Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I begyndelsen af samfundet

Martin Zerlang har skrevet en tankevækkende bog om, hvordan udviklingen af København i det 19. århundrede har påvirket kunsten
Kultur
21. november 2002

Kulturhistorie
I midten af det 19. århundrede undergår København en voldsom udvikling. I kølvandet på industrialiseringen ekspanderer byen ud over det voldsystem, der hidtil har defineret København som en overskuelig enhed. Politisk medfører nye liberale vinde afskaffelsen af enevælden. Der løsnes på de hidtidige vel definerede omgangsformer, og borgerne må se sig frisat til famlende at orientere sig i forhold til alt det nye. Usikkerhed blandes med begejstring. Martin Zerlang har med sin nye bog Bylivets kunst - København som metropol og miniature sat sig for at undersøge, hvorledes denne udvikling afspejler sig i tidens kunst.
I »Dansk Aand« fra 1908 skriver litteraten Axel Garde, at »Det moderne menneske lever i Omgivelser, hvor stadig mangfoldigere og mere sammensatte Indtryk, ofte fremmede og uventede, trænger ind på ham og paavirker hans Nerveliv. Tiden har ogsaa for Sindets Modtagelighed brudt Skranker og Volde ned, vort indre er som en aaben By, hvor ingen Fremmed formenes Adgang. Men medens vore Nerver stadig hastigere opmagasinerer Indtryk, giver vor Bevidsthed kun langsomt sine Billeder fra sig, vi er hurtigere til at gribe end til at slippe.« Hvis man aner en parallel til Douglas Couplands (Generation X) beklagelse over, at man som 30-årig er som et bæger, hvor nye indtryk blot får bægeret til at flyde over, er det nok ikke urimeligt.

Nervøst pendul
Martin Zerlang sammenligner i bogens indledning perioden med vor tid. Medens det dengang var byens fysiske volde, der nedbrødes med den forvirrende nyorientering til følge, er det i dag »globalisering, internet og magtforskydning til Bruxelles«, der udfordrende redefinerer det rum, som vi færdes i.
Emnet for bogen er de kunstneriske forsøg på »at gøre den voldsomme udvikling overkommelig«, og Zerlang peger på, at skalareduktion er en »gennemgående strategi«. Bogen er opdelt i en række kapitler, der hver gennemgår forskellige eksempler på samtidige skalareduktioner, herunder byer i byen så som Tivoli, Zoologisk Have, Vokskabinetter og Verdensudstillinger.
Disse emner gennemgås smukt og redeligt, men overskygges alligevel af Zerlangs præcise læsninger af samtidig litteratur, hvori skalareduktionerne udspiller sig mere subtilt som følge af de egenrådige og til tider genstridige forfattere, såsom Oehlenschläger, Kierkegaard og Johannes V. Jensen.
Johannes V. Jensen tilslutter sig således til en begyndelse de mere kulturpessimistiske forfattere, der ser degeneration og fortabelse overalt som følge af manglen på faste holdepunkter, men svinger sig som bekendt op til at hylde den glorværdige fremtid, sådan som den tekniske og videnskabelige udvikling lover.
Dette skifte illustrerer ganske godt den nervøse pendulering, som bogen via sine mange protagonister følger, fra det ene yderpunkt til det andet, fra reaktionær afvisning til hysterisk besyngelse. Tiden ægger til fanatisme. Megen tiltro til omnipotente løsninger grundlægges i denne periode. Det ligger allerede i skalareduktionens væsen, at det skal kunne lade sig gøre at bygge for mennesket som helhed.
Et af bogens mest spændende afsnit handler om forstadens udvikling, hvori det blandt andet hedder om Henning Mortensens Yvonnes Verden fra 1975: her »skildres det, hvordan det arkitektoniske miljø fæstner sig i personlighedsdannelsen.«
For at kunne læse Martin Zerlangs bog med fuldt udbytte skal man følge dens grundantagelse, nemlig at der er en forbindelse mellem den kontekst, som kunst bliver til i, og kunsten selv. Bylivets kunst er på den måde både en teori og en læsning. Teorien lyder som ovenstående.
Læsningen undersøger og påviser denne sammenhæng. Hvis læsningen ikke påviste nogen sammenhæng, ville der ikke være nogen bog. Derfor peger teori og læsning på hinanden, og det er både bogens styrke og svaghed. Såfremt man blot et øjeblik måtte betvivle teoriens gyldighed, får læsningen nemt et skær af bevisførelse. Set fra den vinkel svækkes oplevelsen naturligvis en smule, idet man som læser af læsningen nemt føler sig forfulgt af de skygger, der måtte befinde sig i randen af den overbevisende belysning.

Dulmer nerverne
Men det ligger i et videnskabeligt funderet arbejde som det nærværende, at det søger mod syntesen. Det søger med Zerlangs egne ord »at gøre den voldsomme udvikling overkommelig«. Teksten må netop derfor i sig selv være en skalareduktion, et forsøg på at give det »overvældende og utilnærmelige« en »overskuelig form«. Det slår man sig gerne til tåls med, når det er skrevet så flydende og grundigt underbygget som i Martin Zerlangs bog. Det dulmer ens svage nerver. Om det så også er kunstens formål, må stå hen i det uvisse. Jeg er sikker på, at der er kunstnere, der vil hævde noget andet. Man spørger uvilkårligt sig selv, i hvis tjeneste kunsten står efter enevælden, selv så lang tid efter dens afskaffelse. Spørgsmålet er, om vi stadig opfatter os selv som en enhed, vi kan opdrage på? Findes der noget borgerskab at indlære den rette brug af blikket? Hvem taler vi egentlig med, når vi forsøger at gøre noget overkommeligt? Jeg er sikker på, at det er en del af Martin Zerlangs uro. De volde, der falder i dag, gør det vanskeligt at tale om et samfund.

*Martin Zerlang: Bylivets kunst - København som metropol og miniature. 305 s., 248 kr. Forlaget Spring. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her