Læsetid: 3 min.

Legen er blodig alvor

Mette Moestrups anden digtsamling spiller på kønnets fordobling og spaltning
14. november 2002

Digte
Der var engang en konge, som havde tre døtre. Den ældste hed Jeg, den mellemste hed Jegikkemig, og den yngste hed noget så langt og besværligt som Jegikkemigåhikkemig.
Der var også en anden konge. Han havde tre sønner. Den ældste hed Dig, den mellemste hed Digikkedig, og den yngste hed noget så langt og besynderligt som Digikkedigåhikkedig.
De blev gift med hinanden, og læseren kan utvivlsomt gætte sig til, hvem der så fik hvem. Da de sammen ser videoen fra kongernes begravelse, synes en af dem, de lyder forkert, tager ordet og siger ’jeg’.
Men hvem er dette jeg? Det er ikke Jeg, og det er ikke Jegikkemig. Ejheller er det Jegikkemigåhikkemig.
–Er det så mig?, spørger Digikkedig.
Nej, det er ikke dig, Digikkedig, og heller ikke dig, Dig. Og ikke dig, Digikkedigåhikkedig, Nej, det er mig.
»Mig! I kender da mig: altid vat i bh’en og sok i gylpen, altid bredt smilende. Mig!«
Sådan, så humoristisk, sætter Mette Moestrup (f. 1969) det spil i scene, der udgør hovedærindet i hendes nye bog. En showagtig leg med kønnet, dets spaltning, fordobling og drilske maskering, og et forsøg med identitet: dens foreløbighed og foranderlighed.

Lærd og lebendig
Bogens digte begynder som regel i en bestræbelse på at tale så enkelt som muligt:

Stil små spørgsmål.
Skærper graviditet
lugtesansen: Ja.
Dufter helgenlig af blomster?
Nej.
Hvilke blomster? Ved ikke.
Søg ikke svar på alt.

Men så begynder digtet at springe og løber gerne amok i et fóg af billeder og viltre
associationer. Lærd, men liderlig, lebendig og fuld af humor skifter digteren til stadighed position og tager sin læser med på forvirrende rutsjeture op og ned mellem tekstens niveauer.
Et digt lægger således ud med, at det lyriske jeg tager noter om de antikke muser, måske for at blive klog på kærlighedspoesiens Erato:
» – men det gav ikke mening, der kom ingen marmor, kun lidt gipsnips fra en giftshop, og det var ikke lige det, jeg havde tænkt mig, nej, hvad havde jeg egentlig tænkt mig?« Joe, det var vel noget med »at kalde lyserød for rosa og candyfloss for sky«, men ak, »sødmen er ulidelig, alt klistrer og stivner og derefter, tørsten«.
Mette Moestrups digte kan forekomme muntre og lette, men er ikke nemme at kode af. Legen er blodig alvor og enkelheden kun overflade. Ovennævnte muse-tekst filtrer sig således dybt ind i det følgende digt, hvor musen bliver til en mus og forvandler sig til en rotte, og læst for sig bevidner refleksionerne over Erato, hvorledes digterens fantasi på forhånd er belejret og invaderet af kulturskabte, historisk forankrede billeder. Reklamen sidder fast dybt inde i vore blikke.

Vi er ikke æbler
I bogens første del, »Drenge og piger«, viser barndomsbillederne et lettere kaotisk univers, hvor kønnets forvirring søges holdt i ave af tegneseriens og eventyrets forføreriske orden.
I anden del krydsklippes mellem to livsaldre, nemlig den 16-åriges glade, prøvende uskyld og den voksne kvindes anderledes tænksomme forsøg på at bruge litteraturen og malerkunsten til at blive klog på sit eget liv.
Tredje del former sig som tætte identifikationer med formødre og søstre i kunsten, som Margaretha Trakl, eller Grete eller Gretl, digteren Georg Trakls søster, der tog livet af sig i 1914, og som digterinden Sapfo, hvis skoledannende poesi kun er overleveret fragmentarisk, men jo netop derfor optager sindene så stærkt:

Sapfo
det er så længe siden du sang
med pigernes stemmer til
festen:

Som det sidste æbles sødme
bag det røde skind berører
en æbleplukkers finger-
blomme

Vi kan ikke sammenligne os med æbler, skriver Mette Moestrup. For »Vi er ikke som Malus pumila, som groede vildt i Vestasien, Kaukasus og Sydeuropa og som ifølge alle optegnelser er blevet dyrket i umindelige tider.« Også af digterne. Således også her, hvor en af vore mest begavede unge poter kaster sig ud i vilde lege med ordene, kønnet og identiteten.
Over Mette Moestrups debut, Tatoveringer (1998), var der noget villet og laboratorieagtigt. Allerede dengang var hun på krop med sproget, samlet om en forsken i erotikkens mysterier; sprogligt spredte hun sig desværre, så resultatet mest blev diffust. Også dengang lagde man mærke til en voldsom retorisk bredde, ofte i sprælske henvendelser til begge køn, til højre og venstre. Denne mangestemmighed genfindes og forløses i Golden Delicious, hvor poeten for alvor har givet sig legen i vold og kastet sig ud i en å af ord, hvorfra hun indimellem dukker op og fremsynger sære syner.

*Mette Moestrup: Golden Delicious. 64 s., 150 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu