Læsetid: 7 min.

Hvor langt rækker fornuften?

Det måske væsentligste værk i hele den moderne filosofi foreligger i dag på dansk i en flot oversættelse: Velkommen til Kant på dansk
12. november 2002

Det har taget mere end 200 år. Det er et vildtvoksende filosofisk værk, der har påvirket så mange så meget, at det ville være nemmere at tale om de filosoffer, der ikke er påvirket af det værk, der i dag for første gang udkommer på dansk. Det ville være nemmere og så måske alligevel sværere. For det er vanskeligt at finde væsentlige moderne kontinentale filosoffer, der ikke står i en ubetalelig gæld til Kants Kritik af den rene fornuft.

Værkets anliggende er mægtigt: Kant ville med bogen angive et sikkert grundlag for naturvidenskaben. Der er tænkning, og der er natur. Der er noget, vi ved uafhængigt af sansernes omgang med omverden og andet, vi erfarer gennem sanserne. Men kan vi stole på en overensstemmelse mellem tænkning, og det vi kan se og høre? Svaret på spørgsmålet betinger vores mulighed for sikker erkendelse overhovedet.

Der findes filosoffer, der tror på en præetableret harmoni sanktioneret af Vorherre. Og der findes filosoffer som skotten David Hume, der midt i det 18. århundrede saboterede den sikre tro på overensstemmelse mellem vores tænkning og naturens struktur.

Hume angreb forestillingen om kausalitet: Vi kan iagttage en billardkugle, som træffer en anden billardkugle, der sættes i bevægelse. Vi mener på den baggrund at kunne se et kausalt forløb. Men der slutter vi ifølge Hume forkert. Vi kan iagttage forløbet som isolerede episoder, men vi kan ikke se årsagen finde sted som årsag. Kausaliteten isolerer Hume i vores bevidsthed som subjektivt funderet vane.

Den tyske filosof Immanuel Kants Kritik af den rene fornuft, der for første gang udkom i 1781 og i en revideret version i 1787, kan læses som et svar på Humes skeptiske sabotage. Som Kant skriver om Hume: »Det er immervæk ham, der har taget det første skridt på sandhedens vej.«

Kritik af den rene fornuft er adresseret til såvel den empiriske skepticisme som den dogmatiske rationalisme. Begge positioner er baseret på spørgsmålet om overensstemmelse mellem tænkning og natur. Skeptikeren svarer nej, den dogmatiske rationalist svarer ja. Hume tog det første skridt ved at afsløre den dogmatiske rationalismes fordring som illusorisk.

Kant afslører i næste skridt, at Humes afvisning af erkendelse er udviklet på illusoriske præmisser. Kant skelner mellem tingene i sig selv og tingene, som de fremtræder for den menneskelige bevidsthed. Sidstnævnte kalder han fænomener. Vi ved kun to ting om tingene i sig selv: Den ene er, at vi ikke ved noget om dem, og den anden er, at fænomenerne er ’afficeret’ af tingen i sig selv. Da fænomerne er kendetegnet ved at de fremtræder for den menneskelige bevidsthed, antager Kant dernæst, at de nødvendigvis er underlagt de principper, som strukturerer vores bevidsthed.

Som Kant skriver: »Lad os derfor se, om det ikke skulle gå bedre med metafysikken, hvis vi antog, at genstandene indrettede sig efter vores erkendelse.« Naturlovene gælder ikke tingene i sig selv, men derimod fænomenerne. Spørgsmålet om overensstemmelse mellem subjekt og objekt erstattes af et hierarki, hvor den menneskelige bevidsthed bliver lovgivende for naturen.

Analytisk dom

Kant bestemmer indledningsvis den rene fornufts opgave som en undersøgelse af, om der gives syntetiske domme a priori. De anskuelser, som ikke kommer fra erfaringen, er a priori. Syntetisk står i modsætning til analytisk. En analytisk dom udlægger det, der allerede er indeholdt i et begreb: Alle legemer er udstrakte. Udstrækning er en definitorisk kvalitet ved et legeme. Syntetiske domme ekspanderer erkendelsen. Kants eksempel fra matematikken er berømt: 5 + 7 er lig 12. 12 er hverken indeholdt i begrebet 5 eller begrebet 7. Dommen er således kvalificeret som syntetisk.

Når vi således kan fælde syntetiske domme uden rekurs til erfaringen af fænomener (a posteriori) kan vi på sikker grund udvide vores erkendelse. Kant fortsætter i det lange afsnit »Den Transcendentale Analytik« med at redegøre for de formelle betingelser for vores perception. Ved en analyse af forstanden udleder Kant de berømte kategorier som a priori ’rummer den rene tænkning i enhver erfaring’. Denne udledning er transcendental. Dvs. den transcendentale manøvre betinger muligheden for at underkaste erfaringen principper som er a prioriske.

Én kategori er kausalitet

Kant lokaliserer tid og rum i den menneskelige bevidsthed som former for anskuelse. De kan ikke bringes til genstand for anskuelse, da de er forudsætninger for selve anskuelsen. Kant skelner nu mellem den transcendentale bevidsthed og den subjektive empiriske bevidsthed.

