Læsetid: 4 min.

Drømme om vand på 100 måder

Det norske mediefænomen Erlend Loe er tilbage med stil og fantasi
28. november 2002

Roman
Erlend Loe er lidt af et mediefænomen i Norge i kraft af filmmanuskripter, børnebøger og romaner med sjovt skæve synsvinkler på verden. På dansk findes allerede oversat Naiv. Super, en generationsroman, hvor en 25-årig studerende siger farvel til det hele i et udbrud af meningstab.
Stilen er legende med en egen lystighed af påtaget naivitet i korthugne sætninger. Typen er genkendelig i det nu lidt ældre fortællerjeg i romanen Fakta om Finland, men i en ganske anden sproglig iklædning, hvor punktum næsten ikke forekommer i den strømmende monolog.
Krise er der atter tale om for alle pengene hos den navn- og nærmest identitetsløse og ensomme hjemmearbejder, der med en halv universitetsuddannelse i medier lever af at fremstille brochurer. Her har han af den finske ambassade i Oslo fået til opgave at udarbejde en tryksag, der skal lokke norske turister til Finland. Da hans forhold til virkeligheden ikke er noget at tale om, og hans opsøgning af ‘fakta om Finland’, som romanens titel lyder, er mildt sagt brøstfældig, ligner det mulige resultat kun et sløjt fantasifoster.
Vi følger ham gennem de uger, aftalen løber i den spinklest tænkelige handling. Hans bil bliver fjernet af kommunens folk under en byrengøring op til 17. maj. Da han henter den på opsamlingspladsen, opstår der en slags forhold mellem ham og den ligeledes unavngivne kontorist. Hun har en lillebror, som er i kløerne på en flok skinheads, og han blandes ind i redningen af ham, der endelig har et navn, som dog bare er ‘Bim’. Atter en ubefæstet sjæl, der på skift lever sig ind i eventyr, saga og Bibel og gerne vil kaldes Skarphedin. Fortælleren overgår ham som motocrosser på computeren og demonstrerer også uanede evner som stafetløber.
Overhovedet er der en særegen vivacitet over denne mand. Den kommer i udbrud, på uventede og måske også ubrugelige områder, præger ikke hans arbejde. Til gengæld er der ingen ende på hans tankestrømme og kværulantiske opfindsomhed, der folder sig ud som mere eller mindre godmodig satire over norske og finske forhold, en leg med klicheerne om national, kulturel, geografisk identitet. Men som karakter er fortælleren ikke så let af fat i.

Til helvede med
Fortæller er ikke noget dækkende begreb, så hellere protagonisten, for at bruge et fremmedord af den slags, han indimellem falsk undskyldende bruger, »som de vist siger på universitetet«. Koket er han i sin selvbetragtning, ikke videre sympatisk i sin foragt for arbejdet og dets modtagere. Et omkvæd er »til helvede med...«. Det drejer sig bl.a. om de forskere, som siger, at vand har hukommelse, så til helvede med dem, for de har ret!
Det udslynger han, da han i selskab med pigen sidder på toppen af Ringkollen, syv hundrede meter over havet, et højdedrag i Oslofeltet, som dog er gammel havbund, oplyser hun. Og det var måske det værste, hun kunne sige, for han hader vand.
Og her har vi romanens absolutte hovedmotiv, demonstreret på bogens flotte, blanke omslag med et stort glas vand. Og nu hele 700 meters rædselsvækkende dyb:
»Jeg drømmer om vand igen. Drømmer at vandet er på mig og i mig og omkring mig, og at det flyder og strømmer og drypper, og jeg har hørt at det at drømme om vand betyder forandring og hver gang jeg drømmer om vand tænker jeg: for satan, forandring nu igen. Holder det aldrig op!«
Sådan lyder romanens optakt.
Han kan f.eks. ikke rejse til Finland, for han hader rejser, som jo er forandring. Desuden er der masser af søer fulde af vand, ligesom Sibelius er strømmende vand og forandring. Og han vil for enhver pris holde sig på overfladen. Han véd, at forandring af hans liv er en nødvendighed, men han holder neurotisk fast, skønt der ikke er noget fast i hans liv. Længslen efter barndommen er på samme måde et savn, der kommer væltende som vand. Hjemløs og rodløs er han ved at sygne hen i ensomhed og vand, »én del ensomhed, fem dele vand«.
Den flydende forandring er et moderne samfundsproblem, medieverdenen er en tomhedsproduktion i uendelig kommunikation, her skildret i et hjælpeløst menneskes modvillige situation, vittigt, fantasifuldt, i rablende associationskæder og sprogligt rituelle gentagelser. Naivismen i Erlend Loes tidligere romanstil er forskudt til en ny, noget uforpligtende desperation, som det meste af vejen dog engagerer læseren i den velgjorte oversættelse, men ikke undgår at trætte og undre ved sin anonymitet og pludseligt opståede løsning til slut. Brochuren blev en vandgang, romanen et vandfald, der til slut udskiftes med ild i en betinget happy ending.

*Erlend Loe. Fakta om Finland. Oversat af Søren Vinterberg. 192 s., 198 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu