Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sort Sol gennemlyst

Ny bog fortæller kulturhistorien om Sort Sol, der er gået vejen fra anarkistiske koncerter for BZ-bevægelsen til topkommercielle reklamer for Sonofon
Kultur
17. oktober 2002

Sort Sol har nu fået et monument af en biografi i form af Jan Poulsens gennemresearchede og uhyre grundige bog: Sort Sol fra pisserenden til Statens Museum for Kunst. Dét er både godt og skidt.

Godt er det på flere måder, for hvad er mere oplagt end at skildre de sidste 25 års kulturelle danmarkshistorie gennem et band, der har favnet teater, billedkunst, film, porno, reklamer og snart sagt alle kunstneriske udtryksformer?

Der ligger en oplagt kulturhistorie i at følge et band, der er gået vejen fra anarkistiske koncerter for BZ-bevægelsen til topkommercielle reklamer for Sonofon. Der er jo sket meget kulturhistorisk imellem polerne Allotria og Danish Music Award.

Det er interessant at høre om Knud Oddes transformation fra musiker til billedkunstner, ligesom det er interessant at læse om Peter Peters bidrag til splatterfilm, pornofilm, og den evigt forurettede Faulis Pollefilm. Eller om Steen Jørgensens transformation fra punk til crooner.

Fortællingerne lykkes især for Jan Poulsen i bogens første tredjedel. Det er den del, der handler om den tidlige punkbevægelse. Poulsen fortæller glimrende om en tid præget af ungdomsarbejdsløshed, raseri og fordummet massekultur, således at man glimrende forstår den baggrund, Sods og andre bands opstod på. En periode, hvor ifølge forfatteren:

»Jazzrock var det musikalske modeord, og denne ækle fusion voksede sig som en kræftbyld ud over det ganske land: Buki-Yamaz, Caracas, Engine, Entrance, Hos Anna og Nanna Banana hed nogle af de mange bands, som i en blanding af naiv næstekærlighed og tossegod tolerance tilmed gik på strandhugst i den latinamerikanske kultur (...) var man dengang teenager – og tilmed seriøst interesseret i rockmusik – har man sikkert ikke tilgivet dem, for de havde deres store del af skylden for, at tiden føltes som én lang ørkenvandring.«

Samtidshistorie

Poulsen er glimrende til at skrive samtidshistorie, og det er grundlæggende en god idé at bruge Sods/Sort Sol til dette formål.

Bogen berører fint fænomener som BZ-bevægelsen, de unge vilde malere (Carstensen, Elmer, Bonde), alternative teaterformer (Kirsten Dehlholm, Billedstofteatret), den nye lyrik mv. Søren Ulrik Thomsen debuterede jo f.eks. på Sods’ anden lp, Under en sort sol, med teksten til »Marble Station«, som oprindeligt hed »Glemmerens kærlighedsdigt«:

Jeg valgte min elskede
blandt de der står med tømte øjne
på S-stationernes hvide fliser
blandt de der intet tænker
men beruser sig
i togenes kærlige sus

bad hende pakke mig ind i sit tæppe
og ro mig ud på søen
sænke mig ned i det kølige vand
lade bundens planter dække min hud

for en seng er en sø
et vandhul langt ude på marker
fulde af kalk

på bredden sidder den kærlige tømte
betragter uden tanker
den søvniges endeløse styrt
gennem det kolde vand

Det er netop sådanne historier, som Poulsen scorer stort på. Beskrivelsen af punkens oprindelige generøsitet, og Sods’ fangarme ud til andre genrer, andre musikere, er uhyre interessant at læse, ligesom vi også får fin information om kunstscenen, dengang De Unge Vilde var det store dyr i åbenbaringen.

Trist, men også interessant er det at læse om stakkels Strunges fortvivlede kærlighed til punkmusikernes scene, som han så gerne ville være en del af. Han fik aldrig rigtig lov, fortæller Poulsen.

Desværre holdes den samtidshistoriske synsvinkel ikke konsekvent. Lidt for ofte fortaber forfatteren sig i aldeles ligegyldige detaljer. Poulsen har en ulykkelig kærlighed til hitlisteplaceringer, cost-benefit analyser og andre petitesser. Hvad skal man med en oplysning som f.eks.:

»Pressemæssigt gav turen (om en tur til USA. red.) ikke så meget, for bortset fra omtale i forskellige små lokale fanzines blev det ikke til noget. Men Knud husker, at det var lige ved: – Der var optræk til lidt skandale, da avisen The Washington Post var forarget over, at Danmark officielt sendte et punkorkester over som led i det store kulturfremstød, men historien døde, inden den kom i avisen.«

Sådanne ligegyldige ikke-historier er der alt for mange af i bogen, og det er en skam, for de væsentlige historier fortælles faktisk. Poulsen har et godt sprog, og det er interessant at læse om musikmiljøet, om den benhårde musikbranche og om de mange magtkampe og frontkrige i gruppen. Magtkampe, som vel at mærke har været så voldsomme, at Poulsen vel nærmest ikke tror på, at gruppen kan fortsætte.

Mellem to stole

Poulsen er en ihærdig og grundig researcher, og bogen leverer også på billedsiden uvurderligt og meget spændende materiale fra en epoke, der er svunden. Alt i alt altså en læsværdig bog, også selvom den befinder sig sådan et mærkeligt sted midt imellem kulturhistorie og fanzine.

Måske det havde været en idé at udsende den i to versioner: Den korte, single versionen – den journalistisk fuldstændigt bearbejdede version, hvor der er skåret ind til benet, så kun det væsentligste tages med. Og så i den lange version, extended version, den til hardcorefans, for hvem simpelt hen ingen information er ligegyldig.

Det er den sidste version, der er kommet på gaden. Desværre, tenderer jeg mod at mene – men der skal jo nok være mange, der ikke er helt enige i dét synspunkt, og som sagt er bogen jo også fuld af interessante og underholdende beskrivelser af vores allernærmeste fortid.

Jan Poulsen: 'Sort Sol fra Pisserenden til Statens Museum for Kunst'. 384 s., 299 kr. Aschehoug

Jan Sonnergaard er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her