Når Hume reducerer iagttagelsen af kausalitet til en subjektiv vane, tager han udgangspunkt i den subjektive bevidsthed. Man kan iagttage et hus: Man kan lade blikket gå fra taget og ned til stueetagen. Og omvendt. Iagttagelsernes forløb er subjektivt funderede.

Men Kant kontrasterer det subjektive forløb med et objektivt. Hvis jeg iagttager et skib, der på et tidspunkt befinder sig i en given position a og på et andet tidspunkt befinder sig i en given position b, ved jeg, at skibet har bevæget sig. Da fænomenerne er underlagt kausalitet, kan jeg konkludere, at enten vinden eller en strøm har fungeret som bevægende årsag. Det er et irreversibelt iagttagelsesforløb og således objektivt. Dermed mener Kant at have afvist Humes sabotage af kausaliteten.

Kritiseret kritiker

Der er et raffinement på spil i værkets titel: Kritik af den rene fornuft. Det er det, man i tekniske termer kalder en dobbeltgenitiv. Dvs. det er fornuften, der udsættes for kritik. Men det er samtidig en kritik bedrevet af fornuften. Fornuften er både subjekt og objekt for kritikken, som den forløber i bogens anden store departement: Den transcendentale dialektik.

Den andel halvdel af Kritik af den rene fornuft sætter grænser for fornuften, som har et naturligt anlæg for at ekspandere sin erkendelse ud over det, der kan fremtræde som genstand for anskuelse. Den forveksler tingen i sig selv med fænomerne. Når kategorierne anvendes udenfor deres gyldige felt, taler Kant om ’transcendentale illusioner’.

Kant skitserer fire såkaldte antinomier: påstande som hverken kan bekræftes eller afkræftes. Den dogmatiske rationalisme hævder f.eks. at kunne bevise eksistensen af en første årsag, en ubetinget betingelse. Den skeptiske position mener at levere modbevis. Den dogmatiske rationalist slutter fra de sekvenser af betingede relationer, vi kan iagttage til en ubetinget betingelse hinsides anskuelsen. Den ubetingede betingelse kan i følge Kant hverken bevises eller modbevises. Kant antager i stedet ideen om et højeste væsen som et regulativt princip. Den kritiske fornuft opererer som om der findes et højeste princip, der kan bringe enhed i anskuelserne. Men den kritiske fornuft konkluderer ikke, at det højeste væsen derfor eksisterer. Det er en væsentlig pointe at fornuftens trang til at bevise det, der ikke kan bevises ikke begrænses af tro eller common sense, men derimod af den rene fornuft selv.

Fornuften bliver i en og samme bevægelse angrebet og forsvaret.

Flot oversættelse

Kant er ikke let. Kritik af den rene fornuft er slet ikke let. Der er meget på færde på flere felter, og der er mange både variationer og gentagelser og distinktioner og indforstået polemik. Kant refererede selv til sin omhyggelighed som en pedantisk tendens og pedanteriet bestemmer stilen. I de tyske versioner er der flere hovedsætninger, som over en halv side udvikler en skov af indskudte bisætninger, indskud til indskudene og parentetiske bemærkninger indimellem.

Den britiske opiumsdranker Thomas de Quincey sammenlignede Kants sætninger med rejsevogne fyldt op med alskens pakkenelliker som kørte med klemte passagerer i ugevis. Det er i en formidabel oversættelse lykkedes Claus Bratt Østergaard at bryde de lange sætninger ned i mindre og overskuelige sproglige enheder, uden at det er gået ud over tankens klarhed. Han har skåret ned i skoven uden at skære ned på tanken. Kant er i den danske udgave ikke blevet let, men meget mere tilgængelig.

Desuden har Bratt Østergaard i koncise noter ledsaget teksten med relevante henvisninger og opklaringer de steder, hvor pedanten Kant selv bliver inkonsekvent. Endelig har Bratt Østergaard lavet en forsvarlig konstruktion, der kombinerer første- og andenudgaven af Kritik af den rene fornuft og udførligt redegør for kombinationens betingelser.

Der er grundantagelser i Kritik af den rene fornuft, som siden er blevet udfordret radikalt. Det er blevet hævdet af blandt andre Hamann at det menneskelige sprog, og ikke den menneskelige bevidsthed, er den privilegerede tilgang til erkendelse. Hegel skosede Kant for at beskrive erkendelse løsrevet fra erkendelse som operation. Det svarede ifølge Hegel til at lære at svømme uden at være i vandet.

Einsteins relativitetsteori implicerer en anden udlægning af tid og rum end den, vi finder hos Kant. Osv. Men Kants indflydelse er indiskutabel. Man kan ikke udråbe Kritik af den rene fornuft til det største værk i den moderne filosof. For sådan taler man ikke om bøger. Men man kan vanskeligt forestille sig et væsentligere og mere indflydelsesrigt bidrag til moderne filosofi end de 550 sider, der nu omsider foreligger i en flot dansk version.

Immanuel Kant: ’Kritik af den rene fornuft’. Oversat til dansk og med noter af Claus Bratt Østergaard. 569 s., 425 kr. Det lille forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu