Læsetid: 3 min.

Hvad gør grøn te?

Hvad gør vi, når vi afviser noget som ’totalitarisme’. Den slovenske filosof Slavoj Zizek svarer mesterligt fra sit stadigt lysende pariserhjul
27. november 2002

Ny bog
Man kan sige hvad man vil. Man kan skrive en bog om alle de mænd, man har nydt på langs, på sit kontor eller på køkkenborde. Og så kommer man på tv. Og man kan søreme gå i jakkesæt, selvom man er venstreorienteret. Det kan ikke undre nogen, at de, der fører det store ord, siger: Alt er tilladt.
Den slovenske filosof, og psykoanalytiker Slavoj Zizek turnerer som taler over hele Europa med en ustoppelig strøm af bøger, hvor han fører det store modord. Sloganet Alt er tilladt er ifølge Zizek ikke andet end et skilt, der siger: Hold op med at tænke. Hertil og ikke længere. Det er et skilt, som skal stoppe de tanker, der kunne ende med at formulere alt det, der ikke er tilladt. Det betyder, at vi i følge Zizek mangler begreber til at formulere opposition og til at afsløre operative, gældende censurinstanser.
Zizek eksemplificerer begreber, der fungerer som agenter for mottoet: Alt er tilladt. Henvisning til totalitarisme fungerer glimrende som stopskilt. Totalitarisme er indbegrebet af det, der ikke er tilladt.

Grøn te
Det bør understreges at Zizeks bog på ingen måde er et forsvar for totalitarisme, men derimod en undersøgelse hvor ordet fungerer i konkrete sprogspil. Med andre ord hvad man gør, og hvordan man agerer, når man betegner noget som totalitaristisk.
Zizek illustrerer gerne sine teser med anekdoter og betragtninger af hverdagslige fænomener. Således udlægger han i sin nye bog Did somebody say totalitarianism? teksten på en tepose.
»På Celestial Seasonings grønne tepose er der en kort forklaring på netop dennes tes kvaliteter: Grøn te er en naturlig kilde af antioxidanter, som neutraliserer de skadelige molekyler i kroppen, vi kender som frie radikale elementer. Ved at tæmme de frie radikale elementer hjælper antoxidanter kroppen til et godt helbred.«
Det er Zizeks pointe og basis for bogen, at henvisningen til totalitarisme fungerer ’som ideologisk antioxidant’, der tæmmer ethvert radikalt forsøg på at formulere frie radikale tanker, som kunne risikere at skade den almindelige politiske konsensus’ fine helbred. Man tager holocaust og arbejdslejrene i Sibirien som gidsler i en ideologisk diskurs, hvor anløb til formuleringer af ’sande’ alternativer bliver afvist som ’totalitære.’
Forestillingen om såkaldt permissive åbne samfund er, som Zizek gang på gang fremhæver, ideologisk. Det gælder nu for Zizek om at afsløre de forbudsmekanismer der regulerer den diskurs. For som sloveneren postulerer:
»Ligesom i det sociale liv gælder det for vore dages selvudråbte ’radikale akademiske miljø’, at der er uskrevne regler og forbud – selvom disse forbud aldrig ekspliciteres, kan det få alvorlige konsekvenser, hvis man overskrider dem.«

I pariserhjulet
Nu er Did somebody say totalitarianism? ikke en systematisk analyse af verserende sprogspil. For Zizek er ikke systematisk. Hans bøger kører som lysende pariserhjul fra højdepunkter i Kants etik og vejen over anekdoter fra Sovjettiden videre til læsninger af myter og omkring nedslag i populærkulturen. Det tivoli af tanker kører omkring en akse af lacaniansk psykoanalyse. Det er de psykoanalytiske greb, der tillader Zizek at slutte fra kærlighedstrekanter i Hollywoodfilm til magtkonstellationer i senmoderne politik. Det er den samme dialektik mellem begær, lyst og objekter for begæret som Zizek genfinder i politisk ideologi, populærkultur og filosofi.
Det er også den metode, som postulerer lighed mellem væsensforskellige felter, som man kan problematisere. Spørgsmålet er, om det lysende pariserhjul også i sidste instans reflekterer en struktur i den globaliserede verden, som er og forbliver genstand for analysen. Svaret er både ja og nej. Men den strategiske pointe er fortræffelig og nødvendig: Den konsensus som Zizek polemiserer imod, insisterer på forskelle som stopskilte: Videnssamfundet er så forskelligt fra industrisamfundet, at vi ikke kan bruge marxistiske begreber. Postmoderne politik er så anderledes fra traditionel moderne politik, at vi ikke længere kan tale om højre og venstre. Etc. Den stadige udfordring for Zizek er at etablere historiske ligheder: Det gælder om at begribe det ny med begreber, der åbner en nødvendig, kritisk horisont omkring alle de ideologiske stopskilte:
»Begreber om det postindustrielle samfund og informationssamfund er stopskilte, der i stedet for at åbne for kritisk refleksion forhindrer os i at tænke overhovedet.«

*Slavoj Zizek: Did somebody say totalitarianism? 286 s., 12 pund. Verso
Side 8: Identitet og Kinderæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu