Læsetid: 3 min.

Med en kølig bajer i hånden

To af Danmarks mindst hårdkogte privatdetektiver får nu genudgivet beretningerne om deres hæsblæsende oplevelser
28. november 2002

Tegneserie
Det var en tragedie af de store i mit unge liv, da Thorfinn T. Karlsen drog ud i verden for at købe Rød Libaneser presset i plader og, da han kom hjem, fandt ud af – for øjnene af sin kæreste, søde Mikkeline – at han havde investeret i en gammel, tør ostemad.
Sådan fik det ungdommelige gåpåmod et alvorligt knæk.
Siden flyttede den antiautoritære outsider ind i en kæmpestor, gammel romtønde, hvor han inviterede min Onkel Ftata på en kop rom i ny og næ, mens de snakkede om stort og ikke mindst småt på den der meget ligefremme måde, som kun de to kunne.
Ofte faldt samtalen på de mange ting, som Thorfinn og Onkel Ftata oplevede, da de for en tid ernærede sig som privatdetektiver af den mindst hårdkogte slags, med jakkesæt, gokkejern og hatten på sned.
Men det var skam ikke for tøsedrenge, da de to ungersvende købte Rip Kirbys detektivbureau og under dæknavnene Pirelli & Firestone hjalp politiet med at fange den berygtede storforbryder Heksemutter Med Det Gullegrønne Hår og hendes mindst lige så farlige kumpaner, Bussemanden og Børnelokkerne.

Sans for detaljen
Den tegnede beretning om Pirelli & Firestone alias Schønning & Arve alias Continental & Goodyear – ja, det er slet ikke så nemt med copyright-sikrede dæknavne – bliver i dag udsendt i ét bind, så det er muligt at genopleve adrenalinsuset fra dengang, hvor de to privatdetektiver holdt vore gader rene.
Tegnebrødrene Claus og Jesper Deleuran fulgte Thorfinn og Onkel Ftata på tæt hold og skildrede deres eventyr i ord og billeder. Ikke kun det med Heksemutter, men også om eftersøgningen af fru grevinde von Pferdenheimers diamant, Occidentens Lys.
De 150 spændingsmættede sider om Pirelli & Firestone blev første gang trykt lige her i Information i 1979. Så det er ikke uden en vis stolthed, at jeg føler, at vi slutter ringen ved at omtale de hæsblæsende striber for et nyt publikum.
For hvis der var noget på Pirelli & Firestone, så var det fart. Claus og Jesper Deleuran havde en fantastisk sans for detaljen, som slår sig igennem i næsten hver en ramme på de tætpakkede sider. Altid er der noget at fornøje øjet med i brødrenes streg, når man er færdig med hovedhandlingen.
Brødrene havde et suverænt øre for måden, som Schønning & Arve talte på – en meget munter og mundret facon med rod i hverdagen og et par unge mennesker med fødderne på jorden og en kølig bajer i hånden. Som denne replik fra Thorfinn, der spiller billard med Onkel Ftata: »Den rø’e ska’ bare ba’ve én a’ de hvi’e, når man begynder, ik’ å’?«

Friheder
Der er ikke megen tvivl om, at Claus og Jesper Deleuran har taget sig friheder med de virkelige begivenheder. De har tilladt sig en slags poetic license, som man siger, og tilføjet historierne en snert af satire og stort folkeligt vid.
Pirelli & Firestone klarer ærterne, den om Heksemutter, er formet som et eventyr af den gode, gamle slags, og de to tegnere har ganske givet moret sig med at lege med genrens traditioner, ligesom de får stukket lidt til retsvæsenet.
Da Heksemutter sender bud efter sin avekat & savskærer – advokat & sagfører – dukker der selvfølgelig en abekat op og skærer tremmerne til cellen over, hvortil en forbløffet politimand kun kan bemærke: »Han er sørme dygtig! Han var ikke længe om at få hende ud!«
I de to historier om Occidentens Lys refererer Deleuran-brødrene uden blusel til både Tintin, Willy på eventyr og andre klassiske serier. Det er dygtigt gjort, for holdt op mod genrens faste rammer finder man ud af, hvor store antihelte Thorfinn og Onkel Ftata er. Det giver historierne friskhed og originalitet.
Det er længe siden, jeg sidst hørte noget til de to, men de sidder nok og hygger sig i romtønden med et par nye dæknavne. Og skulle Heksemutter dukke op igen, så kommer Thorfinn og Onkel Ftata os sikkert til undsætning.

*Claus og Jesper Deleuran: Pirelli & Firestone på eventyr. Politisk Revy, 152 s., 248 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu