(2. sektion)
Modernisme
Man kan som Thomas Bredsdorff i en ny, analytisk overbliksartikel i Kritik nr. 159 om modernisme- og avantgardekonstruktionen beklage, at selve begrebet litterær modernisme blev sat i omløb herhjemme i forbindelse med den ny poesi i 1950erne, hvor formålet var at etablere forbindelsen til en glemt, vital tradition. Det har forstyrret forståelsen af digtningen i dens bredde. På en anden måde har Søren Schou i sin bog Og andre forfattere talt de samtidigt oversetes sag.
I disse år studeres modernismen intenst på læreanstalterne, ved Aalborg Universitet under ledelse af Anker Gemzøe, der her indrettet Center for Modernismeforskning, ved Syddansk Universitet under Anne-Marie Mais ægide og ved KU bl.a. hos Marianne Stidsen.
Stridbart studie
I Sverige er der netop fremkommet en stor undersøgelse af Svensk litterär modernism af Peter Luthersson, områdepræfekt for kunst, kultur og kommunikation ved Malmö Högskola. Han kalder sin aktuelle bog en stridsstudie, med megen ret, da den er et stærkt polemisk opgør med den almindelige opfattelse af fænomenet, som medierne og litteraturhistorien har skabt. Det er bare en hjemmemodernisme, en kultiveret, nærmest socialdemokratisk variant af den europæiske modernisme, der kom i udbrud omkring 1910 og derefter i futurisme, dadaisme og ekspressionisme lidenskabeligt tog del i Første Verdenskrigs ideologiske kaos. Denne højmodernisme varede til 1930. Årene inden da betegner Luthersson ungmodernisme, med Baudelaire som ankermand, hvor alle oplæggene kan findes i den vidtdrevne og voksende eksponering af jeget, som overhovedet er modernismens substantielle egenart. Den påstand har han allerede underbygget med sin afhandling om Modernism och individualitet (1986). Efter 1930 triumferede en senmodernisme. Det er derfor nærmest brugstyveri, når fyrtiotalisterne arrangerede, konstruerede, et modernistisk gennembrud efter Anden Verdenskrig, ligesom en halv snes år senere i Danmark.
Paradoksalt nok cementeredes fyrtiotalismen af postyret omkring en berygtet parodi på modernismen, Camera obscura (1946), forfattet anonymt af Torgny Greitz og Lars Gyllensten, der imiterede stilen.
Men de lumsk drevne debattører med kritikeren og poeten Karl Vennberg i spidsen for fyrtiotalisterne bragte de kritikere til tavshed, der egentlig burde hovere over, at betydelige folk tog den alvorligt. En interessant udredning af klikedannelser og debatkneb.
Højre og venstre
Luthersson foretager sin røntgenanalyse, ikke af digtene, der betragtes som handlinger, men af kulturdebatten, manifestationerne og anmeldelserne, et uhyre omfattende materiale, hentet ikke mindst fra Svenska Dagbladet, borgerligt, men såre opmærksomt for kulturnyt i ind- og udland med sværvægtere som professor Fredrik Böök og digteren Anders Österling som rapportører og anmeldere den avis, hvor i øvrigt Peter Luthersson var kulturchef 1993-2001. Fremstillingen er livlig og personlig, med ironiske udfald til både højre og venstre, men også massiv i sin dokumentation og en noget ugæstfri boglig opsætning uden mellemrum for vejrtrækning.
Vi er vant til at betragte Pär Lagerkvists pamflet Ordkonst och stilkonst (1913) som den første manifestation af international modernisme i Norden, men den er uden berøring med den futurisme, som Luthersson betragter som dens genuine udtryk i modsætning til kubismen. Og herfra daterer sig hele fejlkonstruktionen af svensk modernisme, som af kritikken følgelig opfattes som noget formelt, et spørgsmål om stil, frie vers og komprimeret, fantasifuldt billedsprog.
Hvad er da modernisme ifølge Luthersson? Den er, som før sagt, en frisættelse af jeget og dermed af ordet, en drøm om et nyt menneske i protest mod den teknologiske verdens kollektivisering, en totalisering af individet, en tidstypisk konsekvens af oplysningens revolutionære rationalisme. Den er forståelig især i forbindelse med samfundsomvæltningerne i de store lande, og derfor er modernisterne også ulykkeligt fristet af politisk totalitarisme, fascisme, nazisme og kommunisme. Luthersson støtter sig til de tænkere, der understreger den principielle lighed mellem disse ideologier.
Utopi
Og det er jo en kendsgerning, at mange af de fremmeste, store modernister var tiltrukket af snart den ene, snart den anden ideologi, for eftertiden opfattet som finest med venstresiden, lyder det spidst
Futurismen med Marinetti og hans manifester formulerede den forandrende kraft i kunsten, en vild utopi, men han faldt med skæbnesvanger konsekvens for Mussolini, ligesom DAnnunzio der i 1918 erobrede Fiume, där det viktiga var att skapa svängrum för individer og ligesom imagisten Ezra Pound, der ellers udmærket kunne kokettere med Stalin, Uncle Joe.
Skandinavien var uden for krigszonen. Den etablerede kultur- og kunsttradition valgte at se den formelle side af modernismen som det revolutionære, ligesom Pär Lagerkvist selv, der i øvrigt snart droppede ethvert oprør, så dermed var tilhængere og modstandere i al uenighed nærmest enige om hjemmemodernismen. Finland var til gengæld med i det store drama, og med en historiens logik opstod da i tide en egentlig, finlandssvensk modernisme med Edith Södergran og hendes nietzscheanske superdrømme om det nye jeg-menneske.
Modernisme er altså en indholdsbestemmelse. Og ikke den besindige modernisering af formsproget, som blev resultatet i Danmark-Norge-Sverige.
Kunstrevolutionen var jo ikke lutter lyrik, selv om den næsten altid tegner hovedsporet i kritikken. Den bildende kunst og dramatikken var væsentlige sider af ekspressionismen, der har fået virkninger langt ud over epoken Men Sverige savnede dengang virksomme fora for de udenlandske strømninger, f.eks. i form af tidsskrifter, 1910ernes flamman opfattedes også af det danske tilsvarende Klingen som svensk stilfuldhed, mens den danske revolverskydende ekspressionist Emil Bønnelycke af svenskerne opfattes som en vildmand. Der informeredes nok meget og tidligt om fjernmodernismen, men distanceret, uden inspirerende effekt.
Ikke meget finder nåde for Peter Lutherssons strenge blik, når han både påtaler den forsigtige og mådeholdne kunst og kritik og samtidig er meget lidt forelsket i den store modernismes forløb. Hvordan med Artur Lundkvist, Gunnar Ekelöf med deres vitalisme og surrealisme omkring 1930? Ja, om dem siger han, at de blussede op, just da højmodernismen ellers døde af mangel på ilt. Det store projekt var kollaberet. Tilbage var fascinationen af de forkerte, politiske absolutter, undertiden et sværmeri, som siden blev tilsløret.
Et par outsiderskikkelser får pluskarakter, de misforståede, underkendte, som burde rehabiliteres i en ny litterær kanon: Den skånske lyriker Ola Hansson blev af de litterære magthavere i Stockholm karakteriseret som provinsialist der er ikke så lidt geografi i modernismen! ligesom Gustaf-Olaf Adelborg og Ivar Conradson har måttet vente på modernistisk anerkendelse. Dem kender vi slet ikke i Danmark.
Lutherssons omredigering af den svenske modernisme er et stærkt gennemført dokumentarium af det skandinaviske mådehold i kunsten, en ganske hård dom, baseret på de præmisser, han stiller op for modernismens tidsbestemte jeg-problematik i det tidlige 1900-tal. Det er til gengæld en meget bred præmis, som rækker langt ind i andre foreteelser, utøjlet liberalisme og kapitalisme. Og havde han nu sat Mallarmé ind ved siden af Baudelaire som udgangspunkt, ville modernismebegrebet blive noget anderledes, mere flertydigt. Selv det såkaldte mådehold og kultiviseringen af den vilde individualisme i et tidstypisk formsprog kan have sin intensitet.
En del af Lutherssons vurderinger kan let overføres på danske forhold: ikke mindst det problem, at det, der kaldes modernismen, finder sted til forskellig tid og dermed i forskellig sammenhæng. Som han siger: »En ting er at male en hvid kvadrat på en hvid bund, når Malevitj gør det, en anden ting at gøre det på et senere tidspunkt.«
*Peter Luthersson: Svensk litterär modernism. En stridsstudie 383 s. Atlantis
