Læsetid: 4 min.

Farum: Gys over gys

De to B.T.-journalister skriver ’afsløringen om afsløringen’ og rejser nye foruroligende spørgsmål – også om deres egen journalistik
14. november 2002

Journalistik
Umiddelbart ser historien opmuntrende ud: Folkevalgtes svindel afsløres af pressen. Hurra, systemet virker! Svigter politikken, frelser journalistikken. Det er lige efter den demokratiske bog og tilmed egnet til at indgyde medierne selvrespekt: Vi er virkelig den fjerde statsmagt, den, der holder de andre på plads.
Men nej, Farum-skandalen er farligere end det. Den rummer lag, der må forurolige enhver, som søger fortrøstning i, at det her i landet stort set går pænt og ordentligt for sig.
Derfor er der gys på gys i de to B.T.-journalister, Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensens bog Brixtofte – Historien om en afsløring. Titlen angiver temaet: Medie om medie, afsløring af afsløringen. Hvordan var det, de to fældede Farums bykonge?

Hvorfor så længe?
Første foruroligende spørgsmål: Hvordan kunne Brixtofte overhovedet køre sit regimente så længe? B.T.’s Farum-føljeton begyndte i februar 2002. Tre måneder inden havde Brixtofte endnu en gang vundet sig et klakør-byråd og et solidt folketingsmandat på Fyn. Selv om der helt åbenlyst var fusk i Farum. Alle kommunens aktiver var bortsolgt og tilbagelejet, skatten skruet ned og kommunale ydelser op i top, med solrejser til ældre og computere til børn. Evindelig festivitas i byrådet. Grandiøse sportspaladser skød op, betalt af kommunen og overført til Farum Boldklub A/S, hvor borgmesteren rådede lige så egensindigt som på rådhuset.
Pihl & Priess fæster sig ved, at det slog klik for Brixtofte i 1998, da Anders Fogh spærrede for hans landspolitiske karriere. Men allerede i 1990 havde Brixtofte sprængt repræsentationskontoen, og sin foragt for almindeligt gældende regler havde han gjort til sin profil.
Brixtofte var en tikkende bombe. Det vidste Venstres landsledelse. Derfor var det tvetydig tale, når Anders Fogh i 1998 sagde:
»Jeg respekterer utroligt meget det dygtige arbejde, som Brixtofte udfører som borgmester i Farum. Han er leder af en virkelig mønsterkommune.«
Den underforståede mening var, at alle var bedst tjent med, at Brixtofte holdt sig hjemme i sit revir.
Men Fogh og hans rådgivere må have vidst, at bomben meget sandsynligere ville gå af dér, hvor der ikke var Christiansborgs stærke gensidige kontroller. Hvorfor ofrede de Farum?

Det lallende byråd
Og hvorfor var Farums egne kontroller totalt slået fra? Venstre-gruppen lallede om kap med Socialdemokratiets og De Konservatives lokalvalgte, embedsmændene var kuede eller ligefrem tjenestivrige i ulovlighederne. Tilsynsråd og Indenrigsministerium må have mere end anet.
Kan dansk lokalstyre korrumperes? Så er Farum bare toppen af et slamdepot. Brixtofte er jo ikke den eneste borgmester med tegn på storhedsvanvid. Når han er guf for de landsmedier, der kan sætte kræfter af til kulegravning, skyldes det hans folketings- og ministerforløb. Andre despoter holder sig klogeligt til magtbrynde inden for kommunegrænsen.

Afsløret ved tilfælde
Men Brixtofte blev da dybvandsbombet op til overfladen. Jotak, også dér foruroliger Pihl & Priess’ fremstilling. For det var betænkeligt tæt ved et tilfælde, at de to fandt vejen gennem borgmesterens forsvarsværker.
Pihl var blevet spærret væk af dem, da han i efteråret 2001 som politisk journalist søgte at dykke i kommunens betaling af boldklubbens lønudgifter. Det var Priess, der fra sportsredaktionen fik spundet sig ind på boldklubbens direktør, Jørgen Lindhardt, som Brixtofte efterfølgende sparkede over til den kommunale forvaltning.
»Som muldvarp er Lindhardt ideel,« skriver de to journalister begejstret om kildefundet, for Lindhardt kommer til at fungere som deres vejviser og spion gennem det underjordiske net kommune-boldklub.
Al respekt for Lindhardts civilcourage. Efterhånden som de to journalister udfolder, hvor afgørende han var for afsløringerne, får man lyst til at indstille ham til Cavling-prisen. Eller i hvert fald til at dele den med Pihl & Priess, der allerede er indstillet. Lindhardt står i dag som én af sagens ofre. Han er arbejdsløs, men sysler med at lave sit eget rejsebureau, fortæller de to.
Nyt grimt spørgsmål: Hvis nu ikke Lindhardt havde villet vove pelsen – hvem havde så stoppet Farums galskab? Var det overhovedet blevet stoppet? Eller ville Brixtofte have kunnet jonglere sig igennem? Kommunernes Revision åd og drak med Brixtofte og skruede først bissen på efter avisafsløringerne.

Tvetydige helte
I den desillusionerede gyser træder også heltene i tvetydigt skær. Pihl & Priess undgår ikke forfængelighedens fælde. Om deres egen indsats disker de op med klicheen:
»Trætte og slidte, men med adrenalinen stadigt pumpende rundt i kroppen har journalisterne brugt formiddagen på at tale nattens begivenheder igennem.«
Om deres ferier, der uundgåeligt betyder afbræk i efterforskningen, hedder det:
»Priess er på genopladnings-ferie med kæresten og opdateres af sin kollega over telefonen...«
Spejlvendt:
»Og da Pihl i den efterfølgende uge er draget af sted på en tiltrængt ferie, modtager avisen...«
Værre end forfængeligheden er kynismen. De to afslører også en gustenhed i kampagnens tilrettelæggelse: De forfalskede drukbilag var åbningshistorien for at »få de næste dages afsløringer til at stå meget stærkere«.
Nå ja, politisk slamsugning er ikke for spejderdrenge. Til gengæld vækker det ubehag, at de to allerede inden kampagnens start søger at indspinde Bagmandspolitiet, så det kan rykke ud og beslaglægge det materiale, der forhåbentligt kan bevise kriminaliteten bedre, end hvad de selv har gravet frem.
Igen: Hvor nærtagende skal man være? Det lokale politi havde – som historien senere viste – intet ønske om at genere Brixtofte. Men alligevel.
Noget brødebetyngede indrømmer de to også, at de undervejs direkte blandede sig i Farums politiske spil og anviste byrådet vejen til at suspendere Brixtofte.
Journalisterne lægger ikke skjul på, at deres mål hurtigt blev at få fjernet Brixtofte fra vagten over kommunens arkiver, så flere afsløringer kan hives ud:
»At fælde den magtfulde borgmester bliver derfor et succeskriterium for deres arbejde.«
Hmmm. For Brixtoftes forsvarsadvokater er der godbidder at hente ved plukcitat til at vise, at han blev offer for en sammensværgelse med forhippede journalister som iværksættere.
Således vil alle kunne have glæde af bogen. Et ekstra gys kan man tage sig efter endt læsning: Hvor mange af sagens ansvarlige bliver mon nogensinde stillet til dette ansvar?

*Morten Pihl & Jakob Priess-Sørensen: Brixtofte – Historien om en afsløring. 366 s., 249 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu