Læsetid: 4 min.

Hører de efter på Den Kongelige Ballet?

I sin interessante debatbog ’Hvor danser Den kongelige Ballet hen?’ gør Anne Middelboe Christensen status over Den kongelige danske Ballet og dens forhold til kulturarven i Bournonville-traditionen
5. november 2002

Ny bog
Bogen udgør første del af forskningsprojektet »Bournonville-smaragden«, en titel der fastslår, at Anne Middelboe Christensen afsæt er kærligheden til August Bournonvilles balletter, hvis skæbne hun har fulgt siden hun i 1979 blev programsælger på Det kongelige Teater. Bogens berettigelse afspejles i hendes begejstring over den ene uge at overvære sublime stjernestunder, hvor beåndede kunstnere inspirerer alle medvirkende og publikum løftes til en anden tilstand, for ugen efter at opleve frustrationen over en halvhjertet rutineopførelse.
Den turbulente periode med fire vidt forskellige balletmestre siden 1994, hvor Frank Andersen ikke fik forlænget sin kontrakt indtil 2002 hvor han igen har overtaget balletmesterposten, har været medvirkende.
Men Anne Middelboe Christensen har søgt at grave dybere i årsagerne ved at udspørge et bredt spektrum af de udøvende om deres forhold til Bournonvilles dansestil og værker. Pensionerede og nuværende dansere, danske og udenlandske, solo- og korpsdansere og aspiranter, nuværende og tidligere balletmestre indgår i interview-gruppen, hvor den ældste er 81 år og den yngste 19 år.

Tradition og teknik
Den udvalgte citat-mosaik er baseret på 56 interviews, men 71 blev adspurgt og interessant ville det være at høre begrundelserne (ikke nødvendigvis med navns nævnelse) for, at de resterende har undslået sig. Både danske og udenlandske solodansere, der har udført hovedpartier i Sylfiden og Napoli glimrer ved deres fravær.
Tidligere tiders instruktører som Hans Brenå og Henning Kronstam omtales med veneration for deres evne til at formidle livsglæden hos Bournonville og indlevelsen i rollerne.
De senere iscenesættere på Det kongelige Teater synes at fokusere mere på at få fastlagt dansetekniske detaljer, måske affødt af de mange udenlandske dansere, der med deres forskelligartede træningsbaggrund er kommet til kompagniet de seneste år.
Men et centralt spørgsmål er også de divergerende holdninger til tradition contra rekonstruktion, som har været diskuteret ved symposier i 1986 og 1992 og stadig gør sig gældende.
Indlysende burde det dog være at teknikken kun er midlet, og at de sublime øjeblikke kun opstår, når bevægelsen beåndes af et menneskeligt udtryk, ikke af hvor højt et ben løftes eller om det er højre eller venstre.
Citaterne rummer historiske glimt, der sætter baggrunden for den nutidige situation i relief. Tiden var en anden i 1959, når en sygemeldt danserinde kunne meddele teaterchefen at en rolle var ’hendes’ og han efterfølgende undlod at give rollen til en anden.
Citaterne kommenteres ikke undervejs, men er udvalgt på en måde, så barske anklager afbalanceres af positive udsagn. Selv de mest udskældte balletmestre har gjort noget godt for nogen. Det er spændende at få indblik i de udøvendes syn på traditionen, men forsøget på at nå helt rundt om emnet bliver også problematisk, fordi nogle af de 58 stillede spørgsmål er mere relevante end andre.
I kapitlet »Et brændende spørgsmål: Kan Bournonville reddes?« drager Anne Middelboe Christensen sine konklusioner ud fra de givne interviews og opstiller sine egne kontante færdselsregler for den nationale balletarvs overlevelse. Dem står det så frit for Frank Andersen at lade sig inspirere af i den ansvarsfulde opgave med at styre kompagniet fremad og beslutte hvordan Bournonville-arven skal forvaltes frem mod den planlagte Bournonville-festival i 2005.

Fakta og fotografi
Faktuelle oplysninger er ført up to date i tre Bournonvilleguide-kapitler og teaterhistoriske specialoplysninger som en liste over rolleindehavere i Sylfiden helt tilbage til Bournonvilles tid, samt balletternes plot er inkluderet som referencer. Udvalgte iscenesættelser er nævnt og især de ’opsigtsvækkende’ og udenlandske ville det være interessant at få belyst i 2. del af forskningsprojektet. Det er overraskende, hvor mange nulevende kunstnere, som har iscenesat Bournonvilles balletter ude i verden, uden at de pågældende er blevet inddraget i Det Kongelige Teaters projekter.
Der er foretaget grundig research af de interviewede danseres baggrund: deres Bournonville-lærere, -roller og -iscenesættelser. De biografiske data er trykt i smalle spalter ved siden af interview-citaterne med de ældste danseres først, men med så små typer, at brillefirmaerne vil fryde sig. En traditionel alfabetisk rækkefølge havde gjort det nemmere.
Fotografen Christoffer Regilds teknisk fornemme danserportrætter har trukket danserne ud af den traditionelle scenemæssige sammenhæng.
Anne Middelboe Christensen gengiver sin artikel på engelsk, men ikke interview-citaterne, hvilket engelsksprogede læsere nok vil beklage, for problematikken omkring Bournonville-arven og Den kongelige Ballets fremtid følges med interesse ude i den internationale balletverden.
Hun har selv stået for den engelske oversættelse, og flere steder har der indsneget sig ’danismer’, som en indfødt englænder snildt kunne have fanget i opløbet. Når hun f.eks. omtaler de overleverede Bournonville-balletter og deres opførelses-status ved den seneste opsætning oversættes det med »last (sidste) performance« i stedet for »latest (seneste) performance« og det er jo alt andet end hvad Anne Middelboe Christensen ønsker skal overgå den danske Bournonville-skat.

*Anne Middelboe Christensen: Hvor danser Den kongelige Ballet hen? 264 s. 279 kr. Det Schønbergske Forlag

*Anne-Marie Elmby er skribent ved det canadiske tidsskrift Dance International

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu