Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Venskabets mysterium

Bjørnstjerne Bjørnson i sær-interessernes sfære
Kultur
8. oktober 2002

Ny bog
Bjørnson, digteren med det usædvanlig velvalgte fornavn Bjørnstjerne, læses næppe længere i større udstrækning uden for pensummet. Hans personlighed har til gengæld bevaret sin stråleglans og påviselige kulturhistoriske betydning i det moderne gennembruds tid, dengang da skandinaviske forfatteres stemmer hørtes i hele Europa, eksempelvis Georg Brandes, Herman Bang, Henrik Ibsen og August Strindberg. Og hvor de tog sig af mere end netop digtningen ved at deltage i den store samtale om moral, humanitet, politik.
Bjørnson tiltrækker til stadighed forskere. Få er blevet gennembiograferet som han, hvis skikkelse nærmest synes at vokse. Selv i det ydre, hvor beundringen altid var total. Johannes V. Jensens 100 år gamle, forelskede portræt er kun et blandt mange, skønt sjældent grundigt.

Queer-læsning
Både kvinder og mænd blev magnetisk tiltrukket af hans ekstraordinære vitalitet og fysiske udstråling. Hans røst skal have haft en usædvanlig styrke, klangfylde og skønhed. Han var en poseur, stærkt optaget af renlighed, næsten koket i påklædning, og vidste nok, hvor pragtfuld han var i udsøgte silkeveste og silkestrømper med blomster på og udringede laksko. Silkeslåbrokken, som han iførte sig ved skrivebordet, sad som en kongekåbe. Således resumeret fra Jan Olav Gatlands bog om Bjørnsons venskab med Clemens Petersen og andre mænd, Mitt halve liv.
Den er dels en queer-læsning af visse værker, dels og især en indforstået psykologisk analyse af Bjørnsons biografi og brevveksling med den danske kritiker Clemens Petersen (1834-1918), der fik en krank skæbne, da han som 34-årig måtte afbryde en lysende karriere som litteraturforsker og frem for alt som indflydelsesrig og frygtet anmelder gennem 1860’erne i det liberale dagblad Fædrelandet. Han ernærede sig desuden som lærer på skolen i Sølvgade og blev grebet i seksuel omgang med nogle drenge. Han måtte tage flug-ten til Wien og siden USA, hvor han fægtede sig frem til en slags position. Han vendte først tilbage til København som 70-årig. Engang imellem hentet frem i litteraturhistorien, men ellers fortrængt og karakteriseret som en manieret, hysterisk stilist og Bjørnson-forkæmper. Samtidens dom over ham har haft lange eftervirkninger. Georg Brandes, der slap af med en farlig rival, nævnte ham aldrig med et ord.
De to ejendommelige personligheders særegne venskab tog sin begyndelse i København 1856, hvor de to unge straks blev uadskillelige i et venskab, der synes at sprænge alle grænser for emotionel intimitet i bl.a. sproglige erklæringer af ubrydelig kærlighed. Det kan være svært at trænge igennem til realiteterne bag ikke mindst Bjørnsons overstrømmelser af typen: »Kjere, gode Ven, saa øm og blød du er, finere end en kvinde«, et kropsligt og sanseligt sprog for den nærhed og for-ståelse han fandt i den inspirerende kritiker. Selv taget i betragtning, at venskabsdyrkelsen var en mode og en anden realitet og forståelsesform end nu almindeligt, er det overvældende.

Erotisk karakter
Der er talrige eksempler på, hvor afgørende Petersens »herlige evner« blev for udformningen af dette og hint værk,og hvor vigtig en skikkelse han var for digteren. Bjørnson lagde aldrig skjul på den bløde, kvindelige side af sit væsen, sit let bevægelige temperament, der gav sig udslag i bl.a. overordentlig medfølelse og hjælpsomhed, i stort og småt, over for kendte og ukendte. En stor hjælpende, hånd modigt lagt frem i tidens kontroversielle forhold.
At venskabsfølelsen har erotisk karakter er begge naturligvis klar over, Bjørnson kendte også til Petersens særlige anlæg, som i tidens stil af begge også betragtes som ’fejl’, der kæmpes med. I digterens omgangskreds var adskillige homoseksuelle i skjult eller forhånet tilstand. Bjørnson er ikke bleg for at gå i brechen for dem, der i så henseende kom i knibe, vennen Clemens Petersen selvsagt. Han hjalp med penge, fastholdt kontakten gennem så at sige alle år, også gennem vennens jalousi, der tidligt blev sat på prøve, f.eks. da Bjørnson i København blev ’forført’ af den dejlige Rosalinde Thomsen, 22-årig skuespiller. Eller ved Bjørnsons såkaldte forelskelse i H.C. Andersen. Der var episoder nok.
Clemens fik derimod et godt forhold til Karoline, som da heller ikke var nogen konkurrent i det erotiske, hvad ægtemanden Bjørnson giver ham medhold i. Gatland omtaler andre mænd i Bjørnsons inderste varmekreds. Det allermeste er for så vidt kendt i Bjørnson-litteraturen, enkelte brevsteder og noget ubrugt kildemateriale er hentet frem, bl.a. relationen mellem Walt Whitman og Bjørnson, formidlet af Rudolph Schmidt, der først introducerede og oversatte den amerikanske venskabspoet, som han var på god fod med.
Hvem kan skelne danseren fra dansen? spurgte W.B.
Yeats i et digt. Det lader sig gøre at holde digterpersonen ude fra værket, men interessen synes nu atter i stor stil at sammenføre de to dele og lægge vægten på ophavsmanden, og endda at bruge værket som dokumentation for hans egenart. Og her er Bjørnstjerne Bjørnson et oplagt bytte - er blevet sine værkers bytte. Helt ud i særinteressernes sfære.

*Jan Olav Gatland: Mitt halve liv. 164 s., 250 Nkr. Kolofon forlag (www.kolofon.com)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her