Læsetid: 5 min.

Til kamp for at dø

En grundig bog søger årsagerne bag flere kulturers selvmordsaktivister, men skæmmes af mange pinlige fejl
6. november 2002

Ny bog
Den 21. marts 1991 skrev en ung kvinde fra Sri Lanka sig ind i historien som symbolet på, at selvmordsaktioner ikke kun er forbeholdt frustrerede og fanatiske muslimer i Gaza og på Vestbredden. Med en kraftig bombe gemt i en specialsyet vest under sin sari tog hun livet af sig selv og den indiske premierministerkandidat Rajiv Gandhi.
Angrebet er kun et af en række selvmordsangreb minutiøst planlagt og gennemført af den nationalistiske og overvejende hinduistiske oprørsgruppe De Tamilske Tigre, der indtil for nylig har kæmpet for en selvstændig provins i det buddhistisk dominerede Sri Lanka. Før dem var Anden Verdenskrigs japanske kamikaze-piloter med deres vanvittige nedstyrtninger i amerikanske skibe, et andet eksempel på, at selvmordsoperationer ikke kun hører til i den muslimske verden, men også kan opstå alene i ekstreme politiske miljøer, hvor den type operationer har fået de afmægtiges magt til at blive de mægtiges afmagt.
I bogen Selvmordskrigere – Mit liv er mit våben af den tyske forfatter og journalist Christoph Reuter dokumenteres og analyseres selvmordskrigernes historie helt tilbage fra de første selvmordsoperationer i islams tidlige år til angrebet på New York og Washington i 2001. Forfatterens pointe er, at fællesnævneren for alle den type angreb netop ikke er fanatisk religionsdyrkelse, men hjernevask, ære og politisk indoktrinering – i visse tilfælde tilsat religiøs garniture for at gøre operationerne mere spiselige for den tilbageværende befolkning.

Pligt til Hellig Krig
Den religiøse garniture er i de tilfælde, hvor troende muslimer er involveret, leveret af den afdøde iranske diktator ayatollah Khomeini. Selv om Koranen forbyder selvmord slog ayatollahen knude på sig selv og fik formuleret en religiøs begrundelse baseret på en bogstavelig læsning af en flere hundrede år gammel shiitisk tradition, der løser den troende for religiøse pligter i krisetider for at undgå skade på liv og lemmer.
I Khomeinis læsning blev det til, at iraneren havde en pligt til hellig krig mod Irak. Derfor sendte han titusindvis af hjernevaskede børn med håndgranater og nøgler til paradis om halsen ind over de irakiske minefelter og lige i armene på de irakiske maskingeværskytter. Langt de fleste blev dræbt, og de få der overlevede gjorde det i skam over at have svigtet Iran, ayatollahen og den hellige krig.
De iranske menneskebølger blev verdens blodigste selvmordsaktion og gennemført med klare politiske mål for at knække den påståede ’vantro’ og sekulære sunnimuslim Saddam Hussein. Men de var iscenesat som en religiøs pligt for en hel generation af iranske drenge og unge mænd.
Som et led i den iranske revolutionseksport til shiiterne i Libanon kom selvmordsaktionerne til Beirut – på trods af, at lederen af Irans militære brohoved i Libanon, Hizbollahs åndelige leder sheikh Fadlallah, ikke godtog Khomeinis Koran-tolkning.
Resultatet blev nogle få, men uhyre spektakulære og effektfulde selvmordsangreb på amerikanske og franske soldater i begyndelsen af 1980’erne og siden en række mindre angreb mod den israelske besættelsesmagt. Siden indstillede Fadlallah selvmordsaktionerne og forsatte kampen med andre metoder, men da var ideen allerede eksporteret videre til
blandt andre De Tamilske Tigre og de palæstinensiske militser.

70 gode grunde
I tilfældet med de palæstinensiske selvmordsaktivister bliver det ofte repeteret, at Hamas og Islamisk Jihad lover deres kommende martyrer, at der efter en gennemført operation venter paradis med guld og grønne skove og ikke mindst 70 villige jomfruer, der, uanset at de erobres, altid vil forblive jomfruer.
I særligt den vestlige og israelske presse er det blevet brugt til at reducere martyrerne til seksuelt frustrerede og dårligt uddannede unge mænd, der tørstige efter uhæmmet sex kaster deres vrede på det israelske samfund. Ved samme lejlighed bliver årsagen til aktionerne og dermed nøglen til at løse dem skubbet fra Israel og over til de afholdsprædikende muslimske præster. Meget behændigt, men ikke sandt, dokumenterer Christoph Reuter.
Ved gennemgang af en lang række af testamenter fra selvmordsbombemænd og -kvinder, fremgår det, at drivkraften bag
attentaterne er alt andet end begær, og at selvmordernes profiler er alt andet en entydig. Tværtimod taler den blandede skare af arbejdsløse, studerende, veluddannede og velstillede unge og midaldrende mænd og kvinder om afmægtigheden i det palæstinensiske samfund og om, at deres offer er det eneste, der kan hjælpe palæstinenserne tættere på deres mål. Missionen er altså politisk og nationalistisk, men ikke religiøs.

Store omveje
Christoph Reuter kommer ikke med nogen entydig forklaring på, hvad der skaber en selvmordsaktivist i et givent samfund på et givent tidspunkt.
I stedet peger han på en række forskellige faktorer i hvert enkelt tilfælde, der tilsammen kan udløse noget så umenneskeligt som et selvmordsattentat. Desværre har forfatteren valgt at bruge langt det meste af bogens 400 sider på analyser og meget store omveje via historiske gennemgange af Iran, Palæstina og Libanon, i stedet for at gå mere i dybden med Japan, Sri Lanka og det meget sekulære Kurdistan. De områder får dårligt nok et kapitel hver, på trods af at de alt andet lige er mere ubeskrevne blade i denne sammenhæng. Prioriteringen betyder, at islam kommer til at fylde uhyre meget, selv om et af forfatterens mål netop er at hive selvmordsattentater ud af en islamisk kontekst. Uanset hvad er Selvmordskrigere – Mit liv er mit våben en spændende bog, der bestemt kan læses for sin grundige gennemgang og analyse af en af tidens store gåder .
Desværre skæmmes bogen af en lang række fejl i den danske oversættelse. Dels har man valgt en række nye stavemåder af arabiske ord og begreber, der jævnligt optræder i bøger af denne type, dels har sjusk og uvidenhed svækket bogens troværdighed og til tider gjort den pinagtig. Hvorfor bliver for eksempel det arabiske ord for Gud kun oversat nogle gange – andre gange bliver det stående som Allah? Den jeminitiske havneby Aden bliver i den danske udgave flyttet til Armenien, en saudi-arabisk stormufti flere gange til en stofmufti og som det værste bliver Grædemuren konsekvent omdøbt til Klagemuren.

*Reuter, Christof: Selvmordskrigere – Mit liv er mit våben. 400 s., 319 kr. Schønberg. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu