Læsetid 3 min.

Teorien om Alt er stadig ikke i syne

Stephen Hawking går rundt om Teorien om Alt, og læseren får et morsomt, men overfladisk indblik i fysikernes teorier
3. oktober 2002

Naturvidenskab
Universet er ufatteligt. I det beskedne udsyn, vi har fra vores plads på planeten Jorden i kredsløb om Solen, der findes i et lille hjørne på indersiden af en gren i galaksen Mælkevejen, er der milliarder milliarder galakser, så langt vi overhovedet kan se. Så vidt vi ved, fortsætter universet i det uendelige.
Hvordan hænger det sammen? Hvad er der ind imellem stjernerne? Hvordan opstod universet? Hvad var der før? Hvad er der udenom? Kan vores små, men dog komplekse, hjerner overhovedet på nogen måde gøre sig håb om bare at fatte en brøkdel af dette univers?
Universet i en nøddeskal er skrevet af en fysiker, der ikke blot mener, vi bør gøre forsøget, men også at vi kan.

Teorien om Alt
Stephen Hawking tager os med på en rejse. Fra de grundlæggende epokegørende opdagelser, Einstein, Gödel og Heisenberg m.fl. gjorde – til den nyeste fysik, der arbejder på den ultimative teori - Teorien om Alt. Det er en bog om fysikernes teoretiske og tekniske kvaler med at forene Einsteins beskrivelser af rum, tid og tyngekraft med kvantemekanikkens virkelighedsbillede.
I de første kapitler bevæger vi os fra tiden lige efter århundredeskiftet, hvor en helt ny forståelse af virkeligheden opstod, hvor tid ikke længere var en uforandelig faktor, og partikler undslap den allermindste intime observation – til nutiden, hvor universet krøller sig i braner med foldninger, kaldet ormehuller, der gør det muligt at rejse i tid og rum.
Tidsrejser er en tanke, som med Hawkings karakteristiske humor burde gøre én nervøs, fordi nogen måske kunne finde på at komme forbi og skyde ens farfar, endnu inden ens far blev født. Ja, der skal et rigtig tungt navn til, for at den slags spekulationer stadig bevarer en hvis aura af seriøsitet.

14 år er gået
Som i Hawkings første bog, ’Hawkings univers’ (A Brief History of Time) fra 1988, forsøger han at beskrive de mest aktive områder af teoretisk fysik på en, for lægmand, tilgængelig måde.
Den første bog fangede 10 millioner læsere, hvis fantasi blev udfordret af fysikernes superstrengsteori, der synes lige på nippet til at forene Einstein og kvantemekanikken i Teorien om Alt. Men bogen var en tand for vanskelig og de færreste slap over kapitel 3. Det prøver Hawking nu at råde bod på i en velskrevet, endda humoristisk, og utrolig rigt illustreret bog.
På de 14 år har fysikerne imidlertid udviklet ikke mindre end fem forskellige strengteorier, der ikke synes forenelige, og Hawkings slæng af superkloge teoretikere synes i dag endnu fjernere det endelige mål.

Teorien om Alt
Hawking begiver sig ud i de seneste modeller med såkaldte p-braner, der snoer sig i rum og tid. Her foldes vores univers i braner med flere dimensioner og formentlig 10-11 stykker, som godt nok er meget tæt sammenfiltrede, så vi i den makroskopiske verden kun opdager de tre rumlige og den tidslige.
Han beskriver muligheden for en underliggende teori, M-teori, som samler alle tidligere strengteorier og tegner et håbet for Teorien om Alt.
Han diskuterer imaginær tid, universets udvidelse, sorte huller, singulariteter, og om der findes et uendeligt antal parallelle universer, som vi aldrig oplever, fordi de er for usandsynlige til, at liv kan opstå.
Desværre dækker det hele over så teknisk komplekse, matematiske begreber, at Hawking på forhånd opgiver at delagtiggøre forklaringerne med læseren. Man må finde sig i at lytte til det store navn, som sidder i Isaac Newtons berømte og nu elektrificerede professorsæde, og uden videre lade sig føre gennem en masse teorier, der kan lyde som hokuspokus fra fronten af kosmologien.
Kan man affinde sig med det, er det ganske morsomt som en læsning af »forandringernes vinde blandt teoretiske fysikere«. Men bogen er for kort til, at lægmanden bidrages en egentlig forståelse, og man må nøjes med en noget overfladisk rundtur.

*Stephen Hawking: Universet i en nøddeskal. 216 s., 299 kr. Gads Forlag
*www.hawking.org.uk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu