Roman
Det er med en besynderlig blanding af væmmelse og benovethed, man læser den skandaleomsuste franske forfatter Houellebecq. Han har simpelt hen grebet pornografiens klassiske tvetydighed og overført den på brydningen mellem Vesten og islam. Det budskab, han vil have frem, vækker uvægerlig interesse, for det er altid spændende, når nogen tør sige, hvad andre blot tænker; men hans leg med tabuerne vækker samtidig afsky, fordi Michel Houellebecq tillige skriver det, som andre ikke længere tænker, når først de får tænkt sig ordentligt om.
Menuen i romanen Platform (2001), oversat af Lars Bonnevie til et slagfærdigt og spændstigt dansk, står på sexturisme krydret med vestlig kulturpessimisme og akkurat så meget antimuslimsk sensationsmageri, som der skal til for at få godt med presse. En 40-årig statsfunktionær, Michel, mister sin fader som følge af hævn fra araberside og drager, pludselig velbeslået, til Thailand, indstillet på at give rollen som enlig, bredvommet, sexhungrende vesterlænding.
Turen giver forfatteren lejlighed til en velskreven, velresearchet og indimellem skærende morsom beskrivelse af masseturismens socialpsykologi. Verden af i dag tenderer »i retning af at ligne en lufthavn« med standardprodukter for diværste kundesegmenter fra naturopater til kulturomaner, og fra lebber til ultranormale par. Jeg-fortælleren ser og dissekerer det hele, uden at analysen dog driver ham til at vende blikket dybere ind i sig selv end til en lidt nem selvironi.
Den ægte nydelse
Under handlingen lurer to farer: dels en kamp mellem kulturer og racer, dels en forelskelse. Hovedpersonen drages mod en kvinde i selskabet, Valérie, som efter hjemkomsten bliver hans partner, angiveligt fordi hun elsker at gøre andre glade, ham dog heldigvis mest. At tilbyde sin krop som en behagelig genstand, give andre nydelse uden beregning, det formår Valérie i modsætning til sine europæiske søstre, som tænker i forførelse snarere end på sex. Og da hun ydermere har sit virke i turistindustrien, hvad kan da være mere naturligt, end at Michel, som ekspert i kultur-events, engagerer sig i sammen med hendes nye firma at skabe en sexy rejsekultur?
Michel færdes op gennem romanen »i et univers af let begær og endeløse øjeblikke af nydelse«. Denne eufori generaliserer parret op til, at sexturisme er verdens fremtid. Under et til lejligheden opfundet brand Afrodite lancerer de charmeturismen: Slut med sportsarrangementer og børneklubber. Ud med løn til uddannede barnepiger, til instruktører i windsurfing, bueskydning, aerobics og undervandssvømning, til specialister i ikebana, emalje- eller silketryk, men ind med: gæt selv hvad. Asiatiske kvinder til hvide mænd. Sorte mænd til sultne hvide kvinder. Specialiteter til folk med specielle behov.
Markedsøkonomi og seksualitet forenet i en globaliseret lystindustri genereret i Asien og på Cuba, men derpå sat i perfekt system. Forfatterens underliggende præmis, som intetsteds problematiseres, er, at man på grundlag af ludernes evner og standard det ene og det andet sted på kloden kan sige noget generelt om verdens konflikter lige nu.
Vestens selvforagt
Litterært legitimeres forfatterens vision gennem små passende dryp af vesterlandsk selvforagt: »Jeg kan ikke lide den verden vi lever i,« indrømmer Valérie. Og hendes kompagnon stemmer i, da han på motorvejen erklærer: »Oftere og oftere har jeg mine tvivl om nytten ved den verden vi er ved at skabe.« I jeg-fortællerens skrift lyder jammerklagen således: »Vi har skabt et system som det simpelthen er umuligt at leve i; og alligevel bliver vi ved med at eksportere det.« Ingen af de tre drager dog konsekvenser af deres indsigt.
Det overlader forfatteren til islamiske fundamentalister, som til sidst i romanen forøver et bombeattentat mod vesterlændinges lystige og derfor gudsbespottelige levned.
Personligt oplever jeg det som besværligt at skulle tage stilling til et litterært værk, der som Platform i forvejen er pløret til af gejl reklame og skingert sensationsmageri. Lad mig derfor prøve det tankeeksperiment at lade, som om bogen er skrevet, ikke af Houellebecq, men af en i øvrigt ukendt dansk forfatter Ole Blæk, om hvem kun vides, at han er født 1958 og bosat i Irland:
Ole Blæks postulat
»Ole Blæks roman står og falder med et postulat. Den lægger ud med at vise jeg-fortælleren Michel som en afstumpet enspænder. Den fortsætter ved at fremstille ham som den kyniske kapitalist på turistrejse til Thailand. Den hævder, at han under denne færd forelsker sig i en yngre kvinde. Og den slutter med at lade fyren iscenesætte sig selv selvmordstruet, fremtidsforladt, siddende på et asiatisk hotel, alt imens han nedfælder den beretning, som vi netop har læst.
Grundpostulatet består i, at forholdet mellem Michel og Valérie skal være den store, ægte kærlighed. Dette postulat skal bære romanen, i dens forløb såvel som i fortælle-arrangementet. Men kærlighedspostulatet dementeres af romanens handlingsforløb. Deres fællesskab handler om sex og penge, det forstørrer de så op til et verdensomspændende sexual- og kapital-imperium. Ved denne selvudnyttelse fornægter de den gave, forfatteren ellers hævder, at de skænker hinanden og modtager frit.
Nu er der bare lige det ved romanpersoner, at de i grunden intet indre har. Forklaringer på deres adfærd findes ikke nødvendigvis i teksten, fortolkningen af deres handlinger må sandsynliggøres gennem læseren selv. Hvad dette angår, udbytter historien min indfølingsevne som læser og gør det gennem en slutning, der er ren kliché, osende af sentimentalitet, alt imens min evt. empati på det ideologiske plan udnyttes som redskab for en intellektuel konstruktion. Som litteratur betragtet forekommer Platform at være en tynd affære, fordi dens psykologi ikke kan rumme dens budskab.«
Debat-effekt og kunst
Sådan kunne man skrive. Men Michel Houellebecq står over for en retssag, der handler om hans ytringsfrihed. Efter sigende vil en fransk menneskerettighedsorganisation og flere muslimske organisationer have ham dømt, fordi han ansporer til racehad.
Jeg tror ikke, Michel Houellebecq frembringer mere had, end der i forvejen findes. Hvad angår islamisk fundamentalisme, taler et attentat på Bali, hvor hen ved 200 unge forleden berøvedes livet som straf for, at de var ude og more sig, vel et tydeligere sprog end nogen fiktion. Men hvad angår årsagerne til terroren, bliver vi kun dummere og mere afstumpede af en global analyse, som funderes på sex snarere end i penge og politik. Hvad Houellebecq angår, så driver han plat på angsten og hadet i fortællekunstens hellige navn. Det modarbejder man ikke ved at stævne ham, men måske ved at pille hans bog fra hinanden som det lidt for smarte tankespind, den er, og så i øvrigt læse og købe bøger, der bare er bedre. Har hans værk en positiv effekt, består den i at sætte en diskussion på spidsen, som for tiden hæmmes af angsten for blot at tænke. På romanens præmisser kan debatten dog næppe føres.
*Michel Houellebecq: Platform. Oversat af Lars Bonnevie. 273 s., 299 kr. Borgen. Udkommer i morgen
