Roman
I sin første tid som radiovært modtager den kinesiske journalist Xinran (f. 1958) et brev fra en fortvivlet ung kvinde. Anledningen til brevet er, at kvinden er blevet fordømt af sin familie og sine omgivelser, fordi hun har ladet sin kæreste kysse sig på panden.
»Kærligheden er da vel ikke umoralsk eller en krænkelse af anstændigheden?« spørger den unge kvinde. Men inden Xinran når at svare, har kvinden taget sit eget liv af skam og rådvildhed.
Brevet bekræfter Xinrans fornemmelse af det forkvaklede forhold, mange kinesiske kvinder har til kærlighed og erotik. Efter et halvt århundrede med undertrykkelse af kvindelighed, individuel frihed og alt, hvad de kommunistiske ledere ellers kunne finde på at stemple som udtryk for vestlig dekadence, er fundamentet under de moderne kinesiske kvinder yderst skrøbeligt.
Og som Xinran også konstaterer det nytter ikke at henvende sig til mødre eller bedstemødre for at finde brugbare kønsrollemønstre. Kvindeundertrykkelsen er omtrent så gammel som den kinesiske kultur. Og i de år, hvor kvinderne i Vesten begyndte at kræve ligestilling, var de kinesiske kvinder kun lige akkurat flyttet fra redskabsskuret og ind i huset, som ellers havde været mændenes domæne.
Slamkiste
Xinran, der i dag bor i London, fik jobbet som studievært på en radiostation i Nanjing i 1989. Kinesisk radio havde siden 1949 ikke været meget andet end et talerør for partiet, men med Deng Xiaopings reformproces i 80erne åbnedes en dør på klem for nye genrer og emner. Xinran stak forsigtigt en fod i døren, først med en brevkasse for kvinder og senere med en direkte telefonlinie.
I et sprog, der er typisk for bogen og for kinesisk litteratur skriver Xinran: »Den kinesiske forfatter og filosof Lu Xun har engang sagt: »Det første menneske, der smagte en krabbe, må også have smagt en edderkop, men erfaret, at den ikke egnede sig til at spise.« Mens jeg afventede mine lytteres reaktion på programmet, spekulerede jeg på, om de ville mene, at det var en krabbe eller en edderkop.«
Mediestjerne
Programmet blev en succes. Lytterne labbede de personlige beretninger i sig, og i løbet af nogle år blev Xinran noget af en mediestjerne. Sin position brugte hun dels til lidt efter lidt at udvide spektret for, hvad der kunne tales om i æteren, dels til at rejse rundt i landet og danne sig førstehåndsindtryk af kvinders situation.
At hævde at Xinran med sit program løftede låget af en slamkiste fyldt med råddenskab, fortrængninger og traumer, er nærmest en underdrivelse. Og af de hundredevis af breve og opkald med hårrejsende beretninger om tvangsægteskaber, mishandling, voldtægt og undertrykkelse, der hver dag gennem otte år strømmede ind til programmet med det poetiske navn Ord i aftenbrisen var det langt fra alle, som tålte at komme i radioen.
En typisk historie handler om en ung kvinde, som siden sin første menstruation jævnligt havde været genstand for sin fars seksuelle overgreb med morens accept. Pigen blev med tiden så desperat over sin situation, at hun påførte sig selv alskens sygdomme for i det mindste under hospitalsindlæggelserne at kunne være i fred. Af hendes dagbog fremgår det, at den eneste kærlige berøring, hun nogensinde havde oplevet, stammede fra en flue, der kravlede på hendes hud. Som 17-årig lykkedes det hende at begå selvmord ved at presse en død flue ned i et åbent sår.
Umulig kærlighed
I sin bog videregiver Xinran en lang række beretninger af denne type, samtidig med at hun lidt efter lidt løfter sløret for sin egen opvækst, ikke mindst under kulturrevolutionens rasen mellem 1966 og 76. Som datter af en velstående familie oplevede Xinran som så mange andre, hvordan de veluddannede forældre blev arresteret af rødgardisterne, og familiens ejendele blev brændt.
Bogen handler dog først og fremmest om de kvindeskæbner, Xinran stifter bekendtskab med gennem sit radioprogram. At der fra fortiden er ar på den kinesiske folkesjæl, kommer ikke som den store overraskelse. Mere forstemmende er det, at Xinran heller ikke blandt det nye Kinas tilsyneladende moderne og selvstændige kvinder finder optimisme på kærlighedens vegne.
En såkaldt privatsekretær, som har været igennem et forhold til en taiwanesisk forretningsmand, opsummerer situationen således: »Tro aldrig, at en mand er et træ, i hvis skygge du kan finde hvile. Kvinder er kun gødning, de rådner væk for at give træet styrke. Oprigtig kærlighed findes ikke. De ægtepar, der ser ud til at holde af hinanden, bliver sammen for personlig vindings skyld, uanset om det så er penge, magt eller indflydelse.«
Kinas døtre slutter sig til de senere års strøm af romaner, memoirer og essays af kvindelige kinesiske eksilforfattere. Bogen er blevet kaldt en fortsættelse af Jung Changs bestseller Vilde svaner (1991). Men den rummer også adskillige ekkoer af de barske samlivsberetninger i den herboende forfatter Xienfeng Wangs to erindringsbøger, Den farefulde klippetop (2000) og Vinterdrømme (2001).
Den særlige styrke ved Xinrans bog er, at den ud over at oprulle forfatterens egen historie giver stemme til en bred vifte af kvindeskæbner, som ellers var druknet i det kinesiske menneskehav. Det er gruopvækkende læsning. Men det er også et vidnesbyrd om, at i det mindste nogle af Kinas døtre synes at være i besiddelse af helt usædvanlige menneskelige ressourcer.
*Xinran: Kinas døtre. Oversat fra engelsk af Poul Bratbjerg Hansen. 255 s. 249 kr. Rosinante
