Læsetid: 2 min.

Den indre vildmark

Endnu en faderskikkelse huserer i norsk roman
21. november 2002

Roman
Faderbilleder antræffes gang på gang i litteraturen som en art ikoner, der bliver ved at hænge for øjnene af de betrængte sønner. Undertiden er de genstand for ærbødig tilbedelse, men virksomme er de især som skræmmebilleder, spøgelser og gengangere i bog efter bog. Den norske Per Petterson koncentrerede sit fortællerjegs livskrise i romanen I kølvandet, der kom på dansk sidste år, ud fra forholdet til en fåmælt far. I en lidt anden skikkelse møder vi ham hos en ung fyr i opgør med sit fædrene ophav i Pettersons roman fra 1992, Det er okay med mig, som hans danske forlag har ladet oversætte, atter udmærket gjort af Annelise Ebbe.
De har visse lighedstræk i deres fjernhed, og fra begges tegnebøger glider på et tidspunkt fotografiet af en ung kvinde, som ikke er hustruen. Billede af og på det ukendte hos vores nærtstående.
Her har faderen forladt hjemmet og strejfer om i vildmarken, en sort skikkelse med brutale træk, en ufortolket trussel. Han har pludselig i en kort passage synsvinklen, der ellers ligger hos jeget Audun, som vi følger som 13-årig og som 18-årig i henholdsvis 1965 og 1970 med tydeliggørelse af tidsånden og med en usædvanlig lokalakkuratesse fra Oslos omegn, forstaden Veitvet, hvor familien er flyttet til.
Læseren er inviteret med, skridt for skridt: Da Audun møder op som ny på skolen og som morgenbud med Aftenposten fra dør til dør i kvarteret og siden, da han har droppet gymnasiet og er blevet arbejdsdreng på et stort trykkeri, på biludflugter ad vejnettet med skolekammeraten Arvid, den eneste fortrolige.

Ikke nogen stor sag
Audun er mut, indadvendt, som han selv siger det:
»Jeg er ligesom den mest seje i klassen, den stærkeste, bedst til gymnastik, og ellers er jeg sur som bare fanden. Sådan er det bare, jeg ved ikke hvorfor.«
Det er bare sådan, lyder det dumpe ekko i sjælen, der ikke er udviklet i fortolkning, men i mange registreringer og gode, mest afvisende replikker. Der er stil over ham, sådan at det virker plausibelt, når han tidligt sætter sig for, at det er forfatter, han skal være. Ligesom dem, der med navns nævnelse bor i kvarteret. Han har god tid, er hans fornemmelse. Og hans beretning slutter i et stort, ukontrolleret følelsesudbrud. En frigørelse.
Nogen stor sag er det ikke, selv om romanen har en evne til at trænge sig på, med en handling indrammet af dødsfald, forsynet med nye stilfærdige forbindelser, grundige og blodige slagsmål, drukeksperiment, hasarderet kørsel, arbejdsulykker, pistolskud, i en særegen blanding af resignation og selvtillid hos denne Audun. Hvad er det med den familie, spørger kammeratens far på et tidspunkt. Den er, som den er.
Og det er okay med mig.

*Per Petterson: Det er okay med mig. Oversat af Annelise Ebbe. Batzer & Co

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu