Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Dynasty’ på afghansk

Åsne Seierstads norske bestseller om en afghansk familie er charmerende og tankevækkende
Kultur
18. november 2002

Ny bog
Engang jeg på tv så en film fra Afrika, havde man for en gangs skyld valgt at oversætte replik for replik, i stedet for at lægge en refererende voice-over på. Effekten var chokagtig: Personerne trådte frem i al deres almindelighed, ud af den klæbende ulandsmytologi, der som barn fik mig til at tro at sorte børn aldrig skændtes eller råbte.
På samme måde virker Boghandleren i Kabul af den norske forfatter og Afghanistan-kyndige tv-journalist Åsne Seierstad: Den er en chokerende almindelig beskrivelse af hverdagen i et ulykkesramt land, der så småt begynder at føle sig frem i en forhåbentlig lysere fremtid.
Åsne Seierstad er født 1970, cand. mag. i russisk, spansk og idéhistorie, og hendes bog er blevet en bestseller i Norge med 34.000 solgte eksemplarer. Det er en slags ’tv-dokumentar på bog’, skabt ved at leve sammen med familien Khan et par måneder kort efter talebanstyrets fald i efteråret 2001 og frem mod et spirende forår.
Generelt virker afghanerne lettede over ikke længere at have talebans skrappe kontrol i hverdagen, og før da borgerkrig og sovjettanks. Især de yngre medlemmer af familien Khan åbner sig forsigtigt mod et nyt liv, også politisk, mens livet triller af sted som det nu gør i et samfund, der ikke har åbnet sig for individets frihed.

Førstehåndskendskab
Åsne Seierstad følger familiens medlemmer på skift, på arbejde og til politisk møde. Denne nære optik trækker familien ud af den mytologisering som ’arme bombeofre’ eller ’fundamentalister’, der let lægger sig som en tåge af uforståelighed omkring mennesker, man ikke selv har førstehåndskendskab til.
Det får vi her. Åsne Seierstad har hæftet sig ved faderens blanding af liberal holdning også til de ’forbudte’ bøger, han under talebanregimet holdt skjult, men beholdt i sortimentet (selv om Khan hører til dem, der går ind for fatwaen mod Rushdie), og på den anden side skrap patriarkalsk kontrol med familie og ansatte.
Bogen begynder, da den nogle-og-50-årige Khan orienterer familien om, at han vil tage sig en ekstra kone og har udset sig en 16-årig analfabetisk pige (lidt yngre end hans yngste datter). En kvindelig slægtning skal fri for ham, som det er passende. Hvem melder sig?
Gys. Hans kone, som er uddannet lærer i persisk, samt hans mor og døtre prøver at slå den vanvittige idé hen, men intet nytter. Fruen må vige pladsen i dobbeltsengen for den unge pige, og den yngste datter Leila får endnu én til at vaske for, samt snart et spædbarn i tilgift.

Familiesaga
Specielt har den engelskkyndige Leila på 19 fortalt
Seierstad om sine drømme for fremtiden, men også de andre unge børn, der lever under fars jernhårde kontrol, må tåle skuffelsen over ikke at få den uddannelse, der kunne åbne for en anden fremtid (sønnerne skal hjælpe til i boghandelen). Allerlavest i hierarkiet står kvinderne, der intet har at sige over deres eget liv.
Især tre af bogens historier skærer i hjertet:
Den om snedkeren, far til flere småbørn, der tog nogle postkort i boghandelen og solgte dem videre med få øres fortjeneste, men som Khan ikke viser nogen nåde, tyveri er vel tyveri! Og den 12-årige Aimals historie, Sultans søn, der uden skolegang må udholde 12 timers arbejdsdag som enebestyrer af et lille kioskagtigt salgssted. Og endelig Leilas næsten mirakuløse håb, da der melder sig en frier med en god uddannelse. Ikke kun virker han sød, men kan tilmed udfri hende fra det triste prospekt at blive gift med en anafabetisk fætter, der med sine sammenvoksede fingre byder hende dybt imod. Tilmed er fætteren yngst i en familie på 30, og Leila aner, hvem der skulle vaske for dem!
Det er næsten ikke til at holde ud, at familien Khan mudrer den fordelagtige forbindelse op (en fætter går forud, og er partiet ikke næsten for godt til Leila?). Specielt fordi det ikke ville koste Khan meget at give Leila, snedkeren og Aimal deres fremtid tilbage.
Man mindes uvilkårligt familiesagaer som Dynasty, som også fremmanede billedet af familiemedlemmer i et gammeldags økonomisk og magtmæssigt jerngreb, hvor man tilbragte dagene i endeløse og misundelige småstridigheder i stedet for at få sig et liv. Forskellen her er blot, at i Afghanistan kan en pige som Leila eller en lille dreng som Aimal faktisk ikke bryde ud af sit familiefængsel, ikke uden uddannelse og et minimum af støtte hjemmefra – det samme gælder i princippet de frustrerede ældre brødre, hvis eneste fortrin er, at de har Leila at hundse med.

Dårligt fjendebillede
Men bogen minder om, at afghanere ikke passer særlig godt til behovet for et fjendebillede (det er måske netop derfor, amerikanerne nu retter den militære opmærksomhed andetsteds hen). De er almindelige mennesker, der lever under forhold, som de ganske vist selv er med til at fastholde – men som forbløffende ligner dem, man også kendte i Danmark for lidt over 100 år siden. Indtil væksten åbnede muligheden for mere individuel dynamik, kvindefrigørelse – et bedre liv.
Seierstads bog minder om, at det samme selvfølgelig kan lade sig gøre i Afghanistan. Blot skal nogen jo begynde at give hinanden fri.

*Åsne Seierstad: Boghandleren i Kabul. Et familiedrama. Oversat af Peter Nielsen. 272 s., 225 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her