Læsetid: 3 min.

Dirigent og diva

En læseopera om liv og død, nu og da
5. november 2002

Ny bog
»Vi vil intet kunne sige om vor egen død,« lyder den sætning, som åbner det seneste værk af den mexicanske forfatter Carlos Fuentes, romanen Inez. Anslaget er stort, med pauker og basuner, og selv om romanen er lille, godt 100 sider, er den skrevet i den helt store stil. Det er en læseopera om al tings oprindelse, om sprog og sang, om natur og kultur, om Amerika og Europa, om kvinde og mand, om kærlighed og død. Fuentes er ikke bange for at stille de største spørgsmål, og han stiller dem i det højeste retoriske register. Som f.eks. i dette spørgsmål om musikkens væsen: »Var musikken Paradisets store forklædning, vore skændslers egentlige vintræ, den endelige sublimering – hinsides døden – af vor dødelige synlighed (...), vor dødelige, kropslige armods renselse og bedrag?« (s.64)
Inez, som har givet romanen navn, er operadivaen Inez Prada, og romanen følger i tre satser det højspændte og uforløste forhold mellem hende og den verdensberømte dirigent Gabriel Atlan-Ferrara: Deres første møde i 194o, da de i London opfører Hector Berlioz’ opera Fausts Fordømmelse til akkompagnement af den tyske blitzkrig. Deres andet møde i 1949, da de i Mexico By igen opfører Berlioz’ fortolkning af Faustmyten. Og deres tredje møde igen i London, hvor de i 1967 for tredje gang opfører den Faustmyte, som selvfølgelig samtidig løfter deres eget liv op i mytens verden. Eller ned, ned i underverdenen, helt ned i den dybeste urtid, for deres kærlighedshistorie spejles af drømme, der fører læseren helt tilbage til de første mennesker, der hæver sig op på to ben og forvandler det dyriske skrig til sprog og sang.

Tanketunge refleksioner
I den mexicanske original hedder romanen Instinto de Inez, og instinktet hos Inez er lige præcis omdrejningspunktet for romanens tanketunge refleksioner og noget tyndere handling. Dirigentens drøm er at rive sløret af divaen, at opføre en version af Fausts Fordømmelse, hvor Margarete, dvs. Inez, stiger nøgen til himmels, renset af sin nøgenhed og sin satsning på den totale seksuelle nydelse. Og da dirigenten i sit 93. år sidder ved et vindue i Salzburg, holder han i hånden et kærlighedspant, et fuldstændig cirkerundt og fuldstændig ubrudt krystalsegl, som i en af de forhistoriske drømmesekvenser identificeres som et ægformet frugtbarhedssymbol, »en kvindefigur med et lille, smalt, udvisket hoved efterfulgt af en bred krop med store bryster, hofter og balder der siden forsvandt i nogle småbitte ben og fødder.«
Det hedder jo, at man må slå æg i stykker, hvis man vil lave en omelet. Romanens første kapitel slutter med, at dirigentens gamle hushjælp Ulrike ganske uventet lægger krystalseglet op på det blodplettede køkkenbord og skrigende, med opspilede øjne og med vildt udslåede fletninger, slår det i stumper og stykker. Lige præcis her er der både opera og omelet i Fuentes’ roman. Men ellers er romanen større i anslaget end i udførelsen.
Man kan indvende, at, jamen, det er jo netop Fuentes’ hensigt at afsløre selvbedrag i den kunst, der ikke træder i fuld forbindelse med det mytiske og det dæmoniske og det kvindelige og alt det, som franskmændene sammenfatter i begrebet ’det andet’. Men hertil er kun at svare: det er muligt, men så er det et problem, at den gestus, der peger ud mod ’det andet’ forbliver en positur.
Og ’det andet’? Det minder betænkeligt om Hulebjørnens klan.

*Carlos Fuentes: Inez. Oversættelse Iben Hasselbalch. 114 s., kr. 199. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu