Læsetid: 3 min.

Dogmebrødrenes storebror

Mogens Rukovs essays om filmkunstens salt og peber: Den naturlige historie i spændingsfeltet mellem det selvfølgelige og det usandsynlige
12. november 2002

Ny bog
Det er på gaden, i almindelige menneskers virkelighed, at filmkunsten fornyes. Det så man i mellemkrigstidens tyske ekspressionisme, i efterkrigstidens italienske neorealisme, i den franske ’ny bølge’ omkring 1960. Filmkunsten befries med ujævne mellemrum for alt glitter og alle tillærte studie-manerer. Som det nu sidst er sket i de danske dogmefilm.
En del af æren herfor tilfalder Mogens Rukov, som har undervist på Filmskolen i over 25 år. Han omtales ofte som den grå eminence bag dogmebrødrene. Lidt med urette, for han har haft flere fingre med i projektet, end det fremgår af eminence-titlen med dens klang af fornem tilbagetrukkethed: Han var medforfatter til Festen og manuskriptkonsulent på såvel Idioterne som Mifunes sidste sang. Med meget mere. Alligevel er han ikke indspundet i broder- og søsterpagten, men føler sig fri til at kritisere reglerne, som jo snarere består af forbud end påbud. Det bedste ved Dogme 95 er ifølge Rukov ikke denne eller hin konkrete regel, men selve dette, at der overhovedet opstilles regler, og at de anvendes på det, han kalder »naturlige historier«, dvs. historier, som gerne er komplicerede, men enkelt fortalt.
Isoleret set kunne disse betragtninger lugte af en primitivistisk back to basics. Derfor er Rukovs tilføjelser vigtige: Dogmefilmene er i allerhøjeste grad fiktioner, ikke oppustede hjemme-videoer. Og nok tager de udgangspunkt i de naturlige historier, som vi uafladeligt fortæller os selv og hinanden, men de bliver ikke stående ved udgangspunktet. Billedliggørelsen af det tilvante forstyrres, så tilskueren sidder tilbage med en mere udfordrende virkelighedsfornemmelse, placeret i et limbo mellem det selvfølgelige og det usandsynlige. Rukov nævner optakten til Festen som et meget konkret eksempel.
En ung, velhavende mand går på en landevej, slæbende på sin kuffert. (Jamen har han da ikke råd til en taxa?). Så kommer hans bror kørende forbi. De hilser på hinanden, og broren smider resten af familien ud af vognen for at give plads til den velhavende vandrer. (Hvorfor nu det?). Adskillige usandsynligheder afleveres på næsten ingen tid. Tilskuerne bevarer forestillingen om, at det er en naturlig historie, der fortælles, men er samtidig tunet ind på andre, mærkværdige frekvenser. Og med optaktens let rystede forventninger er vi mentalt forberedt på en fest, der som bekendt ikke forløber helt efter opskriften.

Æstetisk kompas
Festen og andre skandaler er en række artikler og interviews, samlet af Claus Christensen, der viser Rukov i fri udfoldelse som idégiver og inspirator for Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Søren Kragh-Jacobsen. Trods aldersforskellen er den 60-årige Rukov snarere deres opildnende, noget buldrende storebror end et patroniserende medlem af forældregenerationen. Han er et menneske, som undertiden gribes af et ustyrligt kommunikationsbehov. Når trangen melder sig, kan han finde på at skrive epistler i romanlængde om storbyliv og faxe dem til Jørgen Leth, en anden broder i ånden. Sprogligt er han ikke altid krystalklar, men det æstetiske kompas svigter ham ikke, og fornemmelsen af forlorent og ægte i filmkunsten er ubestikkelig.
Carl Th. Dreyer hylder han på højst selvstændige præmisser. Det fascinerer ham, at Dreyer under optagelsen af Ordet først fyldte filmens klitgård-kulisse med alle mulige autentiske rekvisitter fra vesterhavsmiljøet, men derpå fjernede de fleste. Rukovs forklaring er minimalistisk og moderne: De ting, Dreyer fjernede, var der på en måde alligevel. Det tilbageblevne tegnede det fraværende. Filmens magi er ikke visuel i triviel forstand. Den består også i at skabe illusion om noget, vi tror, vi har set.

Den politiske Rukov
Portrættet af Ib Schønberg er mere kontroversielt: Ibbermand var ikke en stor, men en umådeligt sikker skuespiller, og de flade folkekomedier, han tit optrådte i efter befrielsen, dannede med deres nationalisme, forlorne idyl og ægte kønsforskrækkelse en slags overgangskultur mellem nazismens og demokratiets idealer.
Hermed er et andet af Rukovs yndlingstemaer anslået: Hans arrige udfald mod kollaborationen under besættelsen og mod, hvad han opfatter som en udbredt antisemitisme i aktuel vestlig politik. Her bliver han hurtigt for meget.
Angrebene savner den autoritet, som kendetegner filmmennesket, og man føler sig hensat til en åndelig bodega i selskab med Mogens Noksagt, der fra sit stambord ordner verdenssituationen. Nogle forældede avisartikler om Mellemøstkonflikten fuldender måske billedet af Rukov, men især ved at vise, at hans prisværdige kantethed på filmens område altså også kan resultere i firkantethed på politikkens. Til gengæld er jeg sikker på, at ingen filminteresseret vil gå fra Festen og andre skandaler uden at være blevet væsentligt klogere på dogmefilmene – og på filmkunsten overhovedet.

*Mogens Rukov: Festen og andre skandaler. Udvalgte artikler 1992-2002 ved Claus Christensen. 220 s., 249. kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu