Morten Søndergaard er i poetisk udbrud i sine nye lykkedrukne digte med afsæt
i Vinci, Toscana
Ny bog
Det er tegneseriens humor og lethed, der antydes, når Morten Søndergaard kalder sin nye, ofte lykkedrukne bog for Vinci, senere.
Senere end hvad? tænker man. Jo, senere end dengang altmuligmanden Leonardo gik rundt i samme by i barnesko og sikkert undrede sig lige så intenst over træer og fugle, som Morten Søndergaard undrer sig nu. Men selvfølgelig også senere end de foregående bøger fra digterens uregerlige hånd »siden hen« forstået som et nyt forsøg på at vandre i poesiens rum og »gå tanken ud,« som det hedder et sted.
Titlen Vinci, senere kan også forstås som indskud i det brev eller den dagbog, der nu genoptages efter en pause. Digteren blev opholdt for en tid, var ude i verden, naturen måske, men vender nu så tilbage og spørger, hvad relationen, erkendelsesmæssigt set, egentlig er mellem her og der.
En fjerde mulig betydning er »senere i livet, nu hvor jeg er blevet voksen«. En femte kunne være »det er senere, end vi tror,« for så vidt som bogen ulmer af uro kaldt frem af en tid, hvor større og mindre katastrofer efterhånden opleves som hverdag, sådan at hvad vi før kaldte kaos, er blevet en tilstand, som vi må lære at leve med.
Digtets lygte
Postmodernisten Morten Søndergaard, eller »Post Mortem,« som han kalder sig i et drømmedigt, giver én lyst til at lege med ord. Han er en digter, til hvem ordene synes at komme let, men som alligevel modtager dem som en gave.
Hans poesi må ses som en serie af forsøg på at gøre sig til genstand eller medium, dels for sproget, dels for den verden, der kan komme til orde gennem og i kraft af den enkelte tekst. Hvert digt lyser sit stykke af verden op med sin lygte. Det er en måde at præcisere den på, fastslår han i den nye bog:
»Verden kan siges, som den er, som nøglering, søm og subwoofer. (...) Jeg behøver bare fodre de små orddyr, der bor nede i mit tastatur«.
De passager, som her er citeret, stammer fra de to tætteste og mest interessante afsnit, nemlig først suiten »Landskaber,« en lystvandring gennem sproget på 22 sekvenser, så langdigtet »De mindste ord,« der på én gang er en kærlighedshymne og en filosofisk refleksion over forholdet mellem sproget og verden:
Tag et skridt
og et til.
Håb på
at det
stride græs
alligevel
gir dig fodfæste.
Fortsæt
den vej, hvor
de dybeste stød
af lykke
kommer fra.
Hvor de digte,
som ikke
er skrevet endnu,
strækker deres varme
undersøgende fingre
ud i det hvide.
Visse steder hos kollegaen Peter Laugesen har man mærket en lignende ligevægt mellem enkelheden og sammensatheden, mellem den mest ligefremme snak og en omfattende tilværelsesfylde. Det er flot at se Morten Søndergaard ankomme til dette sted i poesiens vidtstrakte landskab.
Suiten »Landskaber« er vanskeligere at kode af. Her går Morten Søndergaard i traditionsdialog med bl.a. schweizeren Henri-Frédéric Amiel, der sagde, at »et landskab, det er en sjælstilstand,« og med Højholt, som i digtet »M/S Nelly i modlyd« (1963) søgte at dekonstruere naturpoesien som konvention. Heroverfor synes Morten Søndergaard at mene, at en digter skam sagtens kan vade ind i et
landskab og tolke det æstetisk. For ham eksisterer nemlig ingen principiel modsætning mellem den fænomenologiske tilnærmelse til verden eller naturen og så sprogets tolkende kategorier. Æbletræet lærer os, med sine selvindlysende blomster, at se med ordene. Måske, skriver han, »er det ordene som siger os«.
Det kunne være digtet af Inger Christensen, hvis Brev i april mærkes blandt forlæggene. Hun ville dog næppe som han i en klassisk højstemt aftensekvens have skrevet, at tingene står frem »hver for sig, hellignøgterne og urørlige.« Spændende skal det blive at se, hvor denne dristighed vil føre ham hen. Foreløbig har Søndergaard skabt et forløb så frit som en barnepludren, skitser ved udkanten af et landskab, tilnærmelser til det, samtaler med det, lysvågne drømme om det. »Det er den vej, jeg skal,« hedder det til slut. Ja, utvivlsomt. Lige bortset fra, at nu er dét digt lavet, nu skal der skrives andre.
Bogens andre dele rummer dels drømme- og erindringsmotiver, dels tidskritiske tekster, hvor Søndergaard især hæfter sig ved, hvordan mediesamfundet sløjfer grænsen mellem fiktion og realitet. Iscenesættelsen ses overalt: »Der er reality på alle kanaler« i den vaskeægte vanvittige virkelighed. Op mod tidens ondskab har vi ifølge poeten kun digte og rodet hverdag at sætte.
Hvad kunsten selv kan, belyses i langdigtet »Nedtælling,« som med en hilsen til J.P. Jacobsens berømte »Arabesk til en Haandtegning af Michelangelo« følger billedhuggerens stædige forsøg på at finde skulpturen »inde i stenen.« Morten Søndergaards krævende ekfrase former sig som en spejling, i hvert fald opdager han sine forældre og sluttelig sig selv.
Magmakammeret
Derefter følger et »Selvportræt i udbrud,« som kan blive et ægte oplæsningshit. I sin barndoms Opslagsbog for skole og hjem har digteren genfundet listen over jordens aktive vulkaner og over dem bygget en charmerende suite. Læseren erindres om Monte Pelee, som i 1903 dræbte 29.580 på få sekunder, og om kraterrækken Laki, der i 1783 udslettede en femtedel af Islands befolkning: »Så er Askja, så er Kavachi, så er Shiveluch,/så er Motir, så er Tenerife i udbrud«.
Morten Søndergaard har åbnet forbindelsen til magmakammeret under sit talent. Hans nye digte betyder noget og smager godt. Ordene virker og bærer tingene hen, hvor de skal. Bogen vil derfor med garanti holde til grundigt studium, ligesom den vil holde til, at man forlader den for en tid for så at vende tilbage og spørge, hvilket forhold der, filosofisk set, er mellem kunstværkets orden og denne verdens gentagne kaos.
*Morten Søndergaard: Vinci, senere. Digte. Ill. af Troels Wörsel. 96 s. Kr. 185,00. Borgen. Udkommer i dag
