Ny bog
Danske mandlige forfattere har en svaghed for den gifte kvinde, som opdager, at hendes hidtidige liv er helt forkert og derfor brat kaster sig ud i eventyret og f.eks. kører sydpå.
Modellen gav Klaus Rifbjerg med Anna(jeg)Anna og især Vejen ad hvilken. I denne sæson kan vi følge hende med Jens Christian Grøndahl i Et andet lys og nu med Sven Holm i Den anden side af Krista X.
Her er vi allerede i Italien, Toscana og Rom, hvorfra en dramatisk bilrejse så udgår, styret af Krista, der har oplevet et sandhedens øjeblik, som forandrer hendes opfattelse af verden og hende selv. Dristigt bruger Sven Holm det kollektive chok fra 11. september som omdrejningspunkt for sin tætte, hidsende og artistisk spændstige roman.
Tårnene
Det uudslettelige, ustandseligt gentagne tv-syn af tårnene, der styrter i grus, flytter ind i hende som nye aggressive viljesytringer, ekstremer af had og seksualitet, ild og rædsel, i en række ellers pittoreske romerske situationer, til bestyrtelse for arkitektægtemanden Morten og vennerne Mark og Malene. Så er de placeret i almindelighedernes nydelige verden alene ved deres navne.
Hun nægter at bestige flyet hjem til København sammen med de andre. I lufthavnen ser hun en elegant araber i færd med at checke ind. Med en brat impuls stjæler hun hans taske, slipper væk under tumult medførende hans lille notesbog. Nu tager imagination og inspiration fart. Hun opfinder en medskyldig med navnet Chiara Segala, som hun derefter på tegneblokken portrætterer som en mørk side af sig selv. Slut med at tegne pæne toscanske landskaber.
Hun foregiver nu at skulle møde hende et fortryllet sted, og hun og Morten biler sydpå til denne turistattraktion af et slot i en park, i hvis fugtige bund det er under nedsynkning. Og dér møder hun atter en araber, som hun drages mod. Begær og magtudstråling på stedet, til Mortens forståelige bekymring. Ham afskediger hun dererfter under et skænderi, og ved et skæbnetræf møder hun atter denne mysteriøse Benjamin Hilal, af blandet dansk og ægyptisk afstamning, Ribe-Kairo, tilmed i familie med terroristen Mohammad Atta og vidne til WTC-katastrofen på Manhattan.
Under denne risikable hengivelse til sin mørke side, hendes X fra det undertrykte mellemnavn Xenia blandes sex og had og blod under en nat i endnu et sydlandsk landsbymiljø, hvor han tyder den stjålne notesbog fuld af citater fra koranen, bl.a. det, som er sat som motto for romanen: om straffen for dem, der ikke nyder livet en kort stund, genstand for deres tvetydige, natlige dialog. Hun flygter, forenes med Morten i Rom, og nu flyver de da hjem sammen, hun med en kvalme, som han i forstokket naivitet tolker som flyskræk. Dermed er det ikke slut.
Tilbage står rejsen til Ribe, hvor en ungdomskæreste er læge. Hun har opgivet hans navn til araberen.
Slutningen er så djævelsk, at den ikke her skal røbes.
Skæbnespil
Sven Holm skrev engang en såkaldt skabelonroman, Min elskede.
Her der en anderledes skabelon, i betydningen mønster, et anlæg af hybris-nemesistanken, et skæbnespil af sammentræf og lovmæssige konsekvenser, af mærkelige ligheder og modsætninger mellem mennesker og handlesæt i et emotionelt grænseland af virkelighed, som forvandles til søvndrømme, der så realiseres. Der er tårne, som rejser sig og synker, i sanselighed og som fantasikulisse og grusom realitet.
Romanskrivningen er gennemført med himmelklar sproglig sensualisme, der får urimelighederne til at hænge sammen i fugtigheder af mange slags, oplivet af Svens Holms særlige dialogiske finesser og af kropslige billeddannelser, der vel egentlig har sin litterære oprindelse i Rifbjergs og Villy Sørensens sproglige konfrontationsmodernisme. Men hvem andre kunne udfolde et skrig sådan:
»Der var ikke plads til den lyd inde i hende, ikke længere, hun åbnede munden og udstødte et skrig, hun havde aldrig før skreget så højt, og hun havde ikke flere skrig af den størrelse inde i sig, efter et øjeblik var der helt ryddet for skrig.«
Det er Sven Holm-sprog.
Ledefiguren Krista X, alias den mørke Chiara Segala, er billedkunstner, og hendes nyvundne, dæmoniske handlekraft har inspirationens karakter, som da hun opfinder denne søsterfigur, tegner hende, giver hende eksistens og konfrontation:
»Så kom det ord til hende, som var navnet på stedet, hun skulle koncentrere sig om: Ninfa. Ordet var Ninfa, navnet var Ninfa. Det blev sendt direkte til hende, lige så bogstaveligt, som om det var blevet sagt i telefonen.«
Romanen behandler et aktuelt politisk tankekors, en eksistentiel, global kulturkrise, en psykologisk, kønspolitisk konflikt, en midtvejskrise, som den nitter pænt sammen.
Men ikke mindst skildrer den en kunstnerisk arbejdsproces, handler om, hvordan bogen skriver sig frem til en episk sammenhæng, hvordan det ene ord tager det andet under pres af en provokerende grundoplevelse og finder sin vej gennem en mental geografi eller kalligrafi. Med alle midler, som Krista bl.a. oplever det, da en sætning trænger sig på ved billederne af de eksploderende bygninger: »Si non per portas, per muros.« Om ikke gennem portene, så gennem murene. Med vold og magt vil det os noget.
Som sagt en dristig, nærmest uhørt inspiration. Kunst og fantasi som både medskyld og modvægt.
*Sven Holm: Den anden side af Krista X. 160 s., 198 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
