om drømme gør ham til en slags surrealist. Hvis der ved surrealisme i lyrik forstås en ordkunst lavet på den tro, at man som poet blot kan stikke en sonde ned i sin underbevidsthed og uden om hjernens kontrol hive oprindeligheder frem, der så bredes ud på papiret, som automatskrift – 100 procent renset for kalkule, ja, så hører Ashbery til i en anden kategori. Men hvis vi i stedet taler om surrealisme som et utopisk, principielt umuligt projekt, så nærer han trods alt denne drøm, i og med at digtene konstant kopierer og mimer drømmens kompositionsprincip, dens hemmelighedsfulde syntaks: Hvordan bar han sig ad med at komme derfra-og-hertil, tænker man.
Eksempler på det står i Søvnens landsby snart sagt overalt, men er svære at gengive her, eftersom jo Ashberys styrke er forløbenes længde og intensitet. Prøv imidlertid lige at se på de første to strofer af »Døde mænds latter«:

Oprigtige jeremiader
støvregner fra hans læber
forretningen ser ikke ud til at
være aflåst i dag.
En florlet læseplan indtræffer,
røg stencileres
på den mosgrønne motorvej.
Til dette formål opfandt vi
forstæderne,
så vi kunne se tilbage på den
elskeligt uærlige storby,
mens tårer klumpede sig
sammen i vores pulsårer.
Laver man som læser og fortolker det eksperiment at markere, hver gang man her skvatter af sporet og tvinges til at læse det næste i et anderledes lys – men dermed undre sig over det, man lige troede, man forstod, undre sig retrospektivt – så må man indrømme, at bruddene bare bliver flere og flere. Og dog falder digtet med henkastet elegance.

Ud af systemet
Sådan en poesi har det ikke godt med systemer. Derfor kan digteren let identificere sig med Melvin Dewey, manden, der opfandt bibliotekernes decimalklassesystem, dén metode til strukturering af ny viden og information, som endnu den dag i dag forhindrer bibliotekerne i at bryde sammen. Dewey fik det nemlig snart dårligt med sit navn: »En masse mødre begyndte straks at kalde deres mandlige afkom »Dewey« / hvilket gav ham kvalme. Han var allerede kommet i tvivl omkring imperialismen. / I sine drømme så han biblioteksbøger med mælkehvide tal / på ryggen flyde rundt i Manilabugten. / Snart fik selv ord som »vanille« eller »mantilla« ham til at kaste op. / Synet af en »manilakuvert« sendte ham i huj og hast / tilbage til hans arbejdsværelse, hvor han hele dagen med gardinerne trukket for / pressede fingrene mod tindingerne og mumlede »Hvad har jeg gjort?« / igen og igen. Så begyndte han gradvist at få det lidt bedre. / Verden var ikke gået under.« Der var nemlig stadig, viste det sig, et liv at leve uden for systemet.
Hvad gør regler også godt for?, spørger Ashbery i et digt, der nærmer sig en poetik – og fortsætter:
»De gælder kun for dem selv og for andre regler. / Den her regel udelukker den her anden regel.«
Hvad det gælder om, bliver følgelig det fortsatte brud som princip for en henkastet drømmeskrift. Surrealismen som selvfølge. Ordlegen som genvej til himlen. Muligt motto: Per Ashbery ad astra.

*John Ashbery: Søvnens landsby. Udvalgt, oversat og med efterord af Martin Larsen og Pejk Malinovski. 68 s., 100 kr. Basilisk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her