Læsetid: 2 min.

Karl for sin hat

Karl Stegger selv og hans bedste instruktører får tegnet et godt portræt i ujævn biografi
15. november 2002


(2. sektion)

Ny filmbog
Det krævede usædvanlig kunstnerisk robusthed, hvis man som birolleskuespiller gang på gang skulle hæve sig over sit materiale i 50’ernes og 60’ernes danske folkekomedier.
Men Karl Stegger havde i sjælden grad denne indre og ydre styrke, ovenikøbet parret med et talent, der tillod ham at variere sin tykkemandstype, så han kunne fremstille en bred vifte af forskellige danske hverdags-temperamenter og karakterer.
Hans umiddelbare ølkuske-udstråling var nok et handicap for en strålende scenekarriere, men en klar ægthedsfordel på film, og han sørgede omhyggeligt for at holde en kampvægt på 110 kilo.
Stegger (1913-80) er oplagt stof til en biografi, så meget mere som hans liv er særdeles atypisk for danske skuespillere. Som det fremgår med al mulig tydelighed af Peer Kaaes læseværdige biografi, fik Karl Stegger absolut intet foræret hjemmefra, men måtte selv gennem møjsommeligt slid kæmpe sig frem til den position, som den udadtil altid meget beskedne skuespiller inderst inde mente sig berettiget til.

Barsk start
Som søn af en norsk sømand, som hurtigt forduftede, og en forslidt århusiansk mor, som af økonomisk nødvendighed mest var fraværende og døde, da Karl var 10 år gammel, fik drengen en barsk start, som kun blev værre på et kristent børnehjem med slid fra morgen til sen aften.
Fire års skolegang blev det samlet til, inden Karl blev evigt knoklende arbejdsmand og bekvem indtægtskilde for stedforældrene. Og havde det ikke været for et tidligt ægteskab med Rikke, den kvinde, der skulle følge ham livet ud, havde Karl trods sine kæmpekræfter næppe haft styrke til – efter en masse udsigtsløse småjobs – at kaste sig ud i en sen skuespilleruddannelse.
Bogen giver et godt indblik i, hvad det i 1930’erne ville sige at skulle skifte social ham uden nutidens sikkerhedsnet og stipendiatstøtte. Den unge Stegger vidste, hvad han kunne på Aarhus Teater, da han i 1951 tog det store spring og rejste til København; men han kunne kun have en anelse om, at han gjorde sig endnu bedre foran filmkameraet end på scenen, og at smårollerne hurtigt ville dryppe ned i hans turban.

Skarpe vidnesbyrd
Herefter blev han arbejdsnarkomanen, der aldrig sagde nej til en rolle og kompenserede for en mangelfuld uddannelse ved at forberede sig ekstra omhyggeligt til hver opgave. Som opdyrkede en professionalisme og omgængelighed, der gjorde ham til instruktørernes yndling (indtil han som ældre gjorde sig ud til bens over for de yngre – Gert Fredholm både elskede og var bange for ham). Og som satte en ære i – med diskrete midler – at samle opmærksomheden omkring selv den mest utaknemmelige birolle.
Peer Kaaes bog har sin styrke i de mange, lange citater, hvor Stegger selv fortæller klogt, ærligt og præcist om sin karriere, og hvor instruktører som Erik Balling, Gert Fredholm, Henning Carlsen og Morten Arnfred aflægger detaljerede vidnesbyrd om samarbejdet.
Kaaes egen stemmeføring bliver derimod let for stakåndet journalist-smart og klichébebyrdet. Men hans begejstring for emnet kan ikke betvivles, og alt i alt tegner bogen et meget menneskelignende portræt af kæmpen Karl.

*Peer Kaae: Kæmpen Karl. 224 sider, 249 kroner. Forum. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu