Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tid til begejstring

Vi skal være glade for individualiseringen og frisættelsen i det moderne samfund, siger Kresten Schultz Jørgensen
Kultur
1. oktober 2002

Ny bog
Tidligere kommunikationsdirektør i The Coca-Cola Company Kresten Schultz Jørgensen, nu ansvarshavende chefredaktør for det forestående avisprojekt Dagen, har skrevet en bog, Homo Zapiens – der annonceres som »et forsvar for den unge generation, som i disse år tager magten fra de gamle institutioner, der var vant til at have magten automatisk.«
En klar indholdsdeklaration. Alligevel ender man efter endt læsning med spørgsmålet: Hvad er i grunden forfatterens anliggende med denne tekst om individualismen i det nye netværkssamfund? Bogen rummer mange velfunderede overvejelser om de samfundsforandringer, Schultz Jørgensen betegner som ’kulturrevolutionen’. Men det er alt sammen kendt og gennemtygget stof fra de senere års samfundspolitiske og sociologiske debat, og det er derfor, man spørger: Hvad vil han?
Det svar jeg kan få øje på er: at insistere på retten til at anskue udviklingen mod Homo Zapiens – det individualiserede, zappende, evigt grænseoverskridende menneske – med godt humør og optimisme. Og at give fingeren til den »summetone af mismod«, som forfatteren hører fra det politiske niveau, fagbevægelsen, foreningerne, kulturens ledvogtere m.fl.
Et attraktivt projekt – og lettest, hvis man kan skærme sig mod de konflikter i den moderne verden, som ikke umiddelbart kalder på den store glæde. Eller – mere interessant – hvis man har nye bud på, hvordan det forandrede samfund skal håndtere disse konflikter.

Grænseløse liv
Bogens omdrejningspunkt er den frisættelse, som det moderne menneske oplever som resultatet af en række parallelle udviklingstræk.
»Vi er blevet globale! Men vi er meget mere end blot dét. Vi lever grænseløse liv, fordi vi i det nye samfund hver især kan smide de lænker, der tidligere bandt os til naturen, arven, biologien, geografien og den samlede sum af påførte begrænsninger,« skriver Schultz Jørgensen.
Samtidig er de overordnede, forpligtende fortællinger – og de samfundsinstitutioner, der har prædiket dem – om klasserne, om højre og venstre, om Danmark, om familien, om kristendommen blevet diskutable, hvis ikke ligefrem ugyldige.
»Fortællingerne kan vælges og fravælges, og de kan frem for alt fortælles af os hver især.« Fortællingerne er »blevet mindre. De er blevet individuelle« og trukket ned fra piedestalerne.
Kresten Schultz Jørgensen konkluderer, at samfundets magtbalance herigennnem er skiftet, at magtpyramiden er vendt på hovedet, »fordi det enkelte menneske i princippet nu er mere magtfuldt end institutionerne.«
Det gælder også i kulturlivet, hvor forfatteren glæder sig over, at magten er taget fra mediemonopoler (som DR) og fra kulturelitens bekymrede ledvogtere (Jesper Jensen, Klaus Rifbjerg og Dag Solstad nævnes) og lagt i hænderne på brugerne, der kan zappe Katja Kean, Casper Christensen, MTV og TvDanmark2 i centrum af nationens elektroniske kulturliv.
»En kulturel demokratisering, som grundlæggende kun antidemokrater kan forestille sig ophævet.«

Børnene
Kresten Schultz Jørgensen skoser alle de institutioner, der ser på udviklingen med bekymring – deres bekymring handler om, at deres egen legitimitet er draget i tvivl – men han er samtidig på det rene med, at ’kulturrevolutionen’ indebærer store udfordringer for demokratiet, fordi det er blevet svært at identificere det, der kan binde samfundet sammen.
I bogens bedste kapitel bryder han med sin egen hyldest til grænseløsheden og argumenterer for, at det i forhold til børnene er afgørende at vægte »opdragelsen til samfundssind«. På dette ene punkt aner man en anfægtelse hos forfatteren over tidens grasserende frisættelse. Måske fordi han er far, måske fordi han selv har én med stor indsigt i børns opvækst. Schultz Jørgensen kalder det »direkte kontraproduktivt« at udvide kulturrevolutionen til også at omfatte børnene, og han taler om forældres og underviseres store ansvar for at lære børnene de værdier, der kan holde sammen på det brogede samfund, de skal overtage.
Måske er det fordi hans anfægtelse brænder igennem på dette ene punkt, at resten af bogen fremstår underlig umotiveret. Eller primært motiveret af denne insisterende trang til at kunne møde udviklingen med sorgløs optimisme.

Fortrængt
Når den øvelse kan gennemføres, er det i kraft af en stribe fortrængninger. F.eks. fortrængningen af at folk i dette samfund langtfra er i samme båd. I store dele af bogen tales der om det »vi«, der kan selv, er blevet frisat. Er det mon de hundredetusinder marginaliserede på overførselsindkomster, der tænkes på? Og der tales om det »vi«, der i dag har overtaget produktionsmidlerne og magten. Er det mon de 1.000 afskedigede fra Stålvalseværket?
Godt nok tales der pligtskyldigt om, at udviklingen har et »janusansigt«, og at grænseløsheden kan gøre os mere ulige, at nogle føler sig truet af udviklingen. Men Kresten Schultz Jørgensen går aldrig ind i disse konflikter.
Et andet eksempel: Bogen synes at glæde sig over, at vi har kastet de lænker, som naturen før har begrænset os med, men den ofrer ikke en linje på at beskrive omkostningerne ved denne grænsesprængning på naturens og miljøets bekostning. En fortrængning eller et fravalg, der gør det ulig lettere at bevare optimismen. Som alternativt kunne være begrundet, hvis forfatteren havde forholdt sig operationelt politisk til, hvordan det moderne samfund kan gøre sin grænseløse livsform bæredygtig.
Homo Zapiens er en bog om politik på metaplanet. Velskrevet, med god forståelse af de centrale udviklingstræk, men ikke på nogen punkter ny i sin analyse og helt uden håndgribelige bud på, hvordan de nye vilkår skal sætte sig konkrete spor i praktisk politik – lokalt, national, globalt.

*Kresten Schultz Jørgensen: Homo Zapiens. 161 s., 188 kr. Fremad. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her