Læsetid: 4 min.

Kampen mellem kunsten og publikum

Brian O’Dohertys nyoversatte kunstklassiker ’I den hvide kube’ er en vigtig forudsætning for at forstå de ideologiske slag, der stadig udkæmpes på museer og gallerier
15. november 2002

(2. sektion)

Kunstessay
Som enhver vil vide, der har stået og grundet over, hvorvidt det grønne skilt med ’Exit’ nu også var en del af kunstudstillingen eller ej, kan man tage en hvilken som helst ting og stille den ind i et kvadratisk rum med hvidmalede vægge, ovenlys og blankpoleret parket, og det vil ikke slå fejl: Den kommer til at ligne et kunstværk. Hvor tilforladelige og neutrale de hvide udstillingssale end tager sig ud, er der nogle magtfulde konventioner, der får os til at tilskrive de udstillede genstande en æstetisk og dermed også en økonomisk værdi. Det er den bærende pointe i den irskfødte og i USA bosatte kunstner og kritiker Brian O’Dohertys klassiker I den hvide kube, der nu er blevet oversat til dansk.
Med skarpe værkanalyser og en egensindig, polemisk stil viser O’Doherty, hvordan ’Den hvide kube’, som han døbte det standardiserede udstillingskoncept, er en ærkemodernistisk konstruktion. Den hvide kube er modernismens idealrum, hvor illusionen kan opretholdes om det autonome kunstværk, der eksisterer uden for tid og rum, det vil sige uden for enhver social, politisk og økonomisk sammenhæng. Udstillingsrummet er altså et lukket værdisystem, der indhyller værkerne i aura og sikrer, at de bliver ved med at være kostbare investeringsobjekter.

Fra værk til ramme
I den hvide kube blev bragt som artikelserie i det amerikanske kunsttidsskrift Artnews, de første artikler omkring 1976, den sidste i 1986. De numre, som O’Doherty skrev i, blev revet væk fra hylderne. Som bogens oversætter, Simon Sheikh, pointerer i sit efterord, hænger det sammen med, at O’Doherty satte ord på nogle ideer, der allerede fra midten af 60’erne rumsterede i den institutionskritiske del af konceptkunsten og minimalismen hos f.eks. Daniel Buren og Christo.
O’Dohertys største bidrag til kunstkritikken er, at han med begrebet om den hvide kube lancerede en særdeles stærk metafor for en række af de slag, der med kunstinstitutionen som kampplads bliver udkæmpet mellem kunsten og publikum. Det handler først og fremmest om en drejning væk fra modernismens fordring om, at betragteren skal udlede en iboende essens af det unikke, evige kunstværk. Ligesom i den samtidige litteraturteori og filosofi hos f.eks. Barthes, Foucault og Derrida forskød O’Doherty fortolkningen til kunstværkets ramme. Med andre ord blev kunstens placering på museet, i historien og i samfundet det afgørende.
Brian O’Doherty står midt i paradigmeskiftet. Det gør bogen levende og nuanceret, men det betyder også, at
O’Doherty sine steder efterlader læseren med et lettere filosofisk jetlag, når han zigzagger omkring sin genstand. Siden er O’Dohertys institutionskritik leveret mere amerikansk velsmurt af hans museologiske arvtagere, f.eks. Douglas Crimp. Ligeledes er hans ansats til at kritisere den hvide kubes inklusions- og eksklusionsmekanismer blevet frugtbart konkretiseret, når det gælder museets udgrænsninger af kunstnere og værker på grund af køn, sexualitet og etnicitet.
Det er ikke en dag for sent, at Brian O’Dohertys banebrydende bog bliver bragt på dansk. Når man kigger ud over kunstscenen herhjemme, bliver det klart, at I den hvide kube stadig har et kritisk potentiale. Som Sheikh ganske rigtigt skriver, har »såvel store museer som små undergrundsgallerier holdt fast i denne rumdannelse og dens ideologi. Derfor er analysen og kritikken af den stadig lige relevant og nødvendig i dag som i 1976.«
Tag på Louisiana, Charlottenborg, ja, stort set hvor som helst, og den hvide kube står endnu, eksklusiv som et mondænt varehus og sakral som en kirke.
Det er, som Sheikh antyder, men ikke går nærmere ind på her, et paradoks, at den hvide kube har overlevet små tre årtiers frontalangreb. Og selv om den er lige retvinklet og hvidkalket, er kunsten jo blevet en anden. Virkeligheden er gledet ind i kunsten med socialt og politisk engagement, og kunsten er gledet ud i virkeligheden, dette efterår alene har budt på kontekstkunst i zoologisk have, Nørrebroparken, på Hvidovre Hospital m.m. Samtidig er O’Dohertys institutionskritik blevet taget ad notam på især gallerier og i kunsthaller, men også museerne bringer selvrefleksive, kritiske udstillinger.

Sejret ad helvede til?
Hvorfor står den hvide kube så endnu? Tja, man kan få den tanke, at O’Dohertys institutionskritik sejrer ad helvede til. Den er blevet en toneangivende form, hvilket
ikke nødvendigvis betyder, at museerne og gallerierne tager værkernes sociale og økonomiske indsigter på sig. F.eks. havde Statens Museum for Kunst i 2001 besøg af de stærkt kube-kritiske kunstnere Michael Elmgreen og Ingar Dragsted, før de i begyndelsen af dette år bagstræberisk sagde det med Tage Andersens blomster, der reducerede kunsten til tandløs dekoration.
Derfor er det vigtigt at huske på en af O’Dohertys glimrende pointer, nemlig at hele institutionen må presses igennem den analytiske skruetvinge, for at kritikken kan gå i clinch med den kunst og det kunstsyn, der præsenteres. Og selvmodsigelserne er ikke blevet mindre, siden O’Doherty påpegede, at den hvide kube sagtens kan rumme kunst, der i virkeligheden undergraver dens autoritet.
O’Doherty skriver klogt, at kunsten i 70’erne »sætter spørgsmålstegn ved det system, den præsenteres igennem, men samtidig er det meste af den selv filtreret gennem dette system. Dens udøvere er socialt engagerede, men politisk ineffektive.« Den dom rammer hårdere i dag efter 30 års institutionskritik.
Om bogudgivelsen i sig selv er der at sige, at Simon Sheiks oversættelse er solid og rammer sprogtonen fint, omend der godt kunne være spenderet en sidste korrektur på teksten. Til gengæld imponerer bogens layout
ikke med de kedelige, gråfnidrede illustrationer, der får en Picasso-reproduktion til at ligne et kartoffeltryk, og næsten utilgiveligt sjusket er det, at nogle stykker vender på hovedet. Ridser i lakken på en ellers vigtig udgivelse.

*Brian O’Doherty. I den hvide kube. Oversat og med efterord af Simon Sheikh. Rævens sorte bibliotek, 131 sider, ill. 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu