Læsetid: 4 min.

Bulletiner fra den globaliserede front

Naomi Klein fremstår i ny bog som den globale bevægelses medlevende, kritiske krønikeskriver
18. november 2002

Mandagsbog
Forrige weekend marcherede en halv million mennesker gennem Firenzes gader. Mennesker fra en lang række globaliserings-kritiske og andre bevægelser samlet til det første European Social Forum.
Før mødet havde ministerpræsident Silvio Berlusconi spået en gentagelse af de blodige sammenstød under G8-mødet i Genova forrige sommer. Men i Firenze forløb alt fredeligt. Deltagerne i det sociale forum sang, smilede og krummede ikke et hår på noget hoved. Vi er ikke samlet i modstand mod nogen, vi er samlet for at diskutere ideer for forandring. Det handler om ny politik, om at beskrive den verden vi ønsker, sagde en deltager. Et supermarked af ideer, sagde en anden.
Blandt deltagerne i dette møde præget af selvransagelse, spørgsmål og søgen var Naomi Klein. Den canadiske journalist, der blev udråbt som en af den globale bevægelses lederskikkelser, da hun for snart tre år siden bragede gennem mediemuren med bogen No Logo. Bogen blev skrevet før den globaliseringskritiske bevægelse blev synlig og sig selv bevidst med demonstrationerne i Seattle i november 1999. Men bogen forudså det hele og blev derfor en slags bibel for aktivister og andre verden over.
Nu har Naomi Klein udsendt en ny bog. Fences and Windows hedder den, og igen fremtræder Klein som en fintfølende seismograf, der – næsten før det sker – registrerer, hvad der rører sig på den globale scene og i den bevægelse, som hun vægrer sig ved at kalde ’antiglobaliserings-’, fordi den jo reelt »har gjort globaliseringen til en levet realitet.«
Fences and Windows er en samling af tekster fra perioden december 1999 til marts i år. Dvs. fra ’bevægelsens’ selvsikre indtog på verdensscenen i Seattle til dens søgende selvransagelse i terrorkrigens skygge i dette forår.
Naomi Klein har været med over det hele. Til demonstrationer i Seattle, Washington, Prag, Quebec og Genova, til World Social Forum i Porto Alegre, hos Subcommandante Marcos i Mexico, slumbeboere i Sydafrika og fagforeningsfolk i Filippinerne. Takket være No Logo har der været bud efter hende overalt, hun blev – som hun selv siger – globaliseret af bevægelsen og udsat for et lynkursus i, hvad markedets besættelse af kloden og det personlige liv har betydet.
Alle steder har hun registreret de barrierer – ’fences’ – som holder mennesker ude fra det, der før har været fælles ejendom eller offentligt domæne. Det er hindringer for adgangen til magtens centre under de store demonstrationer, hindringer for fagforeningsaktivisters kontakt til udbyttede arbejdere, hindringer for bønders adgang til jord og vand, hindringer for menneskers ret til at rejse, hindringer for kritisk tale. Men også det at gener, såsæd, sågar ideer bliver hegnet ind med patenter og gjort til kommercielle interessers private ejendom. Og senest indskrænkninger i borgerlige rettigheder via udvidet overvågning og kontrol.

Sprækker
Men i denne situation, hvor markedsaktører og magthavere opbygger beskyttende barrierer og hegner demokratiet ind, registrerer Naomi Klein også åbninger – ’windows’ – hvor kræfter i civilsamfundet skaber nye muligheder, nye veje til at nå hinanden.
Det sker symbolsk når demonstranter i Quebec bygger en katapult og skyder teddybjørne over hegnet til de politibeskyttede frihandels-forhandlere. Og det sker reelt, når internet-generationen spreder viden, rejser diskussioner og mobiliserer til handling med hidtil uset hurtighed og effektivitet.
Med sine essays fremstår Naomi Klein som den globale bevægelses centrale krønikeskriver. Hendes store fortjeneste er, at hun har været med til det hele – også med hjertet – men samtidig forholder sig nøgternt analytisk og kritisk til det, der sker i bevægelsen.
Allerede de første essays om demonstrationerne i Seattle- og Washington er præget af kritiske refleksioner over dem, der vil indpasse den mangehovede bevægelse i en enhedsvision kendt fra de store fortællingers tid.
Internet-generationens aktivister »har ikke noget top-down hierarki, der er klar til at forklare masterplanen, ingen universelt anerkendte lederskikkelser der udstikker enkle paroler – og ingen der ved, hvad der skal ske næste gang,« skriver hun.
Netværksaktivismen er god til hurtig massemobilisering, men dårlig til syntese, dårlig til at formulere, hvad man egentlig er fælles om. Det har ført til en overdreven og farlig fokusering på selve det at lave store demonstrationer, skriver Naomi Klein.
World Social Forum i Porto Alegre i 2001 var et forsøg – omfattende 50.000 deltagere – på at bevæge sig fra masseprotest til udvikling af fælles mål. For Klein var det en blandet oplevelse. For mødets organisatorer var ikke i stand til at skabe en model for beslutningstagning blandt så mange mennesker med så forskellige dagsordner og holdninger.
»Måske er den virkelige lære af Porto Alegre, at demokrati og ansvarliggørelse først må skabes på mere håndterlige niveauer,« skriver hun.
I Firenze lyder referaterne som ekkoer af dette essay. Et supermarked af ideer og debatter, men ingen evne til at udkrystallisere det i en fælles politik. Det er der, ’bevægelsen’ står. Som Klein siger:
»Mens jeg skriver dette, står det ikke klart, hvad der vil vokse frem fra disse befriede områder. Eller om det, der vokser frem, vil være modstandsdygtigt nok.«
Når Fences and Windows alligevel er en optimistisk bog, er det fordi, der hverken har sneget sig gustent overlæg eller toner af desillusion ind i skildringen af Naomi Kleins eget engagement. Gu’ er det svært, men indignation og entusiasme er intakt.

Mandagsbogen - Seismografen
*Naomi Klein: Fences and Windows. Picador USA, 268 s., 13 dollar. Udkommer på dansk på Forlaget Klim tidligt i 2003

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